Tag-arkiv: Alentejo

Alentejo er en af de 14 vinregioner i Portugal … og arealmæssigt det absolut største område, da Alentejo dækker omkring en 1/3-del af hele landet.

Hele Alentejo regionen har ret til at bruge Vinho Regional betegnelsen Alentejano VR, mens nogle områder også er klassificeret på det højere niveau Denominação de Origem Controlada DOC under betegnelsen Alentejo DOC.

Man kan sige, at VR svarer til den franske Vin de Pays og DOC til den franske AOC.

Der er 8 underregioner eller appellationer i Alentejo, nemlig

  • Portalegre
  • Borba
  • Redondo
  • Evora
  • Reguengos
  • Granja-Amareleja
  • Vidigueira
  • Moura

N.V. Mirpuri, Under the Lemon Tree Gin, Alentejo, Portugal

N.V. Mirpuri, Under the Lemon Tree Gin, Alentejo, PortugalSammen med en flok vine fra vinhuset Monte das Herdades fremsendt af den danske importør Portugalore, var der også en Gin lavet af samme koncern Grupo LVM Holding ledet af Laura Varela Mirpuri og det er denne Mirpuri Under the Lemon Tree Gin.

Jeg elsker Gin … men skal også blankt indrømme, at jeg ikke har den store forstand på at vurdere Gin … men jeg kan da forsøge at skrive lidt om, hvordan den smager i sammenligning med en anden Gin, men tag det dog med et vist forbehold 🙂

Mirpuri Under the Lemon Tree Gin kommer er lavet med enebær og citroner fra den 600 hektar store Monte das Herdades ejendom, der ligger midt i et stort naturreservat og også omfatter de 5 hektar vinmarker, der giver basis for vinen fra vinhuset.

Ejendommen omfatter nemlig også store citronplantager, men derudover er der også tilført urter som rosmarin, kardemomme, koriander, citrongræs, timian samt en række andre rødder og peberarter for kompleksitet.

Ginnen er 100% økologisk og håndlavet og lavet med fokus på bæredygtighed og kvalitet. Destillationen foregår fuldstændig manuelt og uden industriel indblanding.

Der anvendes traditionelle kobberkedler, hvilket giver bedre kontrol over smagsudtræk og aromaer. Fokus er på små batch-størrelser, hvilket sikrer høj kvalitet og konsistens. Det er en flot Gin og den har endda også fået sin egen hjemmeside; Mirpurigin.com

I min smagning af Ginnen, som har jeg smagt den med en billigere No Name Gin … det tænkte jeg var eneste rigtige, hvis jeg skal sige noget klogt om Under the Lemon Tree Gin.

Men jeg kan godt afsløre, at Under the Lemon Tree Gin på alle parametre slog den anden Gin. Duften er ikke så skarp … som om, at vi taler om mildere enebær, selvom den på en eller anden måde også virker mere intens … bare på en blødere og rundere facon. Man kan også fornemme citronerne via en duft, der mest minder om syltede eller kandiserede citroner … rundt, intens og lækkert.

Smagen er også langt mere rund og varm, mere nøddet og samtidig også langt mere cremet. Alkoholen er heller ikke så stærk, voldsom eller dominerende som hos den anden Gin, men det gælder egentlig også for bitterheden, der også hos Under the Lemon Tree Gin bare er langt mere omfavnende, blød og lækker. Alt er velpoleret, rundt, cremet og indbydende … 95 point.

I øjeblikket overvejer Portugalore, om den skal tages hjem

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Monte das Herdades, Malbec, Alentejo, Portugal

2020 Monte das Herdades, Malbec, Alentejo, PortugalDe laver indtil videre kun 4 vine på Monte das Herdades … den mousserende, den hvide, roséen og så laver de også denne røde og fadlagrede Malbec, som jeg sluttelig smagte i årgang 2020.

Her kommer Malbec druerne også fra en 0,5 hektar stor vinmark i Alcáçovas og de høstes om natten for at sikre kølige druer, som straks transporteres til vingården.

Efter håndsortering sker gæring i små rustfri ståltanke og nye franske egetræsfade. Efter endt fermentering er vinen så lagret hele 36 måneder på franske egetræsfade ved 20 grader efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Uhmmmm fed fadlagret vin med pondus, kraft og saft … dyb, mørk frugt med solbær, sorte kirsebær og sorte blommer, blommekompot, men ellers nougat, mørk chokolade, belgiske praliner, vanilje, kanel, teaktræsolie og søde krydderier … virker forbasket godt skruet sammen.

