Tag-arkiv: touriga nacional

Touriga Nacional er en rød druesort, der står bag nogle af de fineste røde vine i Portugal. Druen er mest plantet i  Portugals nordlige Dão og Douro regioner og anvendes både til tørre rødvine og portvine.

Mange kalder Touriga Nacional for Portugals svar på Frankrigs Cabernet Sauvignon og er nærmest landet røde nationaldrue. Den har som den franske sammenligning mørk frugtsmag, ofte med nogle antydninger af krydderier, læder og violer … faste tanniner samt et stort lagringspotentiale.

I Douro er Touriga Nacional ekstremt vigtig i produktionen af ​​portvine, selvom den kun udgør en lille brøkdel af de druer, der dyrkes der … og faktisk kan druen blandes med op til 80 andre sorter til portvinene. De vigtigste druer er dog udover Touriga Nacional også Touriga Franca, Tinto Cao og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Før phylloxera ødelagde vinmarkerne på den iberiske halvø, var Touriga Nacional meget mere udbredt og det siges, at druen på et tidspunkt har dækket omkring 90% af alle vinmarker i Dão. I dag er druen erstattet af mere produktive sorter, men forbedrede teknikker har bidraget til Touriga Nacionals stabilitet.

Vinstokkene er usædvanligt lavtydende og bærer tilmed kun meget små druer. Derfor indeholder vine på Touriga Nacional temmelig mange tanniner, som er med til at give den endelige vin struktur og rygrad. Smagsmæssigt kan Touriga Nacional give meget intensive og koncentrerede vine præget af mørke bær.

Udenfor Portugal findes druen mest i Californien og Australien.

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, Portugal

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, PortugalJeg er vild med Colheita portvinene og denne Royal Oporto Colheita Port fra Real Companhia Velha kommer endda i en eksklusiv og smuk flaske. Det er årgang 2017 af den fine portvin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2010 og 2013.

Royal Oporto Colheita Port 2010 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 noble druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.

Colheita er jo betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Denne 2017 Royal Oporto Colheita Port er flasket i 2025 og er således aftappet på flaske efter 8 år.

Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter pænt lang tid.

Det dufter sgu fremragende …. fredagsslik for voksne med figner, dadler, blommekompot, tørret frugt, solbærlikør, kaffelikør, nødder, karamel, appelsinskal og chokolade … lækker, rund og man kan også fornemme lidt alkoholstyrke, men meget afdæmpet og sart.

Smagen er blød, cremet … virkelig cremet, rund og mørk med varm, tørret og tæt frugt, solbær, tørret abrikos, dadler, figner og blommemarmelade, kaffelikør, chokolade, nougat, karamel og nødder. Der er lidt varme fra alkoholen på 20%, men det er fint, afdæmpet og blødt … lækker portvin. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 339,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2024 Fonseca, Vintage Port, Douro, Portugal

2024 Fonseca, Vintage Port, Douro, PortugalDet er kun et par uger siden, at jeg smagte en fin 10 Years Old Tawny fra Fonseca, der ellers er specialist i vintage Port, men nu smager jeg netop deres 37,5 cl flaske 2024 Vintage Port, der netop har ramt hylderne hos Jysk Vin.

Det er en portvin lavet på et blend af druerne Touriga Nacional, Touriga Francesa, Tinta Roriz og Tinto Cão, som kommer fra de 3 legendariske quintas Quinta do Panascal, Quinta de Cruzeiro og Quinta de Santo António. Druerne høstes i hånden, og som et af de få huse i Douro insisterer Fonseca stadig på, at druerne til deres Vintage Port skal fodtrædes i store, åbne granitkar, kaldet lagares.

Denne klassiske metode er den mest skånsomme måde at udvinde den enorme farveintensitet og de komplekse tanniner på, uden at tilføre vinen bitterhed.

Efter en kort gæring, der stoppes med druesprit for at bevare det naturlige restsukker, lagrer vinen blot to år på store, brugte egefade. I modsætning til vine, der modner færdig på fad, tappes Vintage Port ufiltreret på flaske, hvor den gennemgår en langsom, beskyttet udvikling.

Det er en portvin, som kun bliver deklareret i exceptionelle år og betingelserne for 2024 var mere end optimale. For 2024 bød både på perfekte vandreserver og mildt, tørt vejr under hele vækstsæsonen og høsten. Det milde vejr og en let kølig afslutning, sikrede komplet modenhed og balance for alle druerne.

