2023 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2023 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienLillesøsteren til den mægtige topvin Orma fra Tenuta Sette Ponti hedder Rosso di Orma og den har jeg smagt i seneste årgange og nu smager jeg så 2023’eren.

Jeg har før skrevet om det fabelagtige vinhus Tenuta Sette Ponti og denne Rosso di Orma har jeg også smagt i både årgang 2019, 2021 og 2022. Den er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese.

Druerne håndhøster Tenute Sette Ponti fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia og er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Efter druernes ankomst i vineriet, så har vinen gæret med på ståltanke med temperaturstyring og 15 dages gæring og maceration. Efter fermentering er den så lagret 9-11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt endelig på flaske.

Hvor dufter det fremragende … fadpræget er klart mere fremtrædende end hos forrige årgang, for omgående kommer der en umamiagtig aroma med nødder, nøddecreme, skovbund, chokolade, vanilje og noget fugtig skovbund. Frugten er både solbær, kirsebær, blommemarmelade, tørrede figner … har noget lækker dybde, krop og ellers  læder, violer og søde krydderier.

I munden er det en smuk og velafbalanceret vin, hvor der er masser af friskhed i frugten, der mest er kirsebær, blommer, tranebær og samtidig er der også nogle lemonagtige noter, en lys balsamisk syre og alt kommer rundt, blødt, saftigt og indsmigrende. Har samtidig en virkelig lang og energisk eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Rolland & Galarreta, Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo, Castilla-La Mancha, Spanien

2015 Rolland & Galarreta, Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo, Castilla-La Mancha, SpanienJeg har nu igen smagt vinen Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo fra  projektet Rolland & Galarreta … en ren Syrah baseret vin og jeg har først smagt den i årgang 2017, men nu er det 2015’eren.

Det er en vin, der lavet på 100% økologisk dyrket Syrah, som er fra vinmarken Finca Rosalejos, der er på 12 hektar i 670 meters højde tæt ved bjergene omkring Toledo i Castilla-La Mancha.

Syrah druerne er høstet i de tidligere morgentimer og nedkøles straks ved ankomst til vineriet. Efter en kort periode, så er gæringen og maceration sket ved 25 grader i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar over 20 timer.

Efter endt fermentering omstikkes vinen til 15 måneders lagring på 1-2 år gamle 225 og 600 liters franske egefade inden 12 måneders yderligere lagring på flaske. Der er lavet 14.777 flasker af vinen, hvor denne har nummer 1.639.

Der er sgu dyb Rolland fedme, spækket med fadnoter af sød tobak, tør engelsk og sød finsk lakrids, lakridskonfekt, røget kød, bacon, røg og flæsk, chokolade, kaffebønner, kanel og vanilje samt en kølig frugt af solbær, boysenbær og brombær.

Også i smagen er det komfortabelt, fedt og blødt, frugten er ribs, brombær og hindbær, mens syren har lidt citroner og bitter lemon. Den er cremet, dyb og intens med opulent lækkerhed, har lidt peber og bliver heller ikke for voldsom. Anderledes og lækker spansk Syrah med Rollands sød fadsmovserier. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Salcheto, La Bandita Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2020 Salcheto, La Bandita Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienJeg smagte endnu en vin fra Michele Manelli og vinhuset Salcheto og det blev deres 2020 La Bandita Nobile di Montepulciano.

Nu er det ren 100% Sangiovese og formentlig – som lillesøsteren – alene med druer fra marken La Bandita i Torrita di Siena. Gæringen er sket i ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder med 70% i store træfade og resten på tonneaux egefade. Efter aftapning modnes vinen yderligere 6 måneder i kælderen inden den frigives.

Uha en fin næse … meget umamiagtig med nødder, kastanjer, smørristede champignon, ædel mahogni- og teaktræ og samtidig noget parfumeret med blide sommerblomster og let honning. Der er frugt af søde kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, sød lakrids … virkelig lækker og dragende duft.

I munden er der godt med frisk syre … virkelig syrlig med ribs, sure kirsebær, rabarber, lemon og grape. Det er samtidig vildt tørt og alle tanninerne gnaver, bider og sætter sig bistert dybt i ganen. Den har masser af sort te samt vermouth bitterhed, smukt og veldrejet krop, så dermed 93 point.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Salcheto, La Bandita Chianti, Toscana, Italien

2023 Salcheto, La Bandita Chianti, Toscana, ItalienVinhuset Salcheto ligger syd for Montalcino by og er både azienda agricola, agriturismo og ristorante beliggende smukt i det toskanske landskab og derfra smager jeg en 2023 La Bandita Chianti.

Vinhuset er grundlagt i 1984 af Michele Manelli og oprindelig som en gård med forskellige afgrøder, men i dag er det en vingård med 60 hektar økologisk dyrkede vinmarker og en avanceret vinkælder til produktion af Vino Nobile di Montepulciano og andre vine på Sangiovese.

Vingården har sit navn Salcheto efter den lille å, som løber igennem området og huset er økologisk certificeret og arbejder så derudover efter biodynamiske principper og anvender fx miljøvenlige letvægt flasker der også mindsker Co2 aftrykket under transport.

Vingården har også implementeret mange innovationer og ikke kun miljørelateret, men også i vinfremstillingen har de skabt betegnelsen ​​OBVIUS – der betyder kun druer – og det er vine uden tilsat sulfitter.

Udover produktionen af vine, så driver driver familien også et lille Agro Turismo Bed & Breakfirst i det gamle Salcheto WineHouse fra 1200-tallet med 6 små lejligheder/værelser med navnene Nobile, Riserva, 90, 97, 2089 og Fiasco.

Denne La Bandita Chianti 2023 er der ikke mange oplysninger om, men hvis den er lavet som husets Chianti Biskero, så er det lavet på primært Sangiovese tilsat lidt Canaiolo Nero, Mammolo og Merlot … her kommer druerne formentlig blot fra vinmarken La Bandita i Torrita di Siena.

Gæringen sker i så fald på ståltanke, men vinen efter endt fermentering er lagret 4 måneder med 70% i ståltanke og resten på 300 liter amerikanske egefade. Efter aftapningen modnes vinen yderligere 3 måneder i kælderen inden den frigives.

Duftmæssigt er der krydderier … bagepulver, timian, syrlige kirsebær, hindbær, tranebær, engelsk lakrids og balsamiske noter, tørt træ, cedertræ og en smule grannåle.

Smagen er ren, frisk, syrlig, kantet og er mest syrlige kirsebær, hindbær, ribs og lemon, Der er virkelig balsamisk friskhed, en stor lemonagtig bitterhed og kalder virkelig på mad. 89 point.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske på tilbud koster 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7