Tag-arkiv: Bourgogne

2023 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, Bourgogne, FrankrigDen første vin jeg smagte fra Domaine Grivot-Goisot i Saint-Bris-le-Vineux lidt sydøst for Auxerre tæt på Chablis var denne Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay, men det var årgang 2022 … nu smager jeg 2023’eren.

Siden har jeg smagt flere vine fra huset og skrevet om det før, så derfor nøjes vi denne gang med at se nærmere på denne 2023 Bourgogne Côtes d’Auxerre Chardonnay.

Vinen er – selvfølgelig – lavet på 100% Chardonnay og alene lavet i ståltanke … først med gæring i termoregulerede tanke af rustfri stål, hvor vinen efter endt fermentering også er lagret i 10 måneder inden aftapning på flaske.

Det er både en frisk, cremet og lettere smørfed Chardonnay med frugt af fersken, pærer, mirabeller og alt er velordnet, rent, fyldigt og afbalanceret … der er lidt blomster, nødder og virker meget rund, blød samt let tilgængelig.

Det smager sgu tæskegodt … klart en omgængelig og meget likeable vin, der med en cremet fyldighed, maskulin frugt af abrikos, fersken, grillet lemon og syltede citroner giver masser af smag. Det er skruet forbandet godt sammen, har lidt blomsterpollen, en fyldig syre og smager bare fortræffeligt. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2024 Jules Billaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2024 Jules Billaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigSamuel Billaud er én af Chablis’ absolut største producenter, der nu laver vine i sønnen Jules’ navn og sønnen repræsenterer den nye generation, men Samuel står fortsat bag vinifikationen. Vi smager her deres 2024 Chablis.

Samuel Billaud etablerede sit eget domaine i 2009 og har siden etableringen produceret nogle af appellationens mest præcise, terroirdrevne og eftertragtede vine, som år efter år rangerer blandt de højest bedømte hos verdens førende vinkritikere.

Vinene under Jules Billaud etiketten er identisk … alt arbejde, alle marker, hele stilen og hele filosofien er det samme som med Samuel Billaud … kun etiketten er ny.

Vinificeringen er klassisk og underspillet. Gæringen foregår på naturlig vis – og vinene lagres på en kombination af rustfri ståltanke og ældre egetræsfade, hvor træet aldrig får lov til at dominere. Det er ikke et mål, at sætte vinmagerens fingeraftryk på vinene, men at lade Chablis tale med størst mulig klarhed.

Resultatet er vine med en næsten krystalklar renhed. De forener citrus, hvide blomster, østersskal, flint og kalket mineralitet med en imponerende koncentration og en syre, der giver vinene både energi og et enormt lagringspotentiale.

Samuel Billaud arbejder ikke som klassisk domaine med egne store arealer, men som micro‑négociant, der køber druer fra udvalgte parceller og laver vinene selv.

Hos Billaud handler alt om terroir. Hver enkelt mark vinificeres separat for at bevare dens unikke identitet, og arbejdet i markerne prioriteres langt højere end tekniske manipulationer i kælderen. Druerne håndteres nænsomt, høstes ved optimal modenhed og presses langsomt for at udtrække den renest mulige most.

Denne 2024 Chablis er lavet med Chardonnay druer fra de 3 fremragende vinmarker Les Pargues, Bas de Chapelot og Les Quarts. De ældste vinstokke findes i Les Quarts og er op til 90 år gamle og jordbunden består af kalkholdig Kimmeridgien med fossile havaflejringer fra juratiden.

Vinificeringen er klassisk Chablis med gæring og lagring på rustfri ståltanke samt lagring sur lie på de fine gærrester. Det er kun deres Premier Cru- og Grand Cru-vine, der lagres delvist på egetræsfade.

Uha … sikke en duft … er både knivskarp, hvas, præcis, kalket og samtidig satans inderlig, har en diskret lille sur lie fedme, masser af pærer og fersken, citrusfrugter med syltede citroner. Mineraliteten er rank, slank, kølig med en svag blødhed, som kridt, kalk og porøs pimpsten suppleret med en halv blomsterbutik … kompleks, ren og givende.

