Maison Vitteaut-Alberti ligger på Rue de la Buisserolle i Rully og har specialiseret sig i at lave mousserende vine som nu fx denne Non Vintage Crémant de Bourgogne Blanc Brut.
Maison Vitteaut-Alberti er grundlagt i 1951, hvor Lucien Vitteaut og hustruen Maria – hvis pigenavn var Alberti – grundlagde huset med fokus på udelukkende at lave mousserende vin.
Hos mange andre vinproducenter i Bourgogne var produktionen af Crémants de Bourgogne dengang alene en bi-produktion. Ja, faktisk var betegnelse appellationen Crémant de Bourgogne ikke oprettet, idet de mousserende vine i Bourgogne dengang alene var Vin Mousseux.
Men Lucien, hvis familie oprindeligt stammede fra Champagne, satsede i stedet udelukkende på de mousserende vin og via godt købmandsskab og god kvalitet af de mousserende vine, så afsatte Lucien vinene til en lokal kundekreds af restauranter og private købere fra Chalon-sur-Saône til Beaune og snart havde man en produktion på 18.000 flasker årligt.
År senere blev huset drevet af Luciens søn Gérard Vitteaut, som var én af fortalerne for oprettelsen af appellationen Crémant de Bourgogne, som så dagens lys i 1978.
I dag er det Gérards datter Agnès Vitteaut-Alberti som driver vinhuset. Hun er 3. generation og jurist af uddannelse. For små tyve år siden begyndte hun at arbejde i virksomheden ved siden af sit job som advokat, men i 2004 deponerede hun sin bestalling for at koncentrere sig om at drive familievirksomheden.
Hendes sans for detaljen har hun bragt med sig fra advokatkontoret, og det mærker man tydeligt i hele arbejdsgangen fra dyrkningen af egne druer til præsentationen af det færdige produkt.
Vitteaut-Alberti fremstiller af druer fra udvalgte parceller i Bourgogne, hvor de i dag ejer lidt over 22 hektar i Côte Chalonnaise, Hautes-Côtes de Beaune og Maranges. Men de fremstiller de også vine for andre producenter, som ikke har det nødvendige produktionsapparat.
De har nemlig under Agnès ledelse investeret. i et moderne produktionsanlæg, som er state-of-the-art og væsentlig mere avanceret og hygiejnisk end hos mange champagneproducenter.
Anlægget, som omfatter et utal af mindre rustfri ståltanke, gør det muligt at vinificere for mange andre producenter i området, som har opgivet at vinificere deres egen crémant, da investering i et sådant højteknologisk anlæg ikke kan forrente sig, når produktionen kun omfatter nogle tusinde flasker.
Familiens produkter får ofte medaljer og fine anmeldelser i vintidsskrifter.
Denne Crémant de Bourgogne Blanc Brut er lavet på 80% Chardonnay og 20% Aligoté fra marker i både Côte Chalonnaise og Côtes de Beaune. Den er lavet efter Methode Traditionelle og er lagret mindst 16-18 måneder efter degorgering.
Duften er virkelig flot balanceret og komponeret … godt med nødder, umamiagtige elementer og samtidig landlig med sved og mødding, aromatisk, parfumeret med en frugt af abrikos, modne æbler suppleret med en snas vaniljesødme.
Smagen er også lidt sådan … frisk og let, men samtidig med en vis sødme, der binder det godt sammen. Der er æbler, pærer, lemon og citroner … flot balanceret og dermed 91 point.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 125 kr.
Vinanmeldelse 5/7 