I munden er det blødt, cremet og velflydende … og alligevel som med de forrige vine fra Monte das Herdades med en rimelig frisk, rank og ren frugt med brombær, rabarber, hindbær og lyse kirsebær, men  du får i tilgift også lidt let bitterhed som fra rød vermouth, nogle tørre tanniner, som dog aldrig bliver vilde eller voldsomme. 92 point.

Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 330 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Monte das Herdades, Rosé, Alentejo, Portugal

2023 Monte das Herdades, Rosé, Alentejo, PortugalPå Monte das Herdades laver vinmageren Sandra Alves også en moderne rosévin, som kommer i en charmerende lille buttet flaske og jeg smagte deres Rosé Malbec i årgang 2023.

Ja rosévinen er nemlig lavet på ren Malbec, der kommer fra en 0,5 hektar stor vinmark og høstet manuelt om natten, hvorefter de har gennemgået kold skindmaceration ved 12 grader, som også har givet vinen lidt farve.

Derefter der sket en skånsom presning i en pneumatisk presse, hvorefter gæringen er sket i små rustfri ståltanke ved 17 grader efterfulgt af 9 måneders lagring i rustfri ståltanke ved 20 grader og endelig 3 måneder på flaske før frigivelse.

Duftmæssigt er vinen meget anderledes end forventet … har en jernholdig mineralitet og så ellers godt med grønne blomsterstilke, rosenblade og en frugt med kandiserede kirsebær, jordbær samt en smule rabarber og virker sådan lidt tør i stilen.

I munden er vinen meget ren, rank, syrlig og frisk … her er frugten klart mere syreholdig med rabarber, ribs, hindbær tilsat lidt citroner i form af gule, sure citroner, så man får lyst til at lave kyssemund, så det er en let, rustik, syrlig og frisk vin, der næsten kræver lidt mad … måske skaldyr eller hvid fisk. 88 point.

Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2023 Monte das Herdades, Chardonnay, Alentejo, Portugal

2023 Monte das Herdades, Chardonnay, Alentejo, PortugalNæste vin fra det portugisiske vinhus Monte das Herdades var en hvidvin og det var deres 2023 Chardonnay.

Her kommer Chardonnay druerne fra en 2 hektar vinmark, der ligger i Monte das Herdades’ naturreservat og er høstet manuelt om natten og gennemgår derefter en skånsom presning i en pneumatisk presse.

Så er gæringen sket i små rustfri ståltanke og franske egefade og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på franske fade med bâtonnage ved 20 grader efterfulgt af 3 måneder på flaske.

WAUW … trods den høje ranke flaske, så er duften bred, cremet, smørfed og faglagret Chardonnay med burgundisk noter. Der er lidt nødder, brunet smør, vaniljecreme og lakridskonfekt, men frugten er svulstig og let eksotisk med ananas, papaya, fersken, mandariner og dåsepærer samt syltede citroner … hmmmm.

I munden har vinen lidt samme bløde cremethed … er samtidig let røget og selvom frugten også smagsmæssigt virker eksotisk med en smule fersken, pærer og papaya, så kommer der også en tropisk vind med citrusfrugter i form af saltede citroner, lidt bitter lemon … frisk, sprød, spændstig og rank, så dermed får du både bred og cremet næse samt en levende syre … 93 point.

Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Monte das Herdades, Espumante Rosé Pinot Noir Brut Nature, Alentejo, Portugal

2020 Monte das Herdades, Espumante Rosé Pinot Noir Brut Nature, Alentejo, PortugalJeg har smagt 4 helt forskellige vine fra det spændende portugisiske vinhus Monte das Herdades, der ligger i Alcáçovas i kommunen Viana do Alentejo i vinområdet Alentejo og jeg startede boblende med denne 2020 Espumante Rosé Pinot Noir Brut Nature.

Monte das Herdades er en 600 hektar stor ejendom, der ligger midt i et stort naturreservat omgivet af kork-egeskove, hvilket skaber et unikt mikroklima. Ud af de mange hektarer, så er det dog imidlertid kun de 5 hektar, som består af vinmarker.

