2020 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, Italien

2020 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, ItalienDen anden Barolo fra Giovanni Manzone var så hans Barolo Castelletto i samme nye årgang 2020 og lavet med Nebbiolo fra Castelletto marken, der ligger på en stejl skråning i det østligste Monforte d’Alba.

Castelletto marken ligger samtidig ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Marken er kun på 1 hektar, ligger i 450 meters højde og på Castelletto dyrker Manzone både Rossese Bianco, Dolcetto og selvfølgelig Nebbiolo.

Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer samt vine med enorm koncentration af smag og tannin.

Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.

Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.

I denne årgang 2020 dufter Barolo Castelletto mere lig med Gramolere, for den har denne dejlige, dekadente og ædle aroma med en smule tropisk træ af både teak, mahogni og cedertræ, masser af runde og lækre noter af nyt læder, kamfer, pilleglas, medicinkasse, tørrede rosenblade, violer, lakrids, fennikel, bagepulver, vanilje samt lys chokolade. Der er fin frugt af kirsebær, jordbær, tranebær, ribs og alt er meget æterisk, svævende samt delikat fin.

Smagen virker faktisk lysere end Gramolere … stik modsat af mit indtryk af 2019’eren. Her er der bitre kirsebær, blommer, hindbær, ribs og lidt sødbitter lemon og sødbitter vermouth … sødmen er måske mere udtalt og så sætter Nebbiolo syren ind … spændstig, stringent med lys, læskende saftighed og tanniner, der er blødere end i 2019, men fortsat giver et rigtigt lækkert og tørt bid. Det er således aldrig helt ubarmhjerteligt tørt, men … hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7