Tag-arkiv: Lisboa

2018 Casa Santos Lima, Hat Trick Tinto, Lisboa, Portugal

2018 Casa Santos Lima, Hat Trick Tinto, Lisboa, PortugalMed næste vin fortsætter vi i det portugisiske med denne lille sjove 2018 Hat Trick Tinto fra Casa Santos Lima.

Vinhuset ligger ved Quinta da Boavista i Alenquer omkring 45 kilometer nord for Lissabon og drives af Santos Lima familien.

De har drevet det familieejede vinhus i 5 generationer og laver vine i 5 regioner, nemlig Lisboa, Algarve, Alentejo, Vinho Verde aka Minho og Douro … og de har endda selv marker i næsten alle de nævnte områder og har en stor produktion, hvor 90% af vinene eksporteres til ikke mindre end 50 forskellige lande.

Casa Santos Lima er også den største producent af Vinho Regional Lisboa og ligeledes for vine under appellationen DOC Alenquer og så har de i de seneste år været en stor prisbelønnet portugisisk vingård i store nationale og internationale vinkonkurrencer.

Det var Joaquim Santos Lima, som startede vinhuset tilbage i begyndelsen af det 19. århundrede, hvor vingåden blev en stor producent og eksportør af portugisiske vine.

Det var dog barnebarnet José Luís Santos Lima Oliveira da Silva, som i 1990 relancerede Casa Santos Lima i 1990, genplantede de fleste af vinstokkene, forbedrede teknikkerne og moderniserede hele vineriet samt lagde en strategi med fokus på stor aftapning samt et tiltrækkende forhold mellem pris og kvalitet.

I 1996 begyndte Casa Santos Lima at aftappe sine egne mærker, fx brands som Quinta da Espiga, Quinta das Setencostas, Palha–Canas og nogle vine på enkeltdruer … og de opnåede straks stor succes både på nationale og internationale markeder.

De seneste år har Casa Santos Lima også lavet en stor ekspansion, hvor man har opkøbt nye ejendomme og vinmarker samt indgået partnerskaber med lokale vinavlere.

Det er således sket i regioner som Douro, Vinhos Verde aka Minho, Alentejo og Algarve for at skabe et bredere, rigere og diversificeret sortiment for at  til at imødekomme markedets efterspørgsel. Samlet ejer vinhuset i dag selv 390 hektar vinmarker.

Her smager vi en af huset mere moderne vine … Hat Trick Tinto, der er lavet på et blend af druerne Castelao, Touriga Nacional, Syrah og Cabernet Sauvignon fra Lisboa regionen. Alle druerne er høstet fra slutningen af august og frem til midten af oktober, hvor druerne er let overmodne og har efter vinificering, fadlagret 6 måneder i egetræsfade.

Duftmæssigt er det krydret og sødt, pænt sødt faktisk. Den har en virkelig tør, krydret og sød aroma, godt med søde kirsebær, syltede blommer, sød tobak, chokolade … virkelig vamset og solmoden.

I munden er det lidt samme indtryk med søde og saftige kirsebær, godt med sødme og søde krydderier. Der er spidskommen sammen med solbær, kirsebær og kogte blommer. Sødmen er stor … også lidt for meget for mig, men det er comfortvin, som mange vil elske.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr,, mens den koster 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Quinta do Lagar Novo, 5ª Lagar Novo Branco, Lisboa, Portugal

2019 Quinta do Lagar Novo, 5ª Lagar Novo Branco, Lisboa, Portugal Lyst til lidt hvidvin? Selvfølgelig og det blev løst med en 5ª Lagar Novo Branco 2019 fra vinhuset Quinta do Lagar Novo.

Vinhuset Quinta do Lagar Novo ligger i Lisboa regionen omkring 30 kilometer nord for Lissabon og købt grund i 1940’erne, hvor vinhuset blev erhvervet af Elias Gonçalves de Carvalho familien.

Den gamle Quinta do Lagar Novo gård fik sit navn i 1742, hvor vagttårnet blev bygget.  I dag drives den fortsat af Gonçalves de Carvalho familien, nemlig af 2. og 3. generation i form af Luís Elias Gonçalves de Carvalho samt børnene Tiago, João og Helena.

Quinta do Lagar Novo har indtil 2005 alene dyrket spisedruer, men det ændrede Luís og laver nu vine fra familiens i 5 hektar vinmarker med druesorterne Chardonnay, Viognier, Arinto og Marsanne.

Og denne 5ª Lagar Novo Branco er netop lavet som et blend af disse 4 druesorter Chardonnay, Viognier, Arinto og Marsanne, som er fra 15 år gamle vinstokke plantet i leret kalkstensjord.

Efter høsten er druerne afstilket, hvor de ligger i kold præ-maceration i 48 timer inden presning og så gæring ved 13-15 grader i rustfrie stålkar alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen blot lagret en kort periode i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi blød, rund og blid frugt, sådan lidt melede æbler, pærer og melon, lidt sandeltræ, spidskommen, måske svagt en smule grillet lemon, bagepulver … og alt sammen pænt afdæmpet, sagte, roligt og uden pral.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, men her er smagene dog langt stærkere med en rustik, fyldig, småfed med tropisk frugt i form af mango, grillet lemon, kvæde, abrikosmarmelade og en fed bitter grape. Det giver vinen en lidt cremet og olieret fornemmelse.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 9,46€ … svarende til 70 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 76,75€ eller 572 kr., svarende til 95 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Parras Vinhos, Ruelas Reserva Red, Lisboa, Portugal

2019 Parras Vinhos, Ruelas Reserva Red, Lissabon, PortugalResten af eftermiddagen ved den portugisiske vinsmagning blev med rødevine … hvor den første blev en Ruelas Reserva Red 2019 fra Parras Vinhos.