Den store ejendom er oprindeligt startet som et familieprojekt, men den ejes i dag af Grupo LVM Holding, som er en virksomhed ledet af Laura Varela Mirpuri, der en iværksætter og forretningskvinde. Hun er kendt for at have grundlagt Laura Var, som er et portugisisk mærke for kosmetik og hudpleje.

Huset er kendt for sin bæredygtige tilgang til vinproduktion og anvender principperne for økologisk landbrug … og til at forestå produktionen har man ansat vinmageren Sandra Alves, som er en erfaren ønolog med over 22 års erfaring.

På husets marker dyrker man sorter som Malbec, Pinot Noir og Chardonnay, der alle høstes om natten for at bevare alle druernes naturlige aromaer og i vineriet anvendes skånsomme vinifikationsmetoder.

Her smager jeg først husets Espumante Rosé Pinot Noir Brut Nature, der er en årgangsvin lavet efter champagnemetoden med andengæring på flaske. Den er lavet på ren Pinot Noir fra en 1,5 hektar stor vinmark med 4.000 planter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt om natten og gennemgår en skånsom presning i en pneumatisk presse efter en lille skindkontakt, da det er en rosé mousserende vin. Fermenteringen finder sted i små rustfri ståltanke med kontrolleret temperatur.

Vinen fremstilles efter den klassiske champagnemetode, med anden gæring på flaske og så 12 måneders flaskelagring derefter og herefter også yderligere 12 måneder efter degorgering.<

Duftmæssigt har vinen en landlig, animalsk aroma, hvor der bl.a. kommer sødlige nøddekerner og en lidt trutti-frutti frugt med søde bær, jordbær, kandiserede kirsebær og en candyfloss suppleret med røget charcuteri. Det dufter sgu dejlig blødt og let sødt, meget let og imødekommende.

Der godt med brus og bobler, der virker aggressive, men de opløses nu forholdsvis hurtigt. Der er smag af lidt sødbitter frugt med grillet lemon og syltet grape, kvæde, tranebær og pigeonæbler … alt på en læskende saftig facon. 91 point.

Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2017 Herdade do Perdigão, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalFra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola smagte jeg den røde søstervin … en 2017 Reserva Tinto, der er lavet på et skønt mix af Aragonez, Trincadeira og Cabernet Sauvignon.

Som hos den hvide søster er druerne høstet med håndkraft og ligeledes afstilket 100%. Så er gæring og maceration sket i 5.000 liter franske egekar fra Seguin Moreau.

Efter endt gæring er vinen så overført til franske 225 liter barriques og dér sker malolaktisk gæring spontant. Lagringen på fadene varer 18 måneder, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det sgu skruet godt sammen … dyb, mørk, krydret med tør engelsk lakrids, sorte kirsebær, blommer og solbær. Der er også en snert røg, cedertræ, læder samt mørk chokolade med højt kakaoindhold.

I munden er vinen lettere, friskere og frugten lysere end duftmæssigt, men det virker faktisk rigtigt godt. Der er både lyse kirsebær og blommer, lidt ribs og sødsyrlig æblesaft. Det giver en frisk og frugtrig vin med fin og kontrolleret syre, nogle lyse og tørre tanniner, som dog aldrig forstyrrer eller tager magten. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Herdade do Perdigão, Reserva Branco, Alentejo, Portugal

2020 Herdade do Perdigão, Reserva Branco, Alentejo, PortugalNæst smages en lille duo …. 2 vine fra Herdade Perdigão Exploração Agricola e Vinicola, der er et portugisisk vinhus beliggende lidt øst for byen Monforte i det østlige Alentejo tæt på grænsen til Spanien og den første vin er en 2020 Reserva Branco.

I der bakkede landskab ved Monforte har der været dyrket og lavet vin i mere end 2000 år takket være romerne, der oprindelig bragte de første vinstokke med sig, men efter vinlusens blev vinavlen i Monforte faktisk ikke genoptaget.

Men i 2003 startede Carlos Gonçalves så sin vingård Herdade do Perdigão i dette område og laver nu vin med vinmageren David Patrício ved roret.

Herdade do Perdigão har sammenlagt 60 hektar vinmarker og  laver særegne og dristige vine fulde af smag og karakter fra dette terrior og denne  Reserva Branco er én af disse vine.

Vinen er lavet på 100% Antão Vaz, der er høstet ved håndkraft og derefter afstilket inden presning. Derefter har mosten hvilet koldt i 48 timer inden gæringen, der er sket i franske egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder i egefadene med løbende batonnage.

