Dejligt gensyn … for jeg har smagt denne Riesling Vieilles Vignes fra Jacques Sipp og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack før, men nu smager jeg den igen i årgang 2020.
Jeg skriver gensyn, for jeg har smagt vinen før i årgangene 2009, 2013, 2016, 2017, 2018 og 2019.
Som navnet siger, så kommer alle Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle.
Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.
Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.
I næsen har vinen denne lidt fyldige, varme og småolierede fornemmelse. Der kommer – som også i forrige årgang – en smule symaskineolie og en frugt af fersken, melon, pærer, modne æbler og så lige en anelse nødder, der bidrager til kompleksiteten.
Smagen er blød og blødere end 2019’eren, hvilket giver vinen et rundt, varmt og behageligt udtryk. Der er æblemost, fersken samt lidt sødbitter lemon og måske endda også lidt tropisk frugt anført af ananas og abrikos suppleret med en kalket mineralitet. Det er fint læskende og saftigt … 91 point,
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.