Tag-arkiv: Sverige

N.V. SAV Winery, SAV 1785 Pétillant Naturel, Sverige

N.V. SAV Winery, SAV 1785 Pétillant Naturel, SverigeMousserende Pét-Nat lavet efter Methode Suédoise og så i Sverige på birkesaft. WTF? Men det er tilfældet med denne SAV 1785 Pétillant Naturel fra det lille SAV Winery.

SAV ligger lidt nord for byen Östersund midt i Sverige i et stort skovområde. Det er et forholdsvis nyt projekt, som er skabt for nogle år siden med et mål om at gøre noget unikt i vinverdenen.

De vidste, at man tidligere havde forsøgt at lave vin på birkesaft, men med temmelige dårlige resultater, så derfor skulle de gøre det anderledes. De rådførte sig med specialisten Lars Torstensson og fik ham med i projektet … og så gik de ellers i gang i big scale.

På fabrikken i Östersund kan SAV Winery producere op til 1 million flasker mousserende birkesaft … og med de ret store skove i området var der også adgang til råmaterialet birkesaft … ren og sund direkte fra naturen. Det er skovområder helt fri fra pesticider, ren uberørt natur og da en vin på birkesaft slet ikke skal tilsættes svovl, så er vinene både økologiske og veganske.

Denne SAV 1785 Pétillant Naturel er én af vinene fra det utraditionelle vinhus og den er lavet efter en metode, som de selv kalder for Methode Suédoise. Det er en blanding af Méthode Traditionelle og Méthode Ancestrale.

Før den første gæring af birkesaften er helt færdig, så flaskes vinen og der tilsættes ny gær og nyt sukker for at skabe de naturlige bobler. Vinen har 19 gram sukker pr. liter og den trækker en alkoholprocent på 11,5%. Men lad os smage saften.

En lidt mystisk duft, men også nogle klart vinøse elementer med masser af blomster, dåsepærer, men blot mere ren og syrerig, lidt trælim, virker meget frisk omend blød, sart og med klare gærede noter, svagt lidt toast endda også. Jeg fanger også lidt grønne æbler, men der også godt med små bobler i næsen, så bestemt godkendt indtil videre.

Smagen er sødere end forventet, boblerne små, bløde omend insisterende på en blid facon. Syre er der, men den bliver aldrig sådan rigtig vild, men det smager sgu godt. Det minder måske ikke ligefrem om ægte champagne, men kan klart godt forveksles med italiensk mousserende vin. Det er noget saftevandsfornemmelse over vinen … æblemost og -cider. Det er lidt synd, at sødmen er så mostet og fremtrædende.

Købt på nettet direkte fra vingården, hvor en flaske koster 119 kr. + forsendelse.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Stora Horns Vingård, Frühburgunder Fassprobe, Blekinge, Sverige

2018 Stora Horns Vingård, Frühburgunder Fassprobe, Blekinge, SverigeVi sluttede første akt med Peter Kriechel i kælderen med endnu en Frühburgunder … om end af en anden skuffe, nemlig en 2018 fadprøve fra deres joint venture på Hasselö i den svenske skærgård i Sydsverige.

Denne 2018 Frühburgunder bliver den første af slagsen fra Stora Horns Vingård … og denne er endda alene en fadprøve af vinen, så det er dermed en debut eller en lille snigpremiere.

Vinen skulle – vistnok – være gæret på ståltanke, men er lagret 12 måneder på franske barriques. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om vinen i øvrigt.

Næsen afslører, at det ikke er en Ahr Frühburgunder med Kriechels sædvanlige, syrlige og røgede lethed, men har i stedet tyk frugt, som rammer dig BAM med blommer, solbær eller noget i den retning. Det er en lidt flommefed næse med noter af tør eg.

Vinen smager faktisk godt, fed, mørk og lidt brændte noter. Der mangler letheden, syrligheden og meget andet fra Ahr, men af en svensk vin er det bestemt godkendt.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Stora Horns Vingård, Klinten Solaris, Blekinge, Sverige

2018 Stora Horns Vingård, Klinten Solaris, Blekinge, SverigeSelvom jeg gættede, at denne vin var lavet på Solaris, så havde jeg nok aldrig gættet på, at den kommer fra Sverige. Det er helt sikkert også første gang, at jeg har smagt vin fra vort nordlige broderland. Men denne 2018 Klinten Solaris kommer altså fra Kriechels joint venture projekt Stora Horns Vingård.

Projektet ligger på Hasselö … en lille ø i den svenske skærgård i Blekinge omkring 8 kilometer sydvest for Karlskrona og i det nordligste hjørne af Hasselö. Lige dér i den solrigeste del af Sverige og på øens ældste gård fra slutningen af det 18. århundrede er Mikael Larsson sammen med sønnen Johan Larsson startet at producere vin … med hjælp fra de garvede Ahr weingüter Peter og Michael Kriechel.

Indtil nu har de 1.600 vinstokke med Frühburgunder/Pinot Madelene samt 400 stokke Solaris i en meget frugtbare jord, som – alt andet lige – burde give basis for at lave god vin.

Denne 2018 Klinten Solaris er en af vinene fra Stora Horns Vingård, og det er selvfølgelig deres Solaris vin fra de 400 vinstokke, som man har med druen på Hasselö. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men den er formentlig lavet på ren stål.

Næsen er virkelig meget parfumeret, syrlig og meget speciel med noget stikkelsbær, hyldeblomst, banan, hasselnødder og svagt også lidt citrus. Det er en duft, som – hvis man har smagt Solaris flere gange – forholdsvis nemt kan genkende.

I munden har vinen godt med syre, citroner … er virkelig frisk og det smager faktisk rigtigt godt eller ganska bra, som de vil sige i Astrid Lindgren landet. Så mit første møde med svensk vin er bestemt godkendt og jeg lander lige under 4 blågule fingre.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7