Tag-arkiv: Madrid

2022 Bodega 4 Monos, Danza del Viento Arroyo de las Ánimas, Madrid, Spanien

2022 Bodega 4 Monos, Danza del Viento Arroyo de las Ánimas, Madrid, SpanienI det sidst heat stod denne 2022 Danza del Viento Arroyo de las Ánimas fra de fire aber aka Bodega 4 Monos overfor en af Raúl Pérez’s bedste vine og dermed en svær opgave.

Grenache druerne til Danza del Viento Arroyo de las Ánimas kommer fra den  0,5 hektar stor parcel  Arroyo de las Ánimas i Cenicientos i 960 meters højde.

Vinstokkene er over 60 år gamle og består af primært Garnacha samt en lille andel Cariñena, dyrket med respekt for naturen – og det er uden brug af herbicider eller pesticider med respekt for naturen og terroiret.

Druerne høstes manuelt og vinificeres med hele klaser. Der foretages en kold maceration i 25 dage, hvilket hjælper med at bevare friskhed og aroma. Gæringen sker spontant alene med egne gærceller og efter endt fermentering er vine lagret 15 måneder på i 600 liters franske egetræsfade.

Okay måske er denne Danza del Viento Arroyo de las Ánimas lige så lys og voldsom transparent som Ronca de Mazalba, men også i duften imponerer vinen med en luftig, let, æterisk, bondsk, syrlig og stenhård mineralsk duft, hvor frugten mest er rabarber, ribs, tranebær og grønne jordbær. De bliver suppleret af masser af blomster, blomsterstængler, lavendel, tulipaner, fennikel lidt let og blomstret skyllemiddel, jod og virker så fin, velafbalanceret, feminin og spændende.

Det smager eminent … blød, lys, let, feminint og yndigt … smelter næsten i munden … frugten både rund, frisk og sagtig med grønne jordbær, moreller og ribs suppleret med syre, citron og lemon samt lige en lille snas sødme og stor frugtintensitet. Det kommer et let krydret touch, velafbalanceret og velkomponeret … graciøs og dejlig med fine tanniner, livlig syre og stenet mineralitet. Det er sgu til at blive i godt humør af. 96 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Las Pedreras, Barrio de Los Arroyuelos, Madrid, Spanien

2023 Las Pedreras, Barrio de Los Arroyuelos, Madrid, SpanienI heat nummer 5 blev Sierra de Gredos vinen denne 2023 Barrio de Los Arroyuelos fra vinhuset Las Pedreras, der drives af kæresteparret Bárbara Requejo og Guzmán Sánchez.

Barrio de Los Arroyuelos er lavet fra Grenache druer fra op til  20 parceller ved de 3 landsbyer Villanueva de Ávila, Burgohondo og Navatalgordo.

Hver vingård vinificeres separat med en stor andel hele klaser og lagres også separat i enten egetræsfade af forskellig størrelse eller i rustfri ståltanke, før en endelig blanding besluttes. Lagringen varer i alt 7 måneder, hvorefter vin sammenstikkes og så flaskes ufiltreret og med minimal svovl.

I glasset er vinen næsten lige så lys som Ronca de Mazalba, men starter totalt forførende med denne landlige, bondske, lette, lyse, luftige og æteriske aroma … helt burgundisk med en lille og charmerende beaujolaissjæl. Der er en hel blomsterforretning, blomstervand, solbærblade og tomatplanter plantet midt i en stor mødding, hvor der også vokser træer og planter med kirsebær, moreller og søde jordbær. Det er pågående, bondsk og landligt. WAUW