I munden er det meget rent, klart og med en god lethed … det er Chardonnay med himmelsk klarhed, svævende og samtidig satans syrligt med citroner, grape og let bitter lemon. Der er ultra fokuseret og med en nonnes ærbarhed … kysk, ren og uskyldig sammen med en kalket mineralitet og nærmest til at blive religiøs af. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots, Bourgogne, Frankrig

2017 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots, Bourgogne, FrankrigDerefter var det ægte burgundisk Pinot Noir, for Jan havde også taget denne 2017 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Chaignots fra Domaine Robert Chevillon.

Vinhuset er  grundlagt i 1860 af Symphorien Chevillon, som købte 12 hektar jord i Nuits-Saint-Georges. I dag drives vingården af 5. generation i form af brødrene Denis og Bertrand Chevillon, som allerede i 1990 gradvis blev medejere og i 2002 overtog hele driften efter faderen Robert Chevillon, som dog fortsat er aktiv på vingården.

I dag har vinhuset 13 hektar vinmarker, men fordelt på imponerende 70 parceller … og alle i Nuits-Saint-Georges. De bedste marker er 1. cru markerne Les Chaignots, Les Bousselots, Les Roncières, Les Perrières, Les Pruliers, Les Cailles, Les Vaucrains og Les Saint-Georges. De 3 sidstnævnte er de allerbedste marker og har meget gamle stokke, som alle er plantet før 1920.

Selv om domænet i dag har stjernestatus, har man allerede i forrige århundrede optegnelser, der anerkender vinene fra Chevillon som værende udsædvanligt gode. Ved smagning i kælderen hos Chevillon er vinene fra 1960’erne og 1970’ernee stadigvæk på et meget højt niveau.

Chevillon familien har fuld fokus på, at de bedste vine laves i marken, så daglige ture i markerne er helt logisk. Der foretages en grøn høst i juli, for kun at lade de bedste drueklaser hænge tilbage. Der høstes kun i hånden og alle klaser kommer gennem et sorteringsbord, inden de kommer i kælderen.

Hele sunde druer er rygraden i de gode vine. Når druerne er afstilket gennemgår de en kold-maceration på 5-6 dage, inden den naturlige gæring starter. Vinen gæres under 34 grader og det tager 2-3 uger inden vinen er gæret færdig. Vinene lagres på egetræsfade i 15-18 måneder, hvoraf 30% er nye.

Les Chaignots marken er etnaf de mest elegante, florale og letfodede Premier Cru marker i Nuits‑Saint‑Georges. Den ligger i den nordlige del af kommunen, på midtskråningen, med nordvendt til østvendt eksponering, og har meget lavt‑liggende, brun kalkstensjord med næsten ingen ler.

Denne vin lavet som de øvrige … håndhøst, total afstilkning, spontangæring i cement, lang maceration, skånsom presning og 18 måneders lagring på franske barriques, hvoraf 30% er nye.

Duften er luftig, æterisk med kæmpe landlighed og masser af blomster … vi snakker en hel blomsterbutik med violer, tørrede blomster, mælkechokolade, skovbund, svampe, våd mos og så kan man nærmest dufte noget leret og sandet jord. Frugten er moden, blød og er sorte kirsebær, knuste hindbær og jordbær … det er rundt ,med rund på og drønlækkert.

I munden kan man omgående fornemme nogle umamiagtige noter med tørrede blomster sammen med en blød, rund og moden frugt af jordbær, hindbær og kirsebær … fløjl, der smelter i mundem poleret, ren og aromatisk med en stor finesse. Der kommer også lidt nødder, læder, svampe og skovbund, mens tanninerne også er polerede og blot understøtter en feminin syre. 97 point.

Forhandles bl.a. af Bottle Hero, hvor en flaske i årgang 2021 koster 1.005 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Vignes Centenaires, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Clotaire Michal, Beaujolais Villages Vignes Centenaires, Bourgogne, FrankrigSteffens første vin var en 2019 Beaujolais Villages Vignes Centenaires fra Domaine Clotaire Michal … en vin, som jeg faktisk har smagt før i forrige årgang.

