Jeg smagte endnu en vin fra Michele Manelli og vinhuset Salcheto og det blev deres 2020 La Bandita Nobile di Montepulciano.
Nu er det ren 100% Sangiovese og formentlig – som lillesøsteren – alene med druer fra marken La Bandita i Torrita di Siena. Gæringen er sket i ståltanke.
Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder med 70% i store træfade og resten på tonneaux egefade. Efter aftapning modnes vinen yderligere 6 måneder i kælderen inden den frigives.
Uha en fin næse … meget umamiagtig med nødder, kastanjer, smørristede champignon, ædel mahogni- og teaktræ og samtidig noget parfumeret med blide sommerblomster og let honning. Der er frugt af søde kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, sød lakrids … virkelig lækker og dragende duft.
I munden er der godt med frisk syre … virkelig syrlig med ribs, sure kirsebær, rabarber, lemon og grape. Det er samtidig vildt tørt og alle tanninerne gnaver, bider og sætter sig bistert dybt i ganen. Den har masser af sort te samt vermouth bitterhed, smukt og veldrejet krop, så dermed 93 point.
Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 2 flasker.