2021 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, TysklandWeingut Jakob Jung er også en kendt producent her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg endnu en vin derfra … hans 2021 Erbacher Steinmorgen Spätburgunder.

Her kommer alle Spätburgunder druerne fra Erste Lage marken Erbacher Steinmorgen, der har en undergrund med löss, muld og højt grusindhold.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på små egefade.

Uhhh det dufter godt … masser af sødlig animalsk hestestald, godt med fadpræg af mælkechokolade, vanilje, kanel, karamel, sød finsk lakrids og en blød, rund frugt af jordbær, kandiserede kirsebær samt blommemarmelade suppleret med en smule blæk og grafit.

I munden er det også en blød, rund, varm og cremet vin … det er jordbær af den søde slags, søde kirsebær, blommer og virker ret saftig på en blød og komfortabel måde. Der er ikke meget, som ikke vender rigtigt, alt er velorganiseret, lækkert og smukt … det er en vin, som alle Pinot Noir elskere vil elske … 92 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDejligt gensyn … for jeg har smagt denne Riesling Vieilles Vignes fra Jacques Sipp og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack før, men nu smager jeg den igen i årgang 2020.

Jeg skriver gensyn, for jeg har smagt vinen før i årgangene 2009, 2013, 2016, 20172018 og 2019.

Som navnet siger, så kommer alle Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle.

Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

I næsen har vinen denne lidt fyldige, varme og småolierede fornemmelse. Der kommer – som også i forrige årgang – en smule symaskineolie og en frugt af fersken, melon, pærer, modne æbler og så lige en anelse nødder, der bidrager til kompleksiteten.

Smagen er blød og blødere end 2019’eren, hvilket giver vinen et rundt, varmt og behageligt udtryk. Der er æblemost, fersken samt lidt sødbitter lemon og måske endda også lidt tropisk frugt anført af ananas og abrikos suppleret med en kalket mineralitet. Det er fint læskende og saftigt … 91 point,

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7