Domaine Clotaire Michal er et vinhus, som er grundlagt af den unge, vilde ildsjæl og vinmager Clotaire Michal, som har sit lille vinhus på sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais.

Før etablering af vinhuset brugte han 13 år hos nogle af de ypperste vinproducenter rundt om i Frankrig. Han færdiggjorde fx sin læretid til vinmager hos Clos Marie i Languedoc, hvorefter han i perioden fra 2007 til 2012 arbejdede for Cornas legenden Thierry Allemand.

Efter arbejdstid hos Allemand lavede Clotaire Michal endda sin egen Saint Joseph fra lejede marker, men dette stoppede han dog med for at finde et sted til sit eget vinhus.

I hans søgen efter gode marker til at starte sit eget vinhus, faldt valget på nogle unikke, sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais. Her fandt han unikke marker med meget gamle stokke og hans vine kommer fra samlet 4,5 hektar vinmarker med stokke på henholdsvis 40-80 år og 100 år gamle vinstokke.

Han har ikke valgt at købe marker i berømte appellationer som Morgon og Fleurie, for han mener, at man sagtens kan finde marker på mindst samme niveau andre steder.

Clotaire siger selv; Hvis man ved, hvor man skal kigge, kan man få lige så godt terroir og endnu ældre vinstokke udenfor de kendte cru’er. Så jeg behøver ikke kendte marker, men bare gode marker for at lave den vin, jeg vil lave.

Alt, hvad Clotaire foretager sig, tager afsæt i et 100% økologisk og biodynamisk vinbrug, men er dog ikke certificeret endnu. Tilgangen er kun brug af håndplukkede druer, gæring af hele klaser, kun brug af vildgær, under 30 miligram svovl pr. liter, som tilsættes ved gæring, ingen chaptalisering samt ingen opvarmning for at koncentrere farven.

Lagringen sker på gamle fade og på tanke, mens presningen af druerne sker på en antik gammel vertikal presse, for så at få den reneste og fineste vin … kort sagt – en old-school-approach, hvor inspirationen fra Thierry Allemand tydeligt ses.

Vinene er alt det, du normalt ikke regner med i en Beaujolais … her finder du ingen bananer og saftige frugtbomber med psykedelisk lilla farve, men nærmere vine med et klassisk burgundisk udtryk med masser af balanceret, intens og meget ren frugt.

Denne Vignes Centenaires er fra Clotaires ældste parceller med vinstokke på over 100 år. Vinen er lavet ved, at druerne udblødes i 13 dage og derefter gærer i omkring 30 dage alene med druernes egne gærceller.

Halvdelen af vinen lagrer i 6 måneder på gamle fade og resten lages i ståltanke. Så er vinen sluttelig flasket uklaret og ufiltreret. Der laves hvert år kun 3.500 flasker af vinen.

Duften er animalsk, bondsk, rustik, landlig og let behåret, der er ristede våde fade, lakrids, kul, tjære, læder, krudt, nytårsskyts, lidt tørre urter, nøddeskaller og vanilje. Frugten er klart mest kirsebær, blåbær og brombær … vibrerende, bondsk og herlig.

Smagen er helt klar ikke så landlig, men ganske let … der kommer nogle nødder, kastanjer og virker læskende saftig. Frugten er mest lyse kirsebær, grønne jordbær med noget lemon og grape bitterhed, kandiseret lemon endda … virkelig dejlig frugt og let sødme, mens tanninerne er stamme, men elegante … lækkert 96 point.

Forhandles af Vinova, men vinen er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Maison Lou Dumont, Dessus-Dessous, Bourgogne, Frankrig

2023 Maison Lou Dumont, Dessus-Dessous, Bourgogne, FrankrigDen sidste vin i Nuits Winecellar blev denne spændende burgundiske 2023 Dessus-Dessous fra Maison Lou Dumont beliggende i Gevrey‑Chambertin i hjertet af Côte de Nuits.

Maison Lou Dumont er et nyere vinhus, der er grundlagt i 2000 af Koji Nakada fra Japan og Jae Hwa Park fra Korea. Det startede som et mikro-négociant-projekt, hvor de købte druer og most fra venner og små producenter.

