Vinaften 11. januar 2025 … en slags nytårskur hos Gert E

Årets første vinaften med de gamle vingutter … og årstallet var næsten lige skiftet til 2025, men Gert E var næste i rækken og havde vanen tro inviteret til en traditionel vinaften og allerede 11. januar som nærmest start på det nye år.

Helt traditionel var den dog ikke, da Paul var gået på hvid januar eller meget fornuftigt i hvert fald havde besluttet sig for, at han ikke ville nyde alkohol i en god periode. Det vil nok også være sundt for os, men det betød, at Paul blot ikke deltog i selve konkurrencen.

Jeg havde derfor i stedet for Paul udloddet aftenens præmie i form af lidt hjemmelavet keramik, som aftenens vinder kunne tage med hjem og hvis jeg selv vandt, så skulle præmien tilfalde Paul. Okay … måske lidt af en hade-præmie, men hvad præmien var, var alle – undtagen mig – selvfølgelig dejligt uvidende om førend efter konkurrencen.

Vi ankom alle til Gert E lidt før kl. 18.00 og der gik da heller ikke lang tid førend, at vi fik stukket et glas bobler i hånden …. og så var aftenen og konkurrencen således i gang.

Maden

Derefter satte vi os hurtigt til bords … og efter vi havde tømt vort glas med bobler, så fandt Gert E næste vin frem og samtidig forret frem i aftenens 3-retters middag, som så sådan her ud:

  • Forret; Varmrøget laks og salat på ristet rugbrød
  • Hovedret; Gullasch
  • Dessert; is med cognac

Lad os lige se nærmere på … i hvert fald de to første retter, for som sidst glemte jeg at få taget foto af isen til dessert.

Varmrøget laks og salat på ristet rugbrød

Dejlig start ret … fyldig med laksen, frisk med salaten og en ret, som alle vist elskede og dertil serverede Gert E en hvidvin … eller i hvert fald en slags … en ældre orangevin 2017 Roter Traminer H Orange fra Weingut Alice & Roland Tauss i Østrig.

Gullasch

Gullasch er jo en traditionel ungarsk simre-ret, der normalt krydres med både sød og stærk paprika. Gert havde egentlig først lavet en portion Boeuf Bourguignon, men han synes ikke, at den smagte af noget, så derfor lavede han i stedet denne gullasch.

Den smagte også dejligt … og januar er bestemt tid for simre-retter, for specielt gullasch giver varme i kroppen … og sammen med rødvin er det sgu ikke så ringe.

Lidt senere på aftenen fik vi dessert med lidt is med cognac i, hvilket lige giver et dejligt tvist  … og senere igen også lidt god ost, hvilket alle jo bare elsker … altså både is, cognac og ost.

Vinene

Vinmæssigt var der denne gang 2 flasker mindre end vanligt … altså 10 vine, hvilket bestod af en flaske bobler og en hvid fra værten og så 2 rødvine fra alle 5 … altså undtagen fra Paul, der jo tog en kold januartyrker og alene drak alkoholfrie vine. Dem ville vi alligevel ikke smage!

Dermed kom programmet til at se sådan her ud:

  • N.V. Audrey Brocard, Meunier des Trois Côteaux Extra Brut, Champagne, Frankrig – Gert
  • 2017 Weingut Alice & Roland Tauss, Roter Traminer H Orange, Steiermark, Østrig – Gert
  • 2022 Disko Wines, Gamay Noir, Californien, USA – Ulrik
  • 2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Big Circle Syrah, Californien, USA – Jan
  • 2017 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Ovello, Piemonte, Italien – Steffen
  • 2015 Domaine Michel Lafarge, Beaune-Greves, Bourgogne, Frankrig – Gert (skæv)
  • 2018 Roark Wine Company, Cold Dark Matter, Californien, USA – Ulrik
  • 2015 Château Bellevue de Tayac, Margaux, Bordeaux, Frankrig – Steffen
  • 2015 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile – Jan
  • 2018 Bodegas Canopy, Mentrida la Vina Escondida, Castilla-La Mancha, Spanien – Gert

Det er et spændende og lidt anderledes felt denne gang … der plejer af være overvægt af italienske vine, men denne gang var der kun én, men derimod 4 oversøiske vine, heraf 3 amerikanske.

Der var mange, som imponerede … specielt vil jeg sige Margaux’en, Almaviva og Sierra de Gredos slutfløjtet Mentrida la Vina Escondida, men også Cold Dark Matter fra Roark Wine Company var bedre end ventet og vandt ved lidt tid i glasset.

Til gengæld var Gerts dyrt indkøbte Beaune-Greves Bourgogne helt skæv og lugtede lidt kloakagtig og smagte heller ikke godt, så den har jeg selvfølgelig ikke anmeldt, men resten kan du jo læse om i mine anmeldelser.

Konkurrencen

Det var lidt anderledes denne gang, da Paul ikke deltog i selve konkurrencen, men da frivilligt havde taget gaven med, så kæmpede jeg jo egentlig på Pauls vegne.

Dermed var der jo også færre point at kæmpe om, men slutstillingen endte med, at Gert og Steffen fik 3 point, Jan fik 4 point og jeg endte med 6 point. Dermed endte min første hjemmelavede, firkantede keramikvase hos Paul …. sådan kan man være så uheldig.

Steffen og Gert gik i omkamp … og Gert endte denne gang – og vist første gang – sorte-per-sidst og skal dermed medbringe gaven næste gang.

Sammenlagt igen en hyggelig aften med intens mad og skønne vine, så tak til Gert for godt værtskab.