I munden er der god, blød og koncentreret frugt med en fremtrædende frugtsødme. Frugten er søde og bløde jordbær, kirsebær, solbær, moreller og fersken suppleret med ganske friske og småsyrlige drops af lemon og grape. Det gør vinen meget let, læskende, saftet og behagesyg på en frugtdrevet og krydret facon. Den har strejf af læder, har en fast tanninstruktur og livlig syre … det giver en let, elegant og saftig vin. Selvom den måske nok har en beaujolaissjæl, så har den et burgundisk, let og lyst hjerte af guld, så dermed 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 235 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 A Pie de Tierra, Ronca de Mazalba, Madrid, Spanien

2023 A Pie de Tierra, Ronca de Mazalba, Madrid, SpanienJeg har før smagt  nye og spændende vine fra A Pie de Tierra drevet af Aitor Paul og David Villamiel, så selvfølgelig skulle Sierra de Gredos smagningen også omfatte en vin fra dem og det blev denne 2023 Ronca de Mazalba.

Vinen kommer fra en 1,3 hektar stor vinmark plantet for over 40 år siden på stejle skråninger med udsigt til Sierra de Gredos. Mazalba er vinificeret helt naturligt med spontangæring og 100%hele klaser.

Udblødningen varer hele 65 dage og sker nænsomt med udblødning af overfladen – med hænderne! Vinen lagres slutteligt 12 måneder på brugte 500-liters franske egetræsfade.

Klart aftenens lyseste og mest transparente rødvin … uhhhh dufter sgu fremragende med lyse og sødlige bær … friske røde skovbær, jordbær, lyse kirsebær. Det er en næsevin, som man kan sidde og dufte til i evighed … virker som en sexet og lys krydsning mellem beaujolaisk Gamay, burgundisk Pinot Noir og noget piemontisk lys Nebbiolo. Der er blomster, violer, fennikel, tørret timian … alt virker luftigt, let, svævende og æterisk … men nærmer sig en tilstand af total lykkelig.

Også i munden er det en let, svævende og feminin vin … let, saftig, læskende og alligevel med denne kølige og præcise balance mellem mineralitet, syre og struktur. Det er en utrolig spinkel, tynd og næsten svævende smag, men samtidig med en klar, lys, citronagtig og frisk syre, der får god støtte af en syrlig frugt af jordbær, hindbær, ribs suppleret med noget lemon bitterhed. Med andre ord, så smager dette forfærdelig fremragende … 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 344 kr., mens prisen er 304 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, Spanien

2023 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, SpanienSå kom der rødvin i glassene og den første røde fra Sierra de Gredos var også fra Viñadores de Gredos, for det var deres 2023 Dale Garnacha.

Vinen er en forholdsvis ny rødvin fra Ruben Diaz, hvor Grenache druerne kommer fra samme mark, som han før lavede La Escalera fra.

Druerne hentes fra 75 år gamle vinstokke i 1.050 meters højde, hvor jordbunden er rig på granit. Vinen spontangæres i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret på neutrale 2.200 liters fade … og så er der kun produceret 2.900 flasker.

I glasset er vinen temmelig lys og transparent, men den duftmæssigt er lettere reduktiv suppleret med bio bio landlighed, masser af roser, tulipaner og blomstervand suppleret med en stor stiftsblyant med bly af den kaliber. Det er hørmende landligt med en lys, frisk frugt og et sandet udtryk. Der er jordbær, søde kirsebær, stikkelsbær og lidt aromatisk modellervoks. FÅK det dufter dejligt.

Smagen er let, læskende saftig og juicy … der er kirsebær, jordbærbolsjer og mørkere bær med en lille sødbitterhed som i venlig medicin. Bitterheden er ikke voldsom, for den læskende sødme får overtaget. Præcis som sidst er det bondevin med hvide broderier … virkelig charme, saftighed og lys lækkerhed til menneskepenge. 92 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Bodega 4 Monos Viticultores, La Danza del Viento Albillo Real, Madrid, Spanien

2023 Bodega 4 Monos Viticultores, La Danza del Viento Albillo Real, Madrid, SpanienNæste heat var også hvidt … og kombattanten fra Sierra de Gredos var denne 2023 La Danza del Viento Albillo Real fra Bodega 4 Monos Viticultores.