Navnet Lou Dumont er en kombination af deres guddatters navn Lou og Mont som hyldest til bjergene i deres hjemlande.

De købte de første egne marker i 2012 og det var med 1 hektar Bourgogne Rouge, 1 hektar Gevrey‑Chambertin Villages samt 1 hektar med 100 år gamle vinstokke under Bourgogne Aligoté, men i dag er de omkring 6 hektar fordelt på Premeaux‑Prissey, Clos de la Brunelle, Marsannay og Hautes‑Côtes de Nuits.

Maison Lou Dumont blev certificeret økologisk via Ecocert i 2016 og har nu også været biodynamisk siden 2018.

Selvom de i dag ejer egne vinmarker, så køber defortsat druer og most fra organiske og biodynamiske producenter, ofte gamle venner … altid fra vinstokke over 30 år.

2023 Dessus‑Dessous er en Bourgogne Rouge fra Maison Lou Dumont, lavet på Pinot Noir, økologisk/biodynamisk dyrket, og vinificeret i Lou Dumonts karakteristiske minimal‑intervention stil.

Den er en blend af 80% Mercurey Village og 20% Hautes‑Côtes de Nuits, spontangæret, lagret 18 måneder på fad, heraf 20% nye fade fra Tonnellerie Cavin med eg fra Jupilles-skoven og så tappet ufiltreret og uklaret.

Navnet Dessus-Dessous skyldes også, at vinen er et blend af druer fra to områder, som ligger over og under hinanden i Bourgogne, nemlig Dessus = ovenfor Côte de Nuits i Hautes‑Côtes de Nuits og Dessous = nedenfor Côte de Nuits iMercurey Village

Navnet beskriver altså den vertikale sammensætning af terroir … en vin skabt af druer fra både “ovenfor” og “nedenfor” Côte d’Or.

Det dufter fandeme også godt … der er fin, elegant, luftig, æterisk Pinot Noir, men atter med lidt mørkere frugt, som dog er vildt frisk, nemlig kirsebær, jordbær, brombær og tranebær suppleret med lidt nødder, kastanjer, blæk, grøntsagsfond, skovbund og så har den sgu også en letterede reduktiv landlighed.

WAUW … den smelter i munden og langsomt breder smagene sig i munden med yderst velbehag med en nærmest luftig syre … frugten er kirsebær, jordbær, hindbær og sødbitter lemon. Vinen har en vild lethed, røg, flint, salt, fennikel og tanninerne er også fine, men også pænt håndfaste … stor vin og dermed 95 point.

Maison Lou Dumont forhandles af Den Flaskehalsen Peger På, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Pierre Girardin, Meursault 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2019 Pierre Girardin, Meursault 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, FrankrigHenrik smed også lige en hvidvin ind mellem alle de røde og det var en drønlækker 2019 Meursault 1er Cru Les Perrières fra Pierre Girardin.

Girardin familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men det var først i 1960’erne, at huset reelt fik sin egen identitet og startede med at flaske, markedsføre og sælge egne vine. Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar.

Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt, hvorved hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques hver fik 3 hektar marker og delingen har medført, at Girardin familien og navnet i dag er udbredt i Bourgogne.

Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’ bror Jacques og dennes søn Justin. Men derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin fra samme familie.

Og Pierre Girardin er netop søn af Vincent Girandin og dermed 13. generation i familien og nærmest opvokset i sin fars vinkælder og har dermed fået bourgognevin ind med modermælken.

Da Vincent Girardin solgte sin ejendom i 2011, så beholdte han 4,5 hektar af sine bedste parceller, som skulle overdages til sin søn, når han var klar til at lave vin. Og siden 2017 har Pierre således lavet sine egne vine.

Vingården ligger i Meursault og det er primært her husets egne marker ligger, bl.a. Meursault Narvaux, Puligny 1er Cru la Folatières og Batard-Montrachet suppleret med langvarige kontrakter med en række andre vinavlere. Samlet er det således 4,5 hektar og det betyder en produktion i dag på 80.000 flasker årligt.