I glasset er det en blæksort og sexet satan, der udsender fede, erotiske og dragende signaler, som hvisker; kom og smag mig. Det er tæt, kompakt, dyb, koncentreret og kompleks. Der er sorte kirsebær, kandiserede kirsebær, solbær, tørrede svesker, nøddekompot, tørret sort frugt, mynte, violer og samlet virker vinen dermed utrolig levende, aromatisk og balanceret.

Hold da kæft – pardon my french (som jo ellers er pæredansk) – hvor det smager fremragende. Jeg har efterhånden smagt meget portvin, men dette er sgu i særklasse … olieret, vokset og fedtet, så den smører dit halsrør som blid halsmassage, der lindrer hele kroppen. Det er så koncentreret og dybt, der er intensitet fra den mørke, tørrede frugt af både solbær, sorte kirsebær, dadler, svesker … og alligevel mærkes man ikke rigtigt alkoholen, som bare indordner sig og absorberes, så du får en portvin, der smelter i munden på en luftig måde. Det er sgu svært ikke at blive begejstret. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en 37,5 cl. flaske koster 429 kr., mens prisen er 385 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

N.V. Fonseca, 10 Years Old Tawny, Douro, Portugal

N.V. Fonseca, 10 Years Old Tawny, Douro, PortugalPortvin kan man altid drikke og specielt god portvin … nu smager jeg en 10 Years Old Tawny fra portvinshuset Fonseca, der regnes blandt de absolut mest prestigefyldte producenter af Vintage Port.

Fonseca har sine historiske kældre i Vila Nova de Gaia ved Porto, hvor portvinene traditionelt lagres og modnes. Huset nævnes ofte i samme liga som Taylor’s, Graham’s og Dow’s og er især kendt for kraftfulde, rige og eksotisk frugtige portvine med enormt lagringspotentiale.

Portvinshuset er grundlagt tilbage i 1815 af João dos Santos Fonseca. I den efterfølgende periode blomstrede João dos Santos Fonsecas forretning.

I 1820 var han blevet en betydelig havnefragtmand og havde etableret et partnerskab med Francisco José Gomes Monteiro, medlem af en fremtrædende købmandsfamilie, og de havde sammen firmaet kendt som Fonseca & Monteiro.

Virksomheden fik sin moderne form i 1822, da Manuel Pedro Guimarães og hans bror João Gonçalves Salgueiro overtog kontrollen med Fonseca & Monteiro. En del af aftalen var, at navnet Fonseca skulle bevares.

Allerede i 1840 var huset blandt de største eksportører af portvin, og i 1847 kom den første officielle Vintage Port fra Fonseca.

Manuel Pedro Guimarães opbyggede huset til en af Douros vigtigste producenter og lagde fundamentet for den stil og kvalitet, som stadig præger Fonseca i dag

Siden 1948 har Fonseca været ejet af The Fladgate Partnership, der også ejer Taylor’s og Croft, men på trods af ejerskiftet har Guimarães-familien fortsat spillet en central rolle i vinproduktionen gennem generationer

Den nuværende vinmager er således David Guimarães … han er faktisk ansvarlig for både Fonseca, Taylor’s, Croft og Delaforce-portvinene.

Han har på Fonseca omkring 69 hektar Grade A-vinmarker på de 3 ejendomme Quinta do Panascal, Quinta do Cruzeiro og Quinta de Santo António i den berømte underregion Cima Corgo, men derudover oomkring 150 hektar øvrige beplantede vinmarker i Douro.

De vigtigste sorter er Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz (Tempranillo), Tinto Cão og Tinta Barroca … men derudover også andre sorter.

Fonseca 10 Year Old Tawny er skabt på et blend vine på Touriga Nacional, Tinto Cão og Tinta Barroca fra de bedste områder i Cima Corgo og lagret i gennemsnit ti år på små, brugte egetræsfade.

Under den lange lagring i Fonsecas kældre i Vila Nova de Gaia gennemgår vinen en kontrolleret oxidation, hvor den gradvist mister sin mørke farve og i stedet udvikler sin komplekse profil.

Duftmæssigt er det en intens, frugtrig og veldisponeret portvin, hvor der først kommer lidt sød tobak, blommelikør, kirsebærsyltetøj samt tørret frugt, dadler, svesker og godt med nøddekompot, karamel og søde krydderier …. meget lækker aroma faktisk.