Den er lavet på druen Albillo Real fra nogle 95 år gamle vinstokke fra en sand- og granitholdig vinmark i 730 meters højde ved Cadalso de los Vidrios og alle druer er høstet med håndkraft.

Derefter ligger de i en kølig udblødning inden presning, hvor der alene anvendes den frie saft, som så spontangærer på 300 og 500 liter brugte franske fade. Der er vinen så lagret i 10 måneder inden aftapning på flaske næsten uden svovl. Der lavet årligt kun små 360 flasker af vinen.

Her er der også duftmæssigt fadpræg … lækker duft med lakridskonfekt, vanilje, grøntsagsfond, linolie, bivoks, mælkechokolade og karamel. Den virker fed, olieret og til den flommemægtige side … der er kvæde, overmodne pærer, tørret abrikos, appelsinskal samt syltede og saltede citroner.

Smagen er blød, rund, røget og saltet med en maskulin mineralitet … man kan også mærke noget styrke via den oktanhøje 14,5% i alkoholprocent. Alkoholen forstyrrer egentlig ikke så meget, men er med til at give vinen dette lidt maskuline udtryk. Den er fed, fyldig, krydret og røget med gule æbler, pærer og abrikos suppleret med valnødder, honning og blomsterpollen. 93 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Viñadores de Gredos, Paso de Cebra Albillo Real, Madrid, Spanien

2018 Viñadores de Gredos, Paso de Cebra Albillo Real, Madrid, SpanienDet er vinmageren Rubén Díaz, der står bag huset Viñadores de Gredos og i battle 1 lagde vi ud med hans hvide 2018 Paso de Cebra Albillo Real.

Vinen er lavet på Albillo Real fra 60-80 år gamle vinstokke i Sierra de Gredos. Deb er lavet med spontangæring uden tilsatte gærstammer, hvilket er typisk for naturlige vine og så med 20 dages skindkontakt, hvilket giver struktur og kompleksitet.

Efter gæring er vinen lagret på gamle egefade og derefter under flor (som Sherry) i omkring 45 dage, hvilket tilfører en let oxidativ karakter og ekstra dybde. Den er ufiltreret og minimalt svovlet, hvilket bevarer vinens autenticitet og terroirudtryk. Kun omkring 2.000 flasker blev produceret i denne årgang.

Nu har vi stukket snotten ned i en buket blomster, men derudover er der en blød, hvid stenfrugt med fersken, pærer, lidt sandeltræ, sødkrydrede elementer … man fornemmer en vis fyldighed på vej mod at være en kende olieret med lidt leret mineralitet.

Smagen er også en kende olieret og fyldig … meget ekspressiv, blomstret og smagfuld … har en varme i mineraliteten, urtede undertoner og en nærmest nøgen sjæl, hvor syren er spinkel, elegant og alligevel fremstår rimelig ren og ren. 92 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Moderne spansk battle mellem Sierra de Gredos og Bierzo

Jeg afholdte for et stykke tid siden en spansk tvekamp mellem vine fra de nyere og hypede vinområder Sierra de Gredos og Bierzo … og det var en fair kamp med samlet 10 deltagere.

Jeg havde fået frie hænder til afholdelse af en vinsmagning og så valgte jeg rimelig hurtigt, at det skulle være en battle mellem to af mine favorit spanske vinområder, nemlig Sierra de Gredos og Bierzo med en tiltro til, at den ville Sierra de Gredos vinde.

Men inden jeg løfter sløre for, hvilket område, der løb med sejren, så lad os lige ganske kort kigge nærmere på de to områder, som så blev centrum for smagningen

Sierra de Gredos

Sierra de Gredos er en bjergkæde i det centrale Spanien, mellem Ávila, Cáceres, Madrid og Toledo. Det strækker sig over provinserne Ávila, Toledo og Madrid og en bjergkæde med vinmarker i højder fra 600 til over 1200 meter. Området er en del af en regionspark. Det højeste bjerg er Pico de Almanzor på 2.592 meter over havet.