Pierre dyrker sine marker økologisk og flere af de tilknyttede vinavlere driver også deres marker økologiske, men nogle få er ikke certificerede, så derfor er han endnu ikke certificeret økologisk. Det er dog målet, efterhånden som andelen af egne besiddelser vokser. Pierre ejer i dag 4,5 hektar og vil gerne op på 8 hektar.

Vinmarken Les Perrières er ikke bare 1er Cru — det er en af Meursaults mest prestigefyldte terroir og af mange regnet som en de facto Grand Cru. Marken ligger i den sydøstlig del af Meursault højt på skråningen, over Genevrières.

Les Perrières er op 10,59 hektar og kan faktisk inddeles i 3 delzoner, nemlig Dessous, Dessus og Clos des Perrières. Pierre Girardin arbejder primært med Perrières-Dessous, som er den nederste del.

Druerne kommer fra gamle vinstokke og de presset i hele klaser uden forudgående afstilkning langsomt og kølig i en pneumatisk presse. Derefter sker gæring spontant alene med druernes egne gærceller i store 456 liter cigarformede egefade, hvilket et en slags signatur hos Pierre Girardin.

Der sker inden bâtonnage og efter endt fermentering er vinen lagret 12–14 måneder på fade, heraf 20–25 % nye fade. Der sker kun minimal svovl før flaskning og ingen filtrering.

Duften … kan vel sige er både utrolig kalket og samtidig fadtung … der er lakridskonfekt, vingummibamser, en halv Københavnerstang, let rugbrød, brunet smør, ristede mandler og alligevel temmelig let, luftig. Frugten er pærer, fersken, lemon suppleret med let estragon, kalk og hvide skolekridt.

Smagen er klart mere rank … frugten er pærer, æbler, lemon og grillet grapefrugt … måske med en snas tropisk frugt, en fin, ren og klar syre, vildt meget kridt, kalk, limsten og saltet mineralitet. Det er cremet, silkefint og super elegant … f***king lækker vin. 97 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Mr Ruby, men denne er ikke fundet noget sted i Danmark, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7

2021 Domaine Marchand-Tawse, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Marchand-Tawse, Mazis-Chambertin Grand Cru, Bourgogne, FrankrigAftenens bedste vin blev for mig helt klart denne 2021 Mazis-Chambertin Grand Cru fra Domaine Marchand-Tawse, der ligger i Nuits‑Saint‑Georges i Côte de Nuits.

Domaine Marchand-Tawse er grundlagt i 2010 som et samarbejde mellem Pascal Marchand og Moray Tawse. Pascal er tidligere bestyrer hos Comte Armand og Domaine de la Vougeraie.

Moray Tawse er en canadisk vinmager, som ejer af Tawse Winery i Niagara. Sammen startede de Marchand-Tawse … først som en lille  négociant producent, men det blev hurtigt udvidet til et domaine, da de opkøbte Domaine Maume i Gevrey‑Chambertin.

Domaine Marchand‑Tawse er i dag et af de mest dynamiske og moderne Bourgogne‑projekter i Côte de Nuits – og de kombinerer canadisk kapital, burgundisk know‑how, biodynamisk filosofi og er et voksende domaine med stærke terroir‑positioner.

Således har de i dag 10 hektar vinmarker for over 50 forskellige parceller og producerer vine fra nogle af Bourgognes mest prestigefyldte terroirs som fx Musigny Grand Cru, Chambertin‑Clos de Bèze Grand Cru, Bonnes Mares Grand Cru, Clos de la Roche Grand Cru og Corton & Corton‑Charlemagne Grand Cru samt en lang række Premier Crus.

Mazis‑Chambertin ligger som den nordligste af Gevreys Grand Crus, direkte nord for Chambertin‑Clos de Bèze på samme højde og på samme kalkstensbånd som Chambertin og Clos de Bèze. Marken er i alt på 9 hektar og 19-25 producenter har parceller på den. Den er reelt opdelt i 2 … den øvre del kaldes Mazis‑Haut og den nedre del for Mazis‑Bas.