Smagen er meget smooth, mundsmeltende og harmonisk, for portvinen har en frugt, som virker friskere end gennemsnittet, selvom der fortsat er tørret frugt, ristede hasselnødder, skovbund, karamel og denne fine, let brændende alkohol, der giver varme sammen med denne umami- og honninglækre frugtsødme. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 255 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2024 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2024 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalQuinta da Pedra Escrita fra Rui Roboredo Madeira er en drøngod vin, som jeg har smagt før i både årgang 2017, 2018, 2019 og 2020, men nu smager jeg 2024’eren.

Quinta da Pedra Escrita er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Jaen aka Mencía samt 25% Sousão, der alle kommer fra familiens egen gamle vingård, der har 17 hektar vinmarker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur.

Fadpåvirkningen er reduceret markant i forhold til tidligere og kun omkring 15% af vinen er lagret i 225 liters fade i 18 måneder, mod tidligere 40%, hvilket giver et langt mindre præg af eg.

Der er fortsat godt med fadnoter … våde fade, cedertræ og igen får jeg omgående en duft af norske brystdråber sammen med en mørk frugt. Frugten er mest lidt svesker, solbær, blåbær og hindbær, men derudover er der godt med andre fine aromaer med sød finsk og tør engelsk lakrids, tørret oksekød, beef jerky, flæsk, tobak, læder og masser af krop og sort fylde.

Smagen er fortsat tæt, mørk og dyb … alligevel med en lidt lysere syre, som giver vinen et fint og friskere udtryk. Det passer meget fint til den mørke frugt af svesker, solbær, blommer … som om der også kommer lidt ribs med i blendet. Det er tørt, cremet, tæt og kompakt med bassevarme, lakrids og vinen har bløde, tydelige og kraftige tanniner … lækker og intens. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens bedste pris kun er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2004 Real Companhia Velha, Vintage Port, Douro, Portugal

2004 Real Companhia Velha, Vintage Port, Douro, PortugalJeg har før smagt portvine fra portvinshuset Real Companhia Velha og nu smager jeg igen en derfra … deres smukke 2004 Vintage Port.

Portvinshuset har jeg skrevet om før … fx da jeg smagte deres 2017 Royal Oporto Late Bottled Vintage, så derfor skriver jeg denne gang kun om denne aktuelle portvin.

Vintage Port 2004 er fremstillet på producentens allerbedste druer fra deres 3 A-klasse ejedomme, som er Quinta das Carvalhas, Quinta dos Acriprestes og Quinta do Síbio.

Selve rygraden i portvinen udgøres af mere end 30 forskellige druesorter, der plukkes fra over 100 år gamle stokke på en parcel ved Quinta das Carvalhas … men de primære sorter er selvfølgelig Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Efter høsten bliver druerne forsigtigt fragtet til vineriet, hvor de placeres i store stenkar, også kendt som lagares, som giver en optimal kontakt mellem drueskind og mosten.

Fermenteringen bliver afbrudt ved tilsætning af druesprit, hvorefter portvinen lagres i 2 år på egetræsfade og den endelige alkoholprocent ved aftapning er 20%.

WAUW … jeg vil være portvinsdranker, når jeg bliver gammel, for dette dufter fandeme godt … der er en varm, intens og mørk aroma af tørret frugt, solbærlikør, blommesnaps, kandiserede kirsebær, en smule figner, svesker i spiritus og dadler, mørk chokolade, nougat og nogle lette florale elementer med blomsterpollen, rosmarin og lidt tigerbalsam.

Det bedste her er dog smagen … fed, fyldig, cremet og varmende frugtnektar af bedste skuffe. Det er kraftigt, intenst og balanceret med solbær, brombær, sorte kirsebær, svesker, figner og dadler, der alle er svøbt i honning. Der er kaffelikør. chokolade, nøddehorn, har nogle tykke og smooth tanniner, en kæk og ret passende mængde alkoholvarme og alt er bare super elegant … lækkerier. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 709,95 kr., mens bedste pris er299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Menéres, Colheita Port, Douro, Portugal

2016 Menéres, Colheita Port, Douro, PortugalFra julevin smagningen tilbage i november sidste år smagte vi også lidt portvin til risalamanden og det var bl.a. denne 2016 Colheita Port fra portvinshuset Menéres.