Der er sgu skrald på duften … der er koncentreret pollen, blomster og en olieret og fed aroma, der er fadpræget med nougat, Nutella og noget honning, vanilje, sød røg, modne pærer, abrikos og nektariner.

I munden er det også en fed og let olieret vin, men samtidig dukker en ganske markant syre op, hvor der virkelig er citrusbid, friskhed og samtidig en blød, vandet og behagelig smag, hvor citroner, limefrugt samt lidt hyben går igennem hele smagsspekteret. Limen giver også en smule let bitterhed og i eftersmagen kommer nogle af de røgede toner også frem. 90 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Tapada de Coelheiros, Coelheiros Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Tapada de Coelheiros, Coelheiros Tinto, Alentejo, PortugalTapada de Coelheiros er en familiedrevet vingård ejendom beliggende i Igrejinha i Arraiolos kommune i Alentejo regionen og derfra smager vi en Coelheiros Tinto.

Tapada de Coelheiros er reelt set en historisk ejendom. Den blev omtalt første gang i det 15. århundrede og har blandt andre tilhørt Ruy de Sousa, der repræsenterede Portugal ved forhandlingerne om Tordesilhas-traktaten med Kastillen. Godset var reelt en medgift til Ruy de Sousa, da han i 1467 blev gift med Donna Branca de Vilhena.

I løbet af de følgende århundreder blev ejendommen handlet flere gange og købt af forskellige familier, inden den så i 1983 blev købt af enken Isadora Calhau. Det varede dog kort, for i 1887 blev den solgt til solgt til greven af ​​Azarujinha.

I denne periode findes de første optegnelser om vinmarker i godset og allerede på den tid var Tapada de Coelheiros berømmet for sin vin og senere har godset været forpagtet ud til forskellige bønder, men i 1974 blev det handlet igen og købt af Dom Diogo Pereira Coutinho … og inden var al vinproduktion fuldstændig stoppet.

Det var dog Joaquim og Leonilde Silveira, som igen startede med at lave vin på godset, som de købte i 1981. Efter købet  plantede de en lang række af vinstokke på både Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Arinto, Roupeiro og Trincadeira.

Det var også Leonilde Silveira, som i 1991 startede med at forsyne husets vine med etiketter med motiver fra de berømte håndlavede gobeliner og broderier … en kunst, som hun selv værdsætter og underviser i på et kunst- og håndværksværksted i Igrejinha.

Men i dag ejes og drives vingården af ægteparret Alberto Weisser og Gabriela Mascioli, som forelskede sig i godset, dets biodiversitet og købte ejendommen i 2015 med det mål at forny den forfaldne ejendom og ikke mindst satse mere på produktionen af olivenolie, valnødder, kork og vin.

Ejendommen r samlet på mere end 600 hektar, hvoraf knap 50 hektar er tilplantet med vin, 45 hektar med oliventræer, 50 hektar med valnødder samt mere end 450 med skov … fortrinsvis korkeg.

Dertil kommer egen produktion af fårekød og et vildtreservat, hvor bestanden er fredet, men reguleres af ejendommens skovridder.

På den vinmæssige front har parret fra starten haft hjælp af ønologen Luís Patrão. Han står også bag den igangsatte omlægning til økologisk drift … og han har også droppet nogle af de internationale sorter og plantet lokale druesorter.

Her smager vi husets Coelheiros Tinto, der er lavet på 50% Aragonez aka Tempranillo og 50% Alicante Bouchet.

Efter presning havde mosten skindkontakt i 5 døgn, hvilket er med til at give vinen dens tanninrige karakter. Vinen er lavet med gæring på druernes egne gærceller og efter endt fermentering lagret 12 måneder på brugte franske egefade efterfulgt af 1½ år på flaske.

I glasset nærmest et lilla skær og smag … blåbær, meget krydret med nelliker, sæbe og vaskemiddel, grannåle, blommemarmelade og har samtidig en varm fylde og godt med buttet krop

Smagsmæssigt er den nærmest også lilla … og sødkrydret … det er sgu ikke lige mig … for sød, sæbeblomstret med blommefedme, pænt varm og ærlig talt lidt uinteressant. 85 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalI sidste uge smagte jeg vinen Reserva Branco fra det portugisiske vinhus Herdade Aldeia de Cima, så derfor skal vi da i denne uge smage den røde udgave … en 2018 Reserva Tinto.

