For næsten præcis ét år siden smagte jeg en 2017 Crémant de Bourgogne Cuvée Origines Brut fra Parigot & Richard i Savigny-lès-Beaune. Nu smager jeg så søstervinen 2016 Crémant de Bourgogne La Sentinelle Extra Brut.
Vinen er egentlig en Non Vintage, men da degorgering er sket i marts 2020 efter hele 36 måneders lagring, så vinen må derfor være fra 2016 årgangen.
Vinen er lavet på et blend af 80% Chardonnay og 20% Aligoté, som der først er lavet en grundvin af. Herefter er så flasket og lagret med andengæring i 36 måneder inden degorgering 24/3 2020 med kun 4 gram dosage pr. liter og dermed bliver det en extra brut vin.
Lidt aggressiv på boblerne i næsen og har samme fine vildhed og sammenligning med ægte champagne, for der er masser af gær, vild ren frugt af stikkelsbær, syrlig æblemost, hyben, ristet rugbrød, meget tør lethed og meget svagt lidt karamel.
Selvom boblerne også smagsmæssigt er godt brusende i starten, så aftager bruset forholdsvis hurtigt og afslører en frisk, småbitter og syrlig vin, hvor der er godt med lemon, citroner og hyben suppleret med lidt grønne og umodne æbler med masser af syre. Det er ikke sådan ultra tørt, for man fornemmer en lille sødme, som giver god balance og lidt venlighed. Som sidst vil jeg sige, at det lige så godt kunne være champagne og smager fremragende. 91 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.