2021 Angelo Rocca & Figli, Messeri Appassimento Limited Edition, Puglia, Italien

2021 Angelo Rocca & Figli, Messeri Appassimento Limited Edition, Puglia, ItalienMed næste vin er vi i Apulien hos vinhuset Angelo Rocca & Figli og vinen er deres 2021 Messeri Appassimento Limited Edition med en højoktan på 15%.

Vinhuset Angelo Rocca & Figli er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, men denne Messeri Appassimento Limited Edition har jeg ikke smagt før. Det er dog heller ikke fordi, at der er meget info om vinen.

Således fremgår det fx blot, at vinen er lavet på et blend af lokale druer … men intet om, hvilke druer vi snakker om. Det er formentlig dog Primitivo og Negroamaro, men det specielle er, at vinen er lavet efter Appassimento metoden, hvilket er en tørre-proces, som nok er mest kendt fra Amarone-vinene.

Det går ud på, at en del af druerne tørres på vinstokkene, så farve, fylde og koncentration øges i den færdige vin og druerne efter høst tørres en kort periode. På denne måde mister drueklaserne 40-50% af deres vægt og får en høj koncentration af sukker, alkohol og farve.

Mørk og nærmest sort i glasset, mens duften er sødlige lakridspiber, viskelæder, en mørk og fyldig aroma med solbær, blommer, svesker, dadler og en vis tørhed.

Uhhhh … i munden er den en sødlig, kraftig og varm vin, virkelig solrig med samme frugt af solbær, svesker og saftige blommer, lidt blommesyltetøj, blommelikør, mørkerøde vingummibamser og en omgang syltede citroner, der giver lidt tiltrængt syre. Der er fedt, overfedt endda og tyggevenligt sødt … 86 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor udsalgsprisen er 89,95 kr., mens prisen er 59 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2023 Broccardo, Barbera d’Alba La Martinella, Piemonte, Italien

2023 Broccardo, Barbera d'Alba La Martinella, Piemonte, ItalienJeg skal med næste vin igen til Piemonte og med en Barbera vin, nemlig en 2023 Barbera d’Alba La Martinella fra vinhuset Agricola Fratelli Broccardo.

Broccardo er en lille familie vingård, der ligger ved Monforte d’Alba. Vingården drives af de 3 søskende Filippo, Federica samt Laura Broccardo, der besluttede selv at lave deres egne vine fra de marker, som både deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre havde passet igennem årtier, men blot solgt deres druer til andre producenter.

Familien har lidt under 3 hektar vinmarker, som er spredt på marker i tre forskellige kommuner, nemlig parceller på Bricco San Pietro og  San Giovanni i  Monforte d’Alba, Paiagallo i Barolo samt Ravera i Novello.

Huset laver i dag 13 forskellige vine, herunder alt denne 2023 Barbera d’Alba La Martinella, der er lavet på 100% Barbera fra syd- og sydvestvendte parceller i Monforte d’Alba.

Efter høsten er druerne afstilket og så er gæring og maceration sket i temperaturstyrede ståltanke ved 25 grader over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på et år gamle franske barriques samt mellemstore tonneaux-fade.

Duftmæssigt er denne også en anderledes Barbera … klart lysere i aromaerne, der samtidig er godt urtede og medicinske. Der er vilde og grønne krydderurter, pilleglas, medicinæsker, plaster, jod, tør jord samt balsamiske noter … frugt af vilde kirsebær, brombær og umodne blommer.

I munden er det også en temmelig syrlig vin, hvor syren lige starter med at brænde og vride sig i munden. Det er igen meget lys Barbera og det giver en frugt med tranebær, ribs og hindbær, men derudover er der godt med citroner og lidt grape. Det giver liv, friskhed, kant og markant syrligt bid. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Zeni, Costalago Rosso Veronese, Veneto, Italien

2020 Zeni, Costalago Rosso Veronese, Veneto, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en Valpolicella Ripasso Superiore fra vinhuset Zeni og nu smager jeg så en 2020 Costalago Rosso Veronese.

Det er en ameroneagtig vin, der er lavet på 70% Corvina og
Covinone samt 15% Cabernet Sauvignon og 15% Merlot, der efter høst er tørret en periode og så er vinen lavet med traditionel gæring og maceration over 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 12-24 måneder på egetræsfade.

Duften er også amaronefed og mægtig … det er tyk finsk lakrids, saftige blommer, solbær, sorte kirsebær og sveskegrød. Det er en vin, der giver varme … har fyldig opulent krop, kirsebærlikør, brun farin, kanel, kardemomme og vanilje.

I munden er det også blød og cremet vintervin med opulent frugt af sorte kirsebær, kirsebærlikør, saftige blommer og hindbær. Man får også godt med frugtsødme, en blød og hyggelig syre, saftighed, godt med power og er så rund og Fru Jensen venlig. Det er en nem vin med vandkæmmet hår og stor venlighed. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens vinen koster 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7