2019 udgaven af Julien Guillons Le Gris Gris de Fifi overraskede jeres flittige vinblogger ved at være totalt orange i glasset og dermed meget anderledes end 2018’eren.
Den er ellers fremstillet mere traditionelt ved maceration en uge i rustfrie ståltanke, hvilket selvfølgelig har bidraget til den orange farve. Derefter er vinen lagret i ståltankene efterfuldt af aftapning på flaske inden den så frigives. Der er i årgang 2019 lavet 500 flasker Le Gris Gris de Fifi.
Ovenover kan I se farven på 2019 Le Gris Gris de Fifi … og det kan vel godt betegnes som vaskeægte orangevin, men på en eller anden måde, så synes jeg, at den er langt bedre end 2018’eren.
Næsen er kompleks som ind i helvede … der er candyfloss, rabarber, jordbær, en halv malerbutik med masser af fernis og gulvlak, tørrede roser, karamel, kurakoff bolcher og grøntsagsfond. Det lyder som en mærkelig blanding og det er det skam også … men her fungerer det overraskende godt.
Smagen har en frisk kant, selvom vinen egentlig er overraskende blød. Der er igen rabarber, røde æbler, kandiserede pærer, karamel, jasmin-te, meget blomsterrig … meget spændstig og smagfuld. Der er lidt fennikel, vild god friskhed. Det er som at danse med en eksotisk pige fra et land, som du ikke vidste fandtes … og nu er jeg fan!
Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.