Med næste vin bliver vi i Spanien, men er denne gang i den lille appellation DO Ribeira Sacra i Galicien, hvor vi finder et lille interessant vinhus kaldet Macizo Ourensan … et projekt fra vinmagerne Jesús Olivares og Curro Bareño. Vi smager her deres vin Lacazán.
Både Jesús Olivares og Curro Bareño er vokset op tæt på DO Ribeira Sacra og efter deres uddannelse til ønologer, så flyttede de til Sierra de Gredos i Castilla-La Mancha regionen, hvor de arbejdede hos Dani Landi og Fernando Garcia.
Derefter rejste begge tilbage til Galicien, hvor de grundlagde vinhuset Fedellos do Couto sammen med Luis Taboada, som allerede ejede og drev Pazo do Couto. Men efter en årrække, så forlod Jesús og projektet for at starte deres helt ejet for at bevise deres talenter.
Og det blev netop til vinhuset Macizo Ourensan i DO Ribeira Sacra, hvor de opdagede en lang række marker, der ikke var egnet til de normale afgrøder, men perfekt til vinstokke.
I dag har de to vinmagere 6 hektar marker, som ligger spredt på forskellige steder og med blandede druesorter sammen … normalt et sandt mareridt for de fleste, men sådan tænkte de ikke, for de ville ikke lave konventionelle vine. Markerne ligger således ved byerne Viana do Bolo, Fornelos de Filloás, Santa Mariña de Froixais, Grixoa samt Buxán … og alle forholdsvis med sandet, granitholdig undergrund.
Vinene laves i en kold kælder, gravet ind i bjergvæggen i den lille by Seadur. Derfra dríver de vingården efter økologiske og bæredygtige principper og i den gamle kæder arbejder de minimalitisk med så lidt indgriben som muligt, spontangæring, lang maceration og lagring i store egefade.
Denne Lacazán fra vinhuset er lavet på 60% af den lokale drue Sousón, som også kendes som Tinta País, som er en variant af den mere kendte spanske drue Tempranillo. Her kommer deres Sousón druer fra marker ved landsbyen Grixoa ved den vestlige bred af Bibei floden.
De øvrige 40% er et skønt fieldblend af druesorterne Mencía, Mouranton, Grao Negro, Garnacha Tintorera, Bastardo, Godello, Doña Blanca, Colgadeira og Palomino, som alle kommer fra 60-80 år gamle vinstokke fra flere af husets mange marker.
Vinen er lavet uden afstilkning, altså med de hele klaser, spontangæring i egekar alene med druernes naturlige gærceller, 2 måneders blid maceraion og lagring 6 måneder i 500 og 3.000 liters egefade, hvorefter vinen tappes på flaske uden filtrering.
Det dufter sgu som en vild vin … har en virkelig stor sødme kombineret med landlig bio bio kant, nærmest lidt prut og virker faktisk en smule småkvalm med nogle røgede elementer, sjove krydderier med lidt spidskommen og grillede citroner.
I munden er vinen meget mere saftig end forventet. Den har en nærmest tyk og meget markant syre, en tydelig saftevandsagtig fornemmelse, lidt blåbær, noget stram og bittert i eftersmagen. Jeg er sgu ikke umiddelbart fan.
Vinene fra Macizo Ourensan forhandles herhjemme af Les Terroirs du Vin, men denne ser de ikke ud til at have i sortimentet. I Frankrig koster vinen 13,85€ … svarende til 103 kr.