Mazis er historisk en af de mest anerkendte terroirs i Gevrey og allerede i 1777 nævnte Courtépée & Beguillet les Mazy som et af de bedste klimater i sognet. I 1855 klassificerer Jules Lavalle Mazis-Haut som première cuvée de finage og Mazis‑Bas som deuxième cuvée.

Denne Mazis-Chambertin Grand Cru 2021 er udelukkende lavet med druer fra den nedre del af marken … altså Mazis‑Bas og faktisk fra 3 forskellige parceller. Vinen er lavet med 10% hele klaser, først med koldmaceration, 18 dages gæring og efterfølgende presning i vertikal presse. Efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på franske egetræsfade … 9 måneder på 100% nye eg og derefter 11 måneder på et år gamle fade. Vinen er er tappet uden hverken klaring eller filtrering.

WAUW … let reduktiv, landlig, animalsk, agrarisk og bondsk næse, men alligevel med royal dekadence. Den har en lidt bredrøvet fedme og duft af krudt, sød finsk lakrids, lakridskonfekt, karamel, vanilje, er samtidig luftig, æterisk selvom frugten faktisk er lidt mørkere med sorte kirsebær, brombær og syltet jordbær. Men får næsten en helt religiøs og meditativ ro i sjælen.

Smagen lever heldigvis op til duft … man får en meget ren, klar, luftig og æterisk vin, men igen med et lidt mørkere frugt. Men der er vildt cremet, silkeagtigt og sindssygt velafbalanceret, hvorved du svimler og bare nyder øjeblikket. Der kommer lidt lakrids, kanel, let bitter chokolade … frugt med kirsebær, brombær og saftige jordbær samt masser af umamiagtige smag. Derudover har vinen en mineralsk og rank nerve, mens tanninerne er tætte, fine og polerede … dette er seriøs himmelvæske på flaske, så dermed 99 point.

Forhandles af The Wine Company, hvor en flaske i årgang 2023 koster 2.275 kr.

Vinanmeldelse 7/7

2015 Bouchard Père et Fils, Gevrey-Charmbertin, Bourgogne, Frankrig

2015 Bouchard Père et Fils, Gevrey-Charmbertin, Bourgogne, FrankrigVi skulle derefter også smage rødvin fra det vinhus, som vi i starten smagte første vin fra og det var Bouchard Père et Fils og dette er deres 2015 Gevrey-Charmbertin.

Vinen er lavet med sortering af druerne manuelt, afstilkning og så lægges druerne i tank uden pumpning til koldmaceration 4–5 dage ved 10 grader.

Derefter er gæringen sket over 18-20 dage med daglige pigeages, mens den malolaktiske gæring er sket i fade, da vinen lagret 15 måneder i franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye fade.

I næsen har vinen et meget modent udtryk … modne kirsebær, jordbær, brombær og lidt ribs suppleret med nødder, kastanjer, let vanilje, kaffebønner, lakrids, peber og ristede elementer. Der er ikke meget, som vender forkert, dyb, kraftig og intens Pinot Noir.

Smagen er lidt i samme boldgade … lidt en maskulin Pinot Noir med masser af mørke bær, kirsebær, jordbær, skovbør, våd skovbund med nogle gærede elementer, kalket mineralitet og Nuits er det fedeste i verden, står der også på mine noter 🙂 Det er sgu lækker vin med en stor intensitet, smuk frugt og snorlige balance. 95 point.

Forhandles herhjemme af Erik Sørensen Vin, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine François Confuron-Gindre, Vosne-Romanée 1er Cru Les Chaumes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine François Confuron-Gindre, Vosne-Romanée 1er Cru Les Chaumes, Bourgogne, FrankrigDomaine François Confuron-Gindre holder til i Vosne-Romanée på grænsen til Nuits-Saint-Georges. I Nuits Winecellar smagte vi derfra en 2018 Vosne-Romanée 1er Cru Les Chaumes.

Familien Confuron har lavet vin i Côte de Nuits i 6 generationer, men dog alene i 3 generationer som i den nuværende form og alene i 2 generationer Domaine François Confuron-Gindre, da vinhuset også fik navn efter François Confurons hustru Claudine Gindre.

