2017 Quinta do Pégo, Vinhas Velhas, Douro, Portugal

2017 Quinta do Pégo, Vinhas Velhas, Douro, PortugalTopvinen hos Quinta do Pégo – hvis vi altså ikke snakker portvine – er helt klart deres Vinhas Velhas, der som navnet siger, er lavet af druer fra gamle marker og jeg smager vinen i to årgange … startende med 2017’eren.

Denne Vinhas Velhas er lavet første gang i 2013 og som foregående vin også lavet på et blend af druene Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão samt flere andre traditionelle sorter fra en gammel meget lavtydende vinmark, hvor nogle af vinstokkene dog er blevet udskiftet siden 2000.

Vinhas Velhas er lavet fuldstændigt traditionelt, hvor alle druerne blev  trampet til fods og fermenteret i granit lagares for at sikre god farve og blød tanninudvinding. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på nye franske egetræsfade

Shit det dufter godt … der er solbær, kirsebær, jordbær, engelsk lakrids, nødder, kastanjer, skovbund, tobak, våde fade, skumfiduser og vanilje … samtidig har vinen nærmest overjordisk og æterisk lethed på en mørk og komfortabel måde.

I munden er det blødt, cremet og velafbalanceret og samtidig med en meget frisk frugt, der virker meget lysere, lettere og mere syrlig end duften røbede. Der er godt med syre og det smager faktisk ikke af portugisisk vin, for vinen har virkelig en slank krop, mineralsk, tør og virker meget ung. 95 point.

Forhandles hos Quinta do Pégo og kan købes i deres webshop, hvor prisen er 67€ … svarende til 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7