Foran mig står der nu 6 flasker vin fra det piemontesiske Barolo vinhus Azienda Agricola Giovanni Manzone … et vinhus, som jeg før har smagt vine fra og laver fabelagtige Barolo vine.
Det er 3 velkendte Barolo – Gramolere, Castelletto og Bricat – vine, som jeg har smagt flere gange før, men også en hvidvin på den mere ukendte drue Rossese Bianco og så en Dolcetto og en Barbera … med andre ord et udsnit af typiske Piemonte vine.
Azienda Agricola Giovanni Manzone er da også et klassisk Barolo vinhus og tilgangen er også overvejende traditionel … men inden jeg lige kaster mig over vinene, så lad os lige se lidt nærmere på vinhuset.
Giovanni Manzone
Manzone ligger ved Monforte d’Alba, med berømte Poderi Aldo Conterno blandt de nærmeste naboer og vinhuset blev etableret i 1925, hvor Stefano Manzone købte Monforte d’Alba ejendommen Ciabot del Preve, som såmænd tidligere havde været residens for sognekontoret i den nærliggende by Castelletto.
Det var dog først i 1965, at Giovanni Manzone, far til den nuværende ejer Mauro, aftappede de første vine og i løbet af de kommende år også opkøbte parceller på Castelletto og Gramolere, der er to af de bedste marker i Monforte d’Alba.
I dag drives vingården af Mauro Manzone som 4. generation, dog fortsat med hjælp fra sin far. Unge Mauros vej var allerede kortlagt fra fødslen, da hans mor, som var højgravid ved Nebbiolo-høsten i 1985, pludselig gik i fødsel.
Høsten blev stoppet med det samme, Mauro blev derefter født sund og 14 dage senere blev høsten fortsat med succes. Denne Barolo-årgang var i øvrigt fremragende og vil altid blive husket med glæde af familien.
Det var også midt i 1980’erne, at hektararealet af vinmarker – og efterspørgslen på Barolo vine – var vokset så meget, at Giovanni Manzone kunne leve af at producere vine i eget navn.
I 2005 sluttede Mauro Manzone sig til virksomheden efter at have afsluttet sine studier som ønolog på den berømte Scuola enologica di Alba ønologiskole i Alba og og i 2012 fulgte Mauros ene søster Mirella trop.
Manzone familie har samlet 13,5 hektar jord, hvor 8,5 hektar er vinmarker, som ligger i 450 meters højde. Det er nogle ekstrem stejle og højtliggende topmarker med meget gamle vinstokke, der giver naturligt lave høstudbytter af ekstraordinær høj kvalitet.
I markarbejdet hylder Manzone familien bæredygtige og naturlige principper … der fokuseres udelukkende på topkvalitet med bl.a. et pænt lavt høstudbytte og samtidig arbejdes der udelukkende efter økologiske principper i markerne.
Det betyder, at der ikke bruges pesticider eller kunstgødning og i kælderen tappes alle vinene uden klaring eller filtrering, ligesom der udelukkende tilsættes kun et minimum af svovl. Produktionen er beskeden og udgør årligt 50.000 flasker vin, der alene er lavet af druer fra egne marker.
Resultatet er nogle af de mest koncentrerede og gemmeværdige af alle Barolo vine. Samlet producerer Manzone 9 forskellige vine, en hvid, en Dolcetto, 2 forskellige Barbera vine, 1 enkelt Langhe Nebbiolo og så 4 forskellige Barolo’er, hvilket en Gramolere og en Gramolere Riserva fra deres bedste mark, som klart er Gramolere. Riservaen laves kun i de bedste år og anvender alene den allerbedste frugt. S
å er der Barolo Bricat, som også er lavet med druer fra Gramolere marken, blot fra nogle af de ældste vinstokke på den øverste del af marken. Endelig er der Barolo Castelletto fra deres 1 hektar store parcel på Castelletto marken.
Barolo vinene fra Giovanni Manzone har igennem tiden fået et utal af 3 glas fra Gambero Rosso og flotte scores fra både Decanter, Wine Spectator og Robert Parker’s Wine Advocate.
De smagte vine
Samlet var feltet – som jeg skrev indledningsvis – et bredt udsnit på 6 vine fra Manzones samlede udvalg af 9 forskellige vine. Det betyder, at jeg smager dette fine felt sendt fra Supervin:
- 2021 Giovanni Manzone, Langhe Rossese Bianco Rosserto
- 2022 Giovanni Manzone, Dolcetto d’Alba Le Ciliegie
- 2022 Giovanni Manzone, Barbera d’Alba Le Ciliegie
- 2020 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere
- 2020 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto
- 2020 Giovanni Manzone, Barolo Bricat
Som vanligt skal jeg nok linke til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene … de kommer som næste indlæg her på vinbloggen.
Konklusion
Manzone laver fremragende Barolo og det viste denne smagning også. Årgang 2020 af Barolo vinene er for mig klart mere runde og mere varme i stilen … mere klar til at drikke nu.
Barolo vinene i årgang 2020 har også mindre tanninbid, men 2020 var også præget af en varm vækstsæson og også usædvanlig varm i forhold til tidligere, hvilket giver fine vine … men uden de bidende, skarpe og mundspidsende tanniner.
Det kan – vil jeg vurdere – også påvirke evne til at gemme vinene i kælderen i lang tid i negativ retning, men så er det jo bare med at drikke dem nu og det kan du med fornøjelse gøre med Manzones Barolo’er.
Til gengæld er de smagte 2022’er vine på Dolcetto og Barbera helt i den anden boldgade, for der fandt jeg masser af syre … og også langt mere end jeg havde forventet af vine på de to druer. Det kan jeg dog rigtigt godt li’ … men 2022 var en tør sæson … og så må vi jo vente og se, hvordan Barolo vinene for 2022 bliver.