Da François blev gift med Claudine medfulgt også vinmarker i Gevrey-Chambertin og marker under det bredere Bourgogne AOP, således familien i dag har omkring 13 hektar marker.

Siden 2015 har sønnen Edouard også deltaget i driften efter deltagelse i et vinprojekt i Sydafrika. Fra 2016-årgangen har han arbejdet ved siden af sin far, og han har stille og roligt implementerer sine ideer til yderligere forbedring af vinene.

François har i årevis været inspireret af biodynamisk drift og er certificeret med agriculture raisonnée for sin produktion. Det er deres grundlæggende opfattelse, at arbejdet i marken og sikring af vinstokkenes trivsel og naturlige modstandskraft mod sygdomme er næsten vigtigere end vinifikationen … ingen brug af sprøjtemidler, med mindre naturen virkelig driller.

Generelt har far og søn en stor omsorg for det mikrobiologiske liv i jorden, anvender helst ingen kemiske midler, laver rigtig beskæring og udtynding under hensyn til månekalenderen.

Sideløbende med at føre vinene videre under Confuron-Gindre-navnet, hvor Edouard sætter sit præg på domænets vinene, har Edouard startet en serie af vine under eget navn.

Det er Domaine Edouard Confuron, som også ligger i Vosne-Romanée og i det projekt anvender han nogle af vinmarkerne fra familiens ejendom. Under sit eget navn er han fri til at følge sin vision og lave de vine, han selv kan lide, uden begrænsninger.

Han begyndte i 2021. Det var ikke det nemmeste år, men det var en spændende begyndelse, der viser interessante vine. Produktionen er stadig meget begrænset.

Vinmarken Les Chaumes er på i alt 6,5 hektar og ligger i den sydlige del af Vosne‑Romanée, lavere på skråningen end Grand Cru-markerne. Navnet Chaumes har samme etymologiske rod som Charmes og betyder “land der tidligere var uopdyrket”.

Det er et navn, som bruges flere steder i Bourgogne om parceller, der blev ryddet og senere plantet med vin. Marken har en østvendt eksponering, hvilket giver tidlig morgensol og en jævn modning. Les Chaumes er defineret af jernholdig lerjord med indslag af kalk. Det giver vine med fylde, rundhed og fløjlsblød tekstur.

Hos Domaine François Confuron‑Gindres er det en af deres ældste parceller, hvor vinstokkene er plantet i 1919-1920 og giver meget små og koncentrerede druer. Vinen er lavet med traditionel gæring i åbne kar, 100 % malolaktisk gæring og 18 måneders lagring på egetræsfade, hvor 40% er nye.

UHHHHH der er duftmæssigt godt med elegant power, godt med fadnoter, våde fade, nødder, kastanjer, staldlige elementer og også en smule reduktiv. Der kommer også lidt lakrids, chokolade, ristede kaffebønner samt en lille fedme, frugt af sorte kirsebær, brombær og samtidig let sort te bitterhed. Det er samtidig satans elegant med en saltet friskhed og intensitet.

På tungen er det som mørk chokolade … smelter langsomt, blødt og dekadent. Det er lidt som en knytnæve pakket ind i vat eller som et musikstykke pakket ind i vellyd. Der er samme mørke i frugten, som der også var i duften … solbær, kirsebær, brombær suppleret med en smule lakrids, mokka, vanilje og alt spiller på det bedste lydanlæg, som giver en vinøs hi-fi oplevelse … 97 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af Thorkilds Vinhandel, men denne ses ikke i sortimentet, men jeg vil gætte på en pris omkring lige under et par tusinde kroner.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Domaine Berthaut-Gerbet, Fixin Les Clos, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Berthaut-Gerbet, Fixin Les Clos, Bourgogne, FrankrigDer var flere vine i vente i Nuits Winecellar … mange flere og næste var en smuk 2017 Fixin Les Clos fra den unge Amélie Berthaut, der i dag driver vinhuset Domaine Berthaut-Gerbet i Fixin i Bourgogne.

