Lad os for en stund blive i Italien, men er rykket Toscana … for næste vin er denne 2021 Asso Toscana IGT fra Brunello producenten Molino di Sant’Antimo.
Jeg har smagt Asso Toscana IGT før i årgang 2020 og den er lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot fra udvalgte Brunello vinmarker i Montalcino området.
Druerne et høstet ved optimal modenhed og vinificeringen udført efter en klassisk metode for rødvine. Vinen lagres på franske samt amerikanske barriques i mindst 12 måneder og så yderligere 3 måneder på flaske.
Så for pokker … i forhold til tidligere Chianti er der nu skruet op for de mørke og varme dufte, for nu kommer der tobak, sød lakrids, vanilje, kanel og smørristede champignon, mens frugten er kirsebær og kirsebærsauce, jordbær samt vilde skovbær.
Smagen er intens og alligevel igen lysere end duften, for vinen har denne tørre, lyse og bitre frugt med syrlige kirsebær, tranebær, ribs, granatæbler og grillet lemon, der sammen med sorte teblade giver bitterhed. Tanninerne sparker og får følgeskab af en balsamisk, ren og skinger nerve, hvilket giver et frisk og syrligt bid. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er 59,95 kr.