2015 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2015 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienEfter en gudesmuk Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi smagte jeg så en lidt reserveret storesøster … en 2015 Brunello di Montalcino Riserva … en i øvrigt fremragende årgang.

Riserva er lavet med de allerbedste Sangiovese druer sorteret med kompromisløs hånd  fra op til 35 år gamle vinstokke.

Villa Poggio Salvi går benhårdt efter ekstra koncentration og struktur i deres fineste rødvin. Efter høsten sker der en kølig pre-maceration over dage ved 12 grader.

Derefter sker gæringen med temperaturstyring ved 28 grader med  hydrauliske nedstemplinger af drueskallerne. Efter fermenteringen er vinen lagret 40 måneder på store slavonske fade og 6 måneder på flaske før frigivelse. Samlet produktion er kun på 3.333 flasker.

Allerede i glasset kan man se, at vinen ikke er helt ny, selvom en Brunello faktisk ofte får rødbrune kanter, så har denne let rødbrun farve og skal – kan jeg mærke – også lige ha’ tid til at åbne sig og folde vingerne ud. Men uha, så kommer der nogle smukke og afdæmpede aromaer og fadpræget er også klart tydligere i Riserva’en.

Der er sød tobak, stegte svampe samt rå champignon, sød finsk lakrids, æteriske olier, mentoldråber, garvet læder, våde fade, kaffe, vanilje og frugt af kirsebær, blommer og måske endda lidt tørret frugt, men SHIT det dufter fremragende.

I munden er det stille, roligt, behersket og alligevel med en intens, luftig, lys og energisk smag. Det er syrlige kirsebær og kandiserede kirsebær, lidt ribs, lyse blommer, lakrids og læder. Med luft i munden kommer både en lys balsamisk syre og knastørre tanniner frem, som vil lege kispus med din tung og mundhule. Den giver en lys, frisk og temmelig stram vin med masser af lag og kompleksitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2020 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDenne Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi har jeg før smagt i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019. Nu smager jeg både 2020’eren og bagefter den reserverede Riserva storesøster i årgang 2015.

Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.

Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Denne almindelig Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne macererer først køligt i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor dufter det godt … flot velafbalanceret og veldoseret duft med kirsebær, brombær, blommer suppleret med en smule appelsinskal, lidt rå champignon, roser, tørt træ, tobak og gammel balsamico. Men hele tiden fornemmes også en energisk, frisk og sitrende nerve og en vis overlegen, dekadent modenhed.

Det smager også rasende godt … har en frisk og klar frugt med syrlige kirsebær, blommer og ribs, en tilpas balance mellem syre og lidt sødme, mens tanninerne er ret tørre, bidske, sødbitre og sprøde med slank og frugtrig balance. Der er rød vermouthagtig bitterhed og igen fornemmer jeg denne lidt vilde, sprælske og energiske nerve i munden og lidt samme fornemmelse, som jeg fik i duften … lækker vin og til 6-styk prisen et røverkøb, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7