Tag-arkiv: folle noire

2010 Domaine de Toasc, Bellet Rouge, Provence, Frankrig

2010 Domaine de Toasc, Bellet Rouge, Provence, FrankrigMax H er frankofil, elsker fx en by som Nice, hvor vi netop finder næste vinhus … Domaine de Toasc, som har lavet denne 2010 Bellet Rouge under den lille bitte appellation AOC Bellet, som samlet kun dækker 53 hektar vinmarker.

Domaine de Toasc ligger udenfor Nice på en østlige skråning af Plaine du Var og drives Bernard Nicoletti. Han købte i 1992 forladte marker, som dog oprindelig i gammel tid var anvendt som vinmarker.  Han startede dog med genplante marker med nogle af de gamle druesorter, som er typiske for appellationen.

Bernard Nicolettis familie stammer oprindelig fra Umbrien, men hans bedstefar Joseph Nicoletti flyttede til Nice og drev i mange år et transportfirma, som bl.a. transporterede druer og blev nogle gange endda betalt for transporten med druer og blev derfor nødtvugent også vinproducent i mindre omfang.

I 2000 byggede Bernard Nicoletti sin vingård med et moderne vineri samt privatbolig og samme år frigav han også for første gang vine fra sit vinhus Domaine de Toasc. Samlet har vinhuset i dag 15 hektar jord, hvoraf 8 hektar er vinmarker, mens 2 hektar er med oliventræer.

Denne Bellet Rouge er lavet på 70% Folle Noire samt 30% Grenache høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men er efterfølgende lagret 16 måneder på franske egefade inden aftapning på flaske.

Folle Noire druen er også kendt som Fuella Nera, og det er en gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig.

Den er den vigtigste drue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig, hvor den også kendes under navne som Jurancon eller Piquepoule.

Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter.

Næsen er også lidt anderledes … meget blomstret, endda parfumeret med en krydret sødme, kanel og lidt af en syrehoved. Der er ribs, granatæbler, rabarber og så alligevel meget solrig, moden i frugten, lidt gæret med en snert sandeltræ.

Smagsmæssigt er vinen også meget syrerig, tør og parfumeret med masser af de lyse og modne bær. Tanninerne er bestemt til stede, mens syren er sådan lidt sødkrydret. Det er interessant, men bestemt også en vin med karakter.

Købt i Nice, hvor en flaske koster 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Domaine de la Source, Bellet Rouge, Provence, Frankrig

2010 Domaine de la Source, Bellet Rouge, Provence, FrankrigFabelagtig vin. Første rødvin var fra et for mig ukendt AOC område, nemlig Bellet, og det var intet mindre end en ganske imponerende vin. Bellet er en lille appellation i Provence, og det meste af produktionen går til Nice. I Bellet dyrker man lokale druer som Rolle, Braquet og Folle Noire. Bellet blev officiel AOC anerkendt i 1941.

Vi er hos en gammel vinfamilie, nemlig familien Dalmasso, som driver Domaine de la Source. Vingården ligger i området Chemin de Saint-Roman de Bellet i Nice, og det er lidt nordvest for den store by.

Vingården er grundlagt i 1962 af Joseph Dalmasso, da han købte jorden omkring hans fødeegn i Chemin de Saint-Roman de Bellet, og navnet på vinhuset henviser til den kilde, som gør dette område så ideelt til dyrkning af blomster, grøntsager … og vindruer.

Det er imidlertid Josephs søn Jacques, som får sat vinproduktionen i system på Domaine de la Source, bl.a. ved tilplantning af vinmarkerne i 1986. Siden 2003 er børnene Carine Jacques og Eric også kommet med i driften af vingården og de beskedne 5 hektar vinmarker, som de samlet driver i dette solrige område ved den franske Riviera.

Domaine de la Source laver tre forskellige vine, en hvid, en rosé og denne røde vin. Herudover produceres der også lidt olivenolie. Alt er selvfølgelig lavet manuelt. Denne Bellet Rouge er lavet på 80% Folle Noire og 20% Grenache.

Folle Noire druen er også kendt som Fuella Nera, og det er en gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig. Den er hoveddrue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig (hvor den har navnet Jurancon eller Piquepoule). Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokkken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter.

Vi fik smagte vinen blindt og gættede på Bandol … ikke helt ved siden af … vi i er hvert fald i Provence. Jeg bemærkede, at duften var ret intens … nærmest som en “naturewine”, og det er heller ikke helt ved siden af, for siden 2008 har Domaine de la Source omlagt produktionen til økologisk og organisk. Ding … point til Houlberg.

Og tro mig, duften i vinen er ganske speciel, men på en god måde. Den er animalsk med masser af hestestald, mødding og komøg, fårenosser, sved og mørke hindbær. Anderledes, men ganske flot.

Smagen er meget ren og “smooth”, godt med frugt, god syre … faktisk en rigtig dejlig syre, som ikke bliver for meget. Der er lidt lyse kirsebær i smagen, som næsten er helt tysk i udtrykket. Virkelig en overraskelse. Thumbs Up.

Købt i Frankrig. På vingården koster vinen 28,50€ … eller 25,50€ hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7