Amélie Berthaut er 7. generation i det vinhus, som er grundlagt omkring slutningen af det 18. århundrede, da François Berthauts far købte to hektar vinmarker i Fixin.

Det var Amélies bedstefar Guy Berthaut, som efter sin overtagelse af driften i 1930 i en alder af 18 år efter anden verdenskrig også selv begyndte at sælge vin i familiens eget navn, idet man egentlig blot tidligere havde solgt vinen bulk i engroshandel.

Guy købte også den nuværende vingård i Fixin og 1er Cru marker i Gevrey-Chambertin, men i 1974 overtog hans to sønner Vincent og Denis driften. De to brødre fortsatte faderens ekspansion med køb af flere topmarker og byggede også i 2005 en stor vinkælder under vingården i Fixin.

Den ene bror Denis, som er uddannet ønolog og primært stod for selve vinproduktionen, blev gift med Marie Andrée Gerbet fra det lille vinhus Domaine François Gerbet i Vosne-Romanée. Dermed fik huset også ved fusionen af Domaine Denis Berthaut og Domaine Gerbet det nuværende navn Domaine Berthaut-Gerbet.

Siden 2013 har det imidlertid været Denis’ datter den unge Amélie Berthaut, som har stået for driften og lavet alle vinene siden årgang 2013, selvom hun allerede et par år for var med til at producere vinene på vingården.

Amélie er en af de flere unge kvindelige vinmagere i Bourgogne og er uddannet på universitetet i Bordeaux sammen med bl.a. Mathilde Grivot fra Domaine Grivot og Charles Van Canneyt fra Domaine Hudelot-Noellat.

Efterfølgende arbejdede hun på en vingård i Bandol, som var ledet af en kvinde og det gav hende mod på selv at drive familiens vingård i Fixin … et af de mere ukendte områder i Bourgogne … ja faktisk findes der alene 8 vinproducenter i Fixin.

Amélie mener, at vinene først og fremmest fremstilles ude i vinmarkerne og derfor investeres der masser af hårdt arbejde i markerne året rundt. Faktisk tager Amélie denne opgave meget alvorligt …. og fx er det kun hende selv, som passer deres Grand Cru parcel på Echezeaux, for hendes krævende standarder kan næsten kun opfyldes af hende selv.

Hun har samlet 13 hektar vinmarker, hvilket er fordelt på gamle marker tilhørende familien, nogle Métayage lejede marker – en slags uopsigelig leje, hvor man betaler med noget af høsten – og så marker fra hendes mors side og den bedste mark er vel 1er Cru marken Les Petits Monts i Vosne-Romanee og parcellen på Echezeaux. Alle markerne dyrkes  naturligt uden brug af herbicider.

Denne 2017 Fixin Les Clos er lavet på Pinot Noir druer fra parcellen Les Clos i Fixin. Den er på 1,3 hektar og vinstokkene er plantet i 1933, 1955, 1979, 1987 og 2005.

Vinen er så lavet med indfødte gær, 3–5 dages koldmaceration, delvis hele klaser, spontan gæring i cement, meget blid ekstraktion, og 12–15 måneders lagring i egefade med 0–20 % ny eg.

Der er i næsen godt med umamiagtige noter … skovbund, agern, nødder, nøddekerner, kastanjer, lakrids og mørke, våde fade, mens frugten er jordbær, ribs og hindbær suppleret med grønne noter, lemon og knust sten. Det er ikke sådan feminint, måske nærmere tværtimod og i stedet er den kølig, hård, kalket og præcis.

Smagen er til gengæld blød, rund og cremet … smelter endda ultrabehageligt i munden og masserer sjælen, men igen er det ikke en feminin massage, men snarere en mandlig, professionel samt fysiurgisk massør, der ka’ sit shit. Det giver lidt bulder, men på en kraftfuld og elegant måde, hvor tanninerne dog er fine, sarte og helt sandede … fed oplevelse. 96 point.

Forhandles bl.a. af Bottle Hero, hvor en flaske i årgang 2023 kan købes til 361 kr. og det er faktisk en attraktiv pris for denne perle.

Vinanmeldelse 6/7