Menéres er et premium-portvinsbrand, der er fuldt ejet og aktivt drevet af Van Zeller familien med Fernando van Zeller i spidsen. Vi er før stødt på den familie, for Van Zeller-familien er ganske kendt i Portugal, for de har mere end 400 års historie som producenter af portvin og deres portvinshus blev oprindelig etableret i Porto i 1620.

Det var dog reelt først i 1780, at Zeller officielt lancerede sine portvine under navnet Van Zellers & Co og derefter voksede firmaet kraftigt og havde snart en flåde på mere end 27 skibe.

Van Zellers & Co var også det første Portvinshus til at rejse til Østeuropa med deres portvine, hvor den russiske Zar blev stor fan. Samhandlen med Rusland blev så væsentlig, at Katharina den Store senere gjorde Pedro van Zeller til konsul.

I slutningen af 1800-tallet blev portvinshuset solgt til et større portvinshus, men allerede i 1937 købt Van Zeller familien sit gamle firma tilbage efter en stund at have slået sig ned på Quinta do Noval, som blev centrum for familiens aktiviteter.

I 1980’erne drev Cristiano van Zeller Quinta do Noval videre, men samtidig gjorde han så Van Zellers & Co uafhængigt med egne lagre, vinmarker og etiketter.

Senere i 1993 solgte familien dog Quinta do Noval efter en brand og en større familiekrise. Men i 2006 relancerede Cristiano Van Zeller så Van Zellers & Co, som allerede – qua sin gamle historie – havde masser af gamle portvine på lager og i løbet af 1990’erne også opkøbt nye vinmarker.

Menéres brandet blev oprindeligt navngivet efter den gamle familieforfader Arnaldo Menéres og blev for omkring 10 år siden tilbagekøbt af familien for igen at være en integreret del af Van Zellers portfoliobrands.

Denne 2016 Colheita er lavet på klassiske de Douro‑druer Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og nok et par stykker mere. Druerne kommer fra Van Zeller‑familiens egne quinta’er som Quinta do Saião og Quinta de Zom, der samlet råder over omkring 170 hektar vinmarker.

Efter høst er druerne sorteret og knust uden afstilkning efterfulgt af koldmaceration 1 døgn før gæringen, som sker med egne gærceller gærceller i åbne ståltanke med temperaturkontrol. Når halvdelen af druens naturlige sukker er omdannet til alkohol, stoppes gæringen ved tilsætning af spansk druespiritus.

Efter gæringen lagret vinen derefter i kælderen frem til foråret, hvor den flyttes til Vila Nova de Gaia, hvor den modner … typisk op til 10 år … nok en smule mindre for denne bandit.

Duftmæssigt er vinen tør og nøddet … der er mandler, valnødder, hasselnødder, marcipan, tørret frugt med blommesyltetøj, figner, rosiner, lidt vanilje, chokolade, karamel, ristede noter og tørre krydderier.

Der er sødt og stærkt i munden … har en ganske rustik og alligevel livlig, behagelig syre, godt med alkoholvarme og frugt af blommer, svesker, figner, tørret appelsinskal, karamel, nødder og mælkechokolade. 90 point.

Købt i Føtex til 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Delaforce, Late Bottled Vintage Port, Douro, Portugal

2020 Delaforce, Late Bottled Vintage Port, Douro, PortugalMer’ portvin? Det siger vi aldrig nej til og denne 2020 Late Bottled Vintage Port kommer fra det over 400 år gamle portvinshus Delaforce.

Portvinen er lavet på et mix af druerne Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinto Cão, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinta Roriz aka Tempranillo fra gamle vinstokke.

Alle druerne er håndhøstet midt i september, hvorefter de er fodtrampet i traditionelle lagares.

Dernæst er vinen gæret og så efterfølgende lagret 4 år på egefade og først derefter er vinen flasket og har dermed fået tid til at udvikle sig i fadene. Den har omkring 105 gram restsukker pr. liter.

Duften er præget af både frisk og tørret frugt på en tør og ungdommelig måde … brombær, solbær, blåbær og blommer, lidt tørrede svesker og ellers nøddeskaller, men ellers kommer der også lidt mere kantede noter med violer, kakaopulver og druekvas.