Parras Vinhos er grundlagt i 2010 af Luís Vieira og vinhuset holder til i Alcobaça, hvor man også har deres store tapperi  Goanvi Bottling.

Luís Vieiras far og bedstefar var også vinavlere, så Luís er vokset op med vin og var også nær druknet i en stor vintank, da han var 5 år, men blev reddet af en af bedstefarens samarbejdspartnere. Men det har ikke afholdt Luís Vieira fra at blive stor vinproducent.

Allerede i 1998 startede Luís Vieira med begyndte at opbygge det, der nu er Parras Vinhos koncernen ved opkøb af druer og salg af vine bulk, men allerede året efter opkøbte han også sin første helt egen vingård Quinta do Gradils i Lisboa, mere præcist i Vilar ved Cadaval med 120 hektar vinmarker.

I dag har Luís Vieira fået opbygget en større vinkoncern, der bl.a. omfatter en stor fabrik for flaskning af vine … Goanvi Bottling, der ligger i en gammel fajancefabrik. Der kan man tappe tusindevis af liter vin dagligt med to kæmpe tappelinjer. Der tappes vine, som laves fra opkøbte druer og druer fra egne marker, men derudover tappes også for et lille antal private labels og store vinfirmaer.

Parras Vinhos har primært deres egne vinmarker i Lissabon vinregionen, men de har i 2014 også købt 2 vinhuse mere, nemlig Herdade da Candeeira med 70 hektar vinmarker og Herdade da Vigia med 140 hektar vinmarker i Alentejo.

Ud over egne vinmarker i Lissabon og Alentejo regionen, så er koncernen også begyndt at producere en række vine fra andre regioner i landet gennem partnerskaber med lokale vinavlere, så i dag kan vinhuset levere vine fra regionerne Douro, Vinhos Verde, Dão, Lissabon, Tejo og Alentejo.

På Parras Vinhos’ hjemmeside har jeg optalt ikke mindre end 104 forskellige vine … og én af disse er altså denne Ruelas Reserva Red, der er lavet på 30% Tinta Roriz, 30% Touriga Nacional samt 20% Syrah. Vinen er lavet med fermentering i rustfri stålbeholdere, efterfulgt af en kort lagring på egefade.

Hold da op … sikke en sjov og blomstret duft, nærmest parfumeret med varm, småspicy blomsterpollen, krydderier, mørk frugt og en halv pibe våd tobak.

I munden er der pænt med sødme … også en kende for meget for jeres følsomme vinblogger. Men det gør selvfølgelig vinen meget let drikkelig, hvilket forstærkes af en fin lethed samt friskhed med saftig frugt, der minder lidt om optøede brombær og hindbær fra fryseren suppleret med kanel og vanilje fra fadene … men sgu for sød.

Ikke fundet herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Vale da Capucha, Fossil, Lisboa, Portugal

2013 Vale da Capucha, Fossil, Lissabon, PortugalMer’ portugisisk hvidvin, denne gang den økologiske Fossil fra den unge vinmager Pedro Marques og hans vinhus Vale da Capucha … som holder til på familiens vingård Quinta de S. José, der ligger ved byen Carvalhal i Torres Vedras tæt på Lissabon.

Pedro Marques er 5. generation af vinavlere og grundlagde Vale da Capucha med produktion af egne vine i 2009. Men modsat de tidligere generationer, så har Pedro siden overtagelsen satset på kvalitet frem for kvantitet fra familiens 13 hektar vinmarker.

Vinmarkerne ligger knap 8 kilometer fra havet og undergrunden er præget af kalksten, ler og havaflejringer med kridt og fossiler. Derfor  er logoet for Vale da Capucha også et fossil … og det er også navnet på lige præcis denne vin.

Pedro dyrker alle marker fuldstændig økologisk og dyrker primært druesorterne Arinto, Fernão Pires, Alvarinho og Gouveio. Der anvendes heller ingen tilsætningsstoffer i vinene … hverken gær eller enzymer, men alene en smule svovl.

Denne Branco … Fossil er lavet på lokale druer, nemlig 40% Arinto, 20% Gouveio og 40% Fernão Pires. Selvom Pedro satser på kvalitet frem for kvantitet, så ligger udbyttet alligevel på hele 75 hektoliter pr. hektar. Druerne høstes alene i de køligste timer på dagen for at sikre bedst mulig friskhed.

Druerne presses blidt og afkøles derefter til 4 grader. Derefter fermenteres vinen i rustfrie ståltanke og ligger på bærmen ved en temperatur på mellem 15 og 18 grader. Vinen indeholder alene 2,8 gram sukker pr. liter. Ingen klarering eller filtrering.

Næsen virker umiddelbart lidt lukket, men der er en herlig fedme … som næsten er helt chardonnay’sk i udtrykket og den virker samtidig langt mere kompleks end foregående vine. Der er sødme, god krop, let citron, grønne asparges og derudover lidt blomstereng samt snert af mineraler. Smagen er også fed, cremet … uden dog at tabe en umiddelbar friskhed. Der er nærmest lidt salt, en smule peber, mineraler, god dybde og god balance.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 119 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7