Det samlede vinareal i hele Sierra de Gredos anslås til at være relativt lille, sandsynligvis er det under 500 hektar, men der findes ingen officiel samlet statistik.

Mange vinmarker ligger på stejle bjergskråninger og er svært tilgængelige – nogle pløjes stadig med muldyr. Det har et køligt mikroklima med store temperaturudsving mellem dag og nat og det høje beliggenhed giver langsom modning og god syrebevarelse

Vinstokkene er ofte gamle og fritstående (bush vines). Garnacha – eller Grenache som vi kender den som – er den mest udbredte og ikoniske drue. Andre sorter er den hvide Albillo Real og røde sorter som Cariñena, Morate, og enkelte internationale sorter.

Mange vinmarker består af gamle vinstokke, ofte over 50-100 år gamle. Der er ingen officiel DO-status for hele området, men mange vine sælges under Vino de la Tierra de Castilla y León eller Madrid DO.

I vinproduktionen er der fokus på minimal intervention og økologisk/biodynamisk dyrkning. Mange producenter arbejder med hele klaser, naturlig gæring og brug af cement, træ eller neutrale fade.

Vinstilen er ofte elegant, frisk og terroir-drevet, med lav alkohol og høj syre og området har fået international opmærksomhed takket være vinmagere som Daniel Gómez Jiménez-Landi, Fernando García (Comando G), Rubén Díaz fra Viñadores de Gredos, Las Pedreras og 4 Monos Viticultores.

Bierzo

Bierzo er beliggende i León-provinsen i den autonome region Castilla y León. Området er omkranset af bjerge, hvilket skaber et mikroklima med både atlantisk og kontinentalt præg.

Ifølge den officielle DO Bierzo (Denominación de Origen Protegida) er der registreret 2.854 hektar vinmarker. Andre kilder angiver op til 4.274 hektar med beplantede vinmarker. Vinmarkerne ligger typisk i højder fra 450 til 900 meter.

Vinmarkerne er fordelt på 23 kommuner, bl.a. Cacabelos, Corullón, Villafranca del Bierzo og Ponferrada. Mange vinmarker ligger på
terrasserede bjergskråninger i højder fra 450 til 1.000 meter.

Jordbunden er primært skifer, kvarts og ler, med variationer afhængigt af underområde. Kombinationen af atlantisk fugt og kontinental varme giver lange vækstsæsoner og god modning.

Mange vinmarker ligger på terrasserede skråninger, især i underområdet Valtuille. Mencía er den dominerende blå drue – giver elegante, friske og mineralske vine, mens Godello er den vigtigste grønne drue – kendt for struktur og lagringspotentiale.

Andre sorter er typisk Doña Blanca, Palomino, Alicante Bouschet aka Garnacha Tintorera og i vinproduktionen er der fokus på terroir og gamle vinstokke – mange er over 50-100 år gamle. Der arbejdes i dag med stigende brug af minimal intervention, hele klaser og naturlig gæring.

Vinstilen spænder fra frugtige og tilgængelige til komplekse enkeltmarksvine med lagringspotentiale og kendte navne er bl.a. Raúl Pérez, som er pioner for moderne Bierzo-vin, men derudover findes der César Márquez, som er terroir-fokuseret og Bourgogne-inspireret.

Descendientes de J. Palacios er kendt for ikoniske vine som La Faraona og Pétalos, mens Castro Ventosa – traditionelt hus med dybe rødder i Valtuille.

Vinene i tvekampen

Inden vi gik til battlen, så smagte vi lige – mens jeg fortalte om de to vinområder, lidt bobler. Det var en 2022 Burbujas de Arquitón Pèt Nat fra Las Pedreras i Sierra de Gredos … så var vi ligesom i gang. Den har jeg før smagt og anmeldt her på vinbloggen.