I munden er det tæt … tæt, ungdommeligt og alligevel med en varm og samtidig blød alkohol, smeltet chokolade og nougat, mørk, tørret frugt med solbær, svesker, blommer og blåbær … der er egentlig fin, god og sødmefuld balance … 92 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 164,95 kr., mens bedste pris i øjeblikket er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, Portugal

2016 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, PortugalJeg vil ikke nøjes med en enkelt portvin til risalamanden juleaften, for jeg skal også smage denne 2016 Colheita Port fra AMKA portvinshuset Quinta do Pégo.

Quinta do Pégo har kun lavet Colheita 4 gange … nemlig 2003, 2007, 2011 og så denne 2016. Den er lavet på et skønt mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz.

Druerne kommer fra de ældste vinstokke og er efter høst fodtrådt i de traditionelle granit lagars og er efter endt fermentering  lagret på 600 liters egetræsfade i omkring 8 år.

For dem, som ikke er så skarp i portvinens verden, så er en Colheita egentlig blot en Tawny – langtidslagret portvin af meget fin kvalitet – fra én bestemt årgang og den skal være lagret i mindst 7 år på fad inden aftapning.

Sikke en duft …. tørre nøddeskaller, hasselnødder, en både moden og tørret frugt med blommer, blomme i Madeira, figner, dadler og tørre rosiner, Amarena kirsebær, gammel og tyktflydende balsamico, lidt chokolade, karamel, brændte mandler og derudover fornemmer man også alkoholvarmen.

Uhmmm det smager godt … alkoholen varmer, men på en behagelig, rund og elegant måde. Der er honning, rosingrød, nødder og en ret velafbalanceret sødme med varme og intens balance. 95 point,

Forhandles hos udvalgte Meny- og Coopbutikker samt på Vinøen.dk, hvor en flaske koster 355 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Companhia de Vinhos Invencível, Invincible 20 Years Old Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Companhia de Vinhos Invencível, Invincible 20 Years Old Tawny Port, Douro, PortugalDen 6. og sidste portvin fra Companhia de Vinhos Invencível skal jeg bestemt nyde til risalamanden juleaften og det er denne Invincible 20 Years Old Tawny Port.

Den er lavet af et udvalg af traditionelle Douro-druer fra gamle vinstokke, herunder Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão.

Vinen modnes gennemsnitligt i 20 år på nøje udvalgte egetræsfade, hvor oxidation og koncentration skaber de dybe, komplekse aromaer, der kendetegner de bedste Tawny portvine.

Duften er i starten meget moden og måske endda lidt på vej til at knække over … men det gør den aldrig, for tværtimod bliver duften med lidt luft i glasset bare mere rund samt moden med nøddeknas, nødder, kirsebær, blommer og tørret frugt, tørrede abrikoser, figner … en smule oxyderet, men får også lidt sødme fra vanilje, karamel, honning, chokolade og kaffebønner, mens alkoholen også lige markerer sig ret insisterende.

Også smagsmæssigt klæder det vinen med lidt luft … det er rundt, blødt, modent og faktisk ret elegant … har en flydende, let, blid og rund aroma med nødder og selvfølgelig noget alkoholvarme, der nu også er blid og cremet. Der er smuk balance … afdæmpet og blød sødme og lang, lang eftersmag … voksenslik … 95 point

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen pt på tilbud kun er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Companhia de Vinhos Invencível, Invincible 10 Years Old Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Companhia de Vinhos Invencível, Invincible 10 Years Old Tawny Port, Douro, PortugalDen næstsidste portvin fra portvinshuset Companhia de Vinhos Invencível blev så deres Invincible 10 Years Old Tawny Port.

Vinen er fremstillet på et udvalg af traditionelle Douro-druer og det er Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Med sådan en 10 års fætter, så er portvinen efter gæring lagret i gennemsnit 10 år på egetræsfade. Denne langsomme oxidative proces udvikler vinens karakteristiske ravgyldne farve, elegante aromaer og fløjlsbløde struktur.

Duften er en flydende kransekage … der er mandler, marcipan, karamelliserede nødder, valnøddelikør, tørrede figner, tørret frugt, svesker og rosiner, honning, nougat, Nutella, karamel, varme krydderier samt lidt ristet toast.

Uha, hvor smager det godt … sødmen slikker din drøbel med nektarsødme og rund alkoholvarme, men hvor bliver det nærmest mundsmeltende med en alkoholvarme, der er moden, afdæmpet og får masser af modspil fra sødmen og dermed bliver det virkelig en portvin med masser af de helt rigtige dyder … 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen pt på tilbud kun er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu et virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 5,5/7