Så for pokker … sikke en lille, sexet og lækker bandit. Bare navnet Bonomo Sexaginta Custoza Superiore kan næsten frembringe fugt … øhhh savl i mundkrogene. Vinen – jeg er oppe at ringe over – kommer fra vinhuset Monte del Frà, der ligger vest for byen Sommacampagna i Custoza området omkring 20 kilometer syd for Gardasøen i Veneto.
Selv den lille, buttede flaske med Monte del Fràs eget logo præget i flasken stritter af vellyst med en orangefarvet etiket, der hæver blodtrykket hos selv den mest afholdende, bornerte Santa Maria della Scala munk i cølibat … Bonomo Sexaginta Custoza Superiore.
Monte del Frà er grundlagt i 1958, men der har været dyrket vin på stedet i hvert fald helt tilbage til 1492, hvor netop munke i Santa Maria della Scala ordenen i Verona ejede stedet og lejede det ud til forskellige vinproducerende familier.
Dengang var markerne opdelt i små parceller, og lejen for de forskellige familier skulle altid betales til klosteret i Verona den 29. september på Mikkelsdag … helligdagen til ære for ærkeenglen Mikael.
Lejen bestod af 2 tønder med blå druer samt 6 favne grøntsager. Og historien med de gamle Santa Maria della Scala munke er formentlig også årsagen til, at vinhuset hedder Monte del Frà … der frit oversat betyder munkenes bjerg.
Senere lå munkene faktisk i krig med de forskellige familier omkring ejerskabet af markerne, men det ophørte i 1805, hvor Napoleon Bonaparte eksproprierede alle kirkelig besiddelser, som blev solgt på auktion … og det gjaldt også for Monte del Frà.
I dag ejes Monte del Frà af Bonomo familien, som samlet ejer mere end 140 hektar vinmarker i Bardolino, Lugana og Valpolicella … og seneste køb var vingården Tenuta Lena di Mezzo i hjertet af Valpolicella Classico.
Samlet ejer Bonomo markerne Tenuta Lena di Mezzo, Monte del Frà marken, Ca’ del Magro, Mascarpine, Grottino, Staffalo, Colombara og Monte Fitti. Men udover druerne fra deres egne marker, så har de også lejet en del marker.
Det er i dag brødrene Eligio og Claudio Bonomo, som ejer og driver foretagendet, men de får hjælp af næste generation i form af Marcia Bonomo. Det er den smukke kvinde, som I kan se på billedet ovenover og hun begynder langsomt at overtage driften.
Nå, men lad os kigge nærmere på denne Bonomo Sexaginta Custoza Superiore, som er en vin under appellationen DOC Custoza og lavet som en nummereret jubilæumsvin udgivet i anledning af vinhusets 60 års fødselsdag.
Det er husets absolutte Custoza topvin … og vi siger selvfølgelig ikke noget om, at Sexaginta blot betyder 60 og ikke refererer til vore – med rette – fantasier om, at denne vin kan gøre for én.
Der er lavet 6.800 flasker af vinen, dette er flaske nummer 549 og den er lavet på en skøn sammenblanding af klassiske Custoza druer, nemlig 40% Garganega, 15% Trebbiano Toscana, 20% Cortese, 15% Pinot Blanc og 10% Riesling.
Hver druesort vinificeres separat og de tidligt høstede Cortese, Pinot Blanc og Riesling druer tilfører vinen friskhed, mens Garganega og Tebbiano Toscana druerne er høstet meget sent, således de når at tørre på vinstokkene og dermed giver vinen både fedme og kompleksitet.
De sent høstede druer har gæret i barriques og tonneaux af eg og akacie. Efter endt gæring har vinen ligget på gærresterne i 12 måneder og der er foretaget regelmæssig omrøring i vinen inden flaskning og yderligere 6 måneders lagring.
Og for satan en lækker aroma … det er petroleum, fiskekutter nr. 34 med god brise af bunkerolie med en aromatisk inderlighed, fersken, lakrids, anis, blomster, tørhed, røg, fade og vanilje. Det dufter helt vildt, for petroleum og benzin leder dine tanker mod Riesling, men fedmen, de eksotiske frugter, vaniljen og fadene leder dig et helt andet sted. WAUW.
I munden er det bestemt ikke Riesling, for smagen er ganske cremet, rund og nærmest olieret i smagen. Der er smørnoter, fed og rund frugt, men alligevel har vinen en behagelig lethed med et lille bid af grillet citron i enden. Virkelig lækker, lækker vin … og både en doktor Jekyll og mister Hyde. Skrækindjagende godt. Vi hoster op med 5½ fede tommelfingre … og faktisk tæt på 6 af slagsen.
Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 269 kr., men køber du 3 flasker – og det vil være svært andet – er prisen 10% lavere, nemlig 242,10 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7