Vinen er lavet på mix af 35% Trincadeira, 27% Alfrocheiro, 21% Alicante Bouschet og 17% Aragonez … og alle fra området Serra do Mendro ved Vidigueira.

Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.  Efter gæring er vinen lagret – og nu bliver det kompliceret – samlet 20 måneder, hvoraf 22% af vinen har været 6 måneder i store ler amfora krukker, 21% har så været lagret 12 måneder på egefade brugt én gang før, 20% er lagret 4 måneder på Tinaja, som er en slags mindre lerkrukker, og endelig har 17% været lagret 6 måneder på Nico Velo krukker … også en slags lerkrukker.

Hvordan det puslespil er samlet ved jeg sgu ikke, men vinen er så endelig flasket i juni 2020 … samlet på 26.400 flasker.

I næsen er det en lidt rund, vamset og meget tiltrækkende aroma, hvor der både er en sød intensitet med mørke bær, skovbær, solbær, saftige kirsebær, blommer, lidt portvin, mørk bitter chokolade samt vanilje, saltkaramel og så virker den alligevel noget tør i stilen og har også masser af tørre krydderier samt lidt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt en rund, kirsebærdrevet vin, hvor der er kirsebær, blommer og lidt figner, en lidt afrundet syre, noget bitterhed, træ, tørt træ, skovbund samt søde krydderier. Det giver en medium let og egentlig meget smagfuld vin med godt og rundt bid. Det er sådan en vin, som man på ferien godt kan drikke mange glas af.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Branco, Alentejo, Portugal

2019 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Branco, Alentejo, PortugalVi skal da smage mer’ portugisisk hvidvin, for den næste i glasset er denne 2019 Reserva Branco fra vinhuset Herdade Aldeia de Cima.

Vinhuset er beliggende ude på landet nord for byen Vidigueira i Serra do Mendro området. Vi er i Alentejo vinregionen.

Herdade Aldeia de Cima er et nyere vinhus, som er grundlagt af Luisa Amorim samt Francisco Rêgo i 2017 i en tidligere kostald bygget i 1953 og lokalt kendt som Armazém das Ramadas. Luisas familie havde erhvervet den gamle ejendom tilbage i 1994.

Men i 2017 besluttede hun at genopbygge ejendommen og omdanne den til en moderne vingård i Serra do Mendro og det er blevet hendes livsprojekt. Med stor respekt for stedets historie, så har parret restaureret gården med hjælp fra deres gode venner Ana Anahory og Felipa Almeida, som begge er indretningsarkitekter og ejere af Anahory Almeida studiet.

Udover den restaurerede ejendom med to spektakulære siloer centralt i gårdhaven, så har vingården også 20 hektar vinmarker, der er fordelt på 22 forskellige parceller, hvor kun nogle få er over 1,5 hektar. Men allerede året efter deres start har de fået godt gang i produktionen og målet er at lave 100.000 flasker årligt indenfor ganske få år.

Der er da også investeret i et moderne vineri med egekar, egefade, cement- og ståltanke samt amphorae krukker.

På markerne dyrkes der Trincadeira, Alicante Bouschet, Antão Vaz, Aragonês, Baga, Alfrocheiro, Arinto, Alvarinho, Perrum, Roupeiro, Tinta Grossa, Diagalves, Moreto, Tinta Caiada og Tinta Miúda.

Nu smager vi en hvidvin fra deres nye projekt … en 2019 Reserva Branco, der er lavet på et mix af 45% Antão Vaz, 45% Arinto og 10% Alvarinho … alle høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar. Vinificering er sket i ståltanke, men efterfølgende er vinen lagret 6 måneder på henholdsvis 500 liters brugte franske egefade samt store Nico Velo krukker … dem kan du se et billede af nedenunder. Der er lavet 9.328 flasker af vinen.

En lidt smørfed og fyldig hvidvin, hvor frugten er domineret af abrikoser og saftige ferskner, tørrede abrikoser, grillet lemon, lidt karamel, vanilje, mandarinskal, røg, estragon og let spidskommen.

I munden er det bestemt også en meget cremet, soft og lambiblød vin, lidt fyldig og næsten olieret. Frugten er fersken, pærer, abrikos suppleret med syltede citroner og så overraskende fin mineralitet og pæn tørhed, som sammen med sødme, svag bitterhed giver vinen et forholdsvis rank og rent udtryk.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7