Jeg havde lavet smagningen med i alt 6 battles … vino a vino med 2 sæt hvidvine og 2 sæt rødvine. Jeg havde dog snydt en lille smule, for den hvide Goliardo A Telleira fra Bodegas Forjas del Salnés var ikke fra Bierzo, men reelt fra Rías Baixas tæt på Bierzo. Men druerne er fra en mark, hvor Raúl Pérez også laver vin fra … så det hænger alligevel lidt sammen.

Men ellers så programmet sådan her ud, hvor den første i hvert sæt var fra Sierra de Gredos og den anden fra Bierzo.

Battle 1

Battle 2

Battle 3

Battle 4

Battle 5

Battle 6

De 2 vine fra Raúl Pérez havde jeg smagt før … så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser. De andre har jeg selvfølgelig også linket til ovenover.

Konklusion

Som jeg skrev indledningsvis havde jeg nok regnet med en klar sejr til Sierra de Gredos, da vinene derfra smager så fremragende, lyse og lette, moderne og næsten burgundiske, men i mit ejet lille regnskab blev det faktisk til en klokkeklar sejr til Bierzo, som vandt alle 6 runder.

Jeg har skrevet mine egne ratings på listen ovenover. Det var dog ikke alle omkring bordet, som var enige i hvert battle … og heldigvis for det … smag er jo forskellige. Men alle få øjnene på for, hvor både Sierra de Gredog og Bierzo virkelig kan.

En vin som Valtuille Cepas Centenarias fra Raúl Pérez smager afsindig godt … har også fået hele 98 point af Parkers Wine Advocate og det bedste er … den koster kun 400 kr. Det er for mig en vild pris for sådan en fantastisk vin … men sig det ikke videre, så så kan man fortsat købe vinen og jeg købte efterfølgende også lige en kasse.

2022 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, Spanien

2022 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, SpanienVi bliver med næste vin i det vestlige Spanien … mere præcis er vi nu på østsiden af Sierra de Gredos bjergene tæt ved San Martin de Valdeiglesias omkring en times kørsel syd for Madrid. Fra vinhuset Bernabeleva smager jeg en 2022 Carril del Rey.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort.

Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Carril del Rey er en enkeltmarksvin, hvor Grenache druerne kommer fra 75 år gamle vinstokke på en parcel på marken Carril del Rey, hvor vinhuset samlet har 2,5 hektar med en jordbund fyldt med granit.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 40 dage i egekar efterfulgt af malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også er lagret en periode, vistnok lidt over 1 år.

Tør og støvet duft … sandet og mineralsk jord suppleret af en lys og syrlig frugt … tranebær, granatæbler, havtorn og solbær, fennikel, zulu lakridser, grøntsagsfond, andefond, gazebind, et Kongen af Danmark bolsje, garriques og et bundt grønne krydderurter.

Smagsmæssigt er vinen lys, let, sød-syrlig, mineralsk, læskende, frisk, let og luftig …  altså meget langt fra spanske bomber fra Rioja eller Ribera del Duera.  Derudover er der også noget lakrids, masser af tørhed, som understøttes af masser af friske, markante tanniner på Nebbiolo niveau, en snas peber, så dermed er det nærmest som af smage en mellemting mellem Barolo og Bourgogne. Der er masser af bid, lys, syrlig, peberet og satans tør … 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Arroyo de las Ánimas, Madrid, Spanien

2021 Bodega 4 Monos Viticultores, Danza del Viento Arroyo de las Ánimas, Madrid, SpanienMit bud på en drønlækker vin til battlen blev en let, luftig Grenache baseret vin fra mit elskede Sierra de Gredos område og det var en 2021 Danza del Viento Arroyo de las Ánimas fra de 4 aber … Bodega 4 Monos Viticultores.

Dem har jeg skrevet om før, så lad os blot kigge nærmere på denne vin, som er lavet på druer fra den 0,5 hektar stor parcel  Arroyo de las Ánimas i Cenicientos i 960 meters højde.

Vinstokkene er over 60 år gamle og består af primært Garnacha samt en lille andel Cariñena, dyrket med respekt for naturen – og det er uden brug af herbicider eller pesticider med respekt for naturen og terroiret.

Druerne høstes manuelt og vinificeres med hele klaser. Der foretages en kold maceration i 25 dage, hvilket hjælper med at bevare friskhed og aroma. Gæringen sker spontant alene med egne gærceller og efter endt fermentering er vine lagret 15 måneder på i 600 liters franske egetræsfade.

WAUW … elsker denne luftige, syrlig og stenhårde mineralske duft med en frugtrig, sart, fin, luftig og feminin side samt frugt af rabarber og ribs, tranebær og grønne jordbær, tonsvis af tulipaner, blomster, blomsterstængler, fennikel, bolsjer, jod … utrolig let og balanceret.

Smagen er fin, sart, lys og syrlig med denne lette, feminine og yndige frugt af grønne jordbær, moreller og ribs suppleret med syre, citron og lemon samt lige en lille snas sødme.  Alt er i så smuk og graciøs balance, læskende, saftig, syrlig, sødbitter, mineralsk, stenet og absolut frisk. 96 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Viñadores de Gredos, La Peguera Albillo Real, Madrid, Spanien

2022 Viñadores de Gredos, La Peguera Albillo Real, Madrid, SpanienVi skal med næste vin et smut retur til det fabelagtige vinområde Sierra de Gredos, hvor vi også før har smagt vine fra Viñadores de Gredos, men denne gang er det en hvid 2022 La Peguera Albillo Real, jeg har fået i vinglasset.

Det er vinmageren Rubén Díaz, der står bag huset Viñadores de Gredos og han har været en af de oprindelige lokale pionerer i landsbyen Cebreros og hjulpet flere producenter i Sierra de Gredos. Han har således et  enormt kendskab til området og de bedste marker.

Rubén Díaz  kommer selv fra byen Cebreros i Sierra de Gredos regionen og hans familie har en lang historie med vindyrkning. Han arbejdede selv på rådhuset i Cebreros, men hans liv tog en væsentlig drejning i 1999.

Denne ændring blev sparket i gang af truslen om, at hans families vinmarker blev rykket op med rode, da der i området blev handlet med planterettigheder til mange små familieejede vinmarker. Han fik så sin far til at forklare Rubén alle detaljerne om, hvordan man både dyrkede og lavede vin.

Det fik ham til at dykke ned i vindyrkning og historien om hans landsbys vinfremstilling. Derfra begyndte han at studere og i sit eget projekt Viñadores de Gredos eksperimentere med vinfremstilling, hvilket førte til hans første kommercielle årgang i 2004.

I dag byder Rubén Díaz på ekstremt autentiske hvidvine, rødvine og hedvine lavet efter naturlige principper: spontangærede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Det er vine som udfordrer og leverer helt utrolig value-for-money.

La Peguera er en af de spændende vine fra Rubén Díaz og den er lavet på 100% Albillo Real fra 1.200 meters højde, spontangæret og skindmacereret i 15 dage, mens den efter endt fermentering er lagret på brugte franske fade.

I glasset er der godt med farve … sådan urinagtig gul, men duften er fed, fyldig og nærmest vokset med paraffinolie, stearin, klare røgede noter og har er pænt landligt og animalsk med mødding, frugt af abrikos, halvgærede æbler, æblekernehus, hyben og lemonskal.

Smagen er også kraftig, halvfed og også med en tyk viskositet med en kraftig opulent frugt af tørret abrikos, hyben, melede æbler og en grillet lemon. Det bliver suppleret af peber, krydrede elementer og en robust syre, der virker maskulin og intens. 92 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 194,65 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7