Tag-arkiv: Catalonien

2014 Celler Dosterras, Vermell, Catalonien, Spanien

2014 Dosterras, Vermell, Catalonien, SpanienCeller Dosterras ligger lidt øst for Marçà i Tarragona, hvilket er under appellationen Montsant i Catalonien. Og der er derfra, at vi nu smager vinen Vermell.

Historien om Dosterras startede dog et helt andet sted, nemlig i Mexico, hvor Ibarra familien i 2004 grundlagde vingården Santa Rosa Xajay i byen af samme navn tæt ved Tequisquiapan i Queretaro regionen. Dermed fulgte de i fodsporet på familiens patriak og bedstefar Francisco Ibarra, men produktionen var dog beskeden med 6.000 flasker vin årligt.

I 2012 besluttede det ældste barnebarn Fernando Grajales Ibarra sig for, at han ville flytte til Spanien og lave vin i den prestigefyldte vinregion Priorat. I 2013 købte han dog vinhuset Dosterras i det lidt mindre prestigefyldte Montsant område. Dosterras havde siden 2003 været ejet og drevet af vinmageren Josep Grau.

Vingården har samlet 22 hektar vinmarker fordelt på 15 forskellige parceller med jord, der er rig på mineraler, bl.a. ler, kalksten, granit og den sjældne Licorella skifer, som man også finder i speciel Priorat.

Denne 2014 Vermell er lavet på et mix 40% Grenache, 20% Syrah, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Carignan og 10% Ull de Llebre aka Tempranillo, Vinen er lavet i store betontanke med gæring samt maceration over 15 dage, hvorefter vinen er lagret på 300 liter egefade i 12 måneder.

Hold nu op … sikke en biofætter eller i hvert fald har den en meget landlig og blomsterrig duft, nærmest som en blomstermark, hvor der lige er kørt møg ud. Det er svedig brunst, men på en spændende, vild, farlig og tiltrækkende måde, selvom enkelte nok vil blive skræmt en smule. Frugten dufter moden, sådan kirsebær, hyben, tør cedertræ, vanilje, grønne urter, salvie … og alt meget let, modent, lyst og friskfyrsagtig indbydende.

Med lidt luft i glasset aftager de landlige aromaer en smule og så lukkes der i stedet op for slikbutikken med en kæk lille sødme blandt den modne, lyse frugt og grønne elementer.

Meget fin smag … forsigtig, fin og med god balance. Det er ikke en vin, som eksploderer, men i stedet lige så stille kommer rullende med moden, lys frugt og smuk balance henover tungen. Der er meget bløde tanniner, let peber, men først og fremmest dejlig lys frugt, modenhed, balance  … lidt en overraskelse.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster beskedne 75 kr. ved køb af 6 flasker … og det er et vildt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Cellers Can Blau, Can Blau, Montsant, Spanien

2017 Cellers Can Blau, Can Blau, Montsant, SpanienDen næste vin fra trekløveret fra Cellers Can Blau er den vin, som de kalder Can Blau, der som forrige er lavet på samme druer, men i et lidt anderledes mix.

Can Blau er lavet på  40% Cariñena, 40% Syrah og 20% Garnacha, hvor de sidstnævnte vinstokke står i skiferholdig jord.

Cariñena stokkene i lerholdig jord og Syrah stokkene i jord med mange kalksten. Vinstokkene er vel mellem 25-40 år gamle og er plantet i 600 meters højde. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 25 grader over 20 dage.

Derefter har vinen gennemgået en malolaktisk gæring og så er vinen lagret 12 måneder i franske egetræsfade.

Næsen er her klart mere interessant, kompleks og dybere … har simpelthen mere bundtræk og samtidig elegance. Den kølige stil går her igen, bare langt mere kølig og flæsket. Frugten er fortsat blåbær, men mere ren, direkte og balanceret, fadpræget også langt større med både lidt toast, brændte elementer, kakao, mælkechokolade, men sammenlagt slet ikke med samme skarpe kanter som Blau.

Samme forskel er også tydelig i smagen, her hænger tingene simpelthen bare bedre sammen. Det stikker ikke, balancen er langt bedre, tanninerne mere tydelige og mere rene, igen meget ren frugt, mere fokuseret og uden peberbid på tungen, men fortsat med en lille krydret note og sådan mere venlig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Cellers Can Blau, Blau, Montsant, Spanien

2018 Cellers Can Blau, Blau, Montsant, SpanienFra Juan Gil Bodegas Familiares vinhus Cellers Can Blau smager jeres flittige vinblogger nu alle vinene i streg. Den opgave er nu til at løse, da Cellers Can Blau alene laver 3 forskellige vine og jeg starter med entrylevel vinen, der bare hedder Blau.

Juan Gil Bodegas Familiares har jeg skrevet om nogle gange før. Det er et familiedrevet vinhus, der – som navnet indikerer – er drevet af Gil familien. De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil.

Siden 1999 har familien startet en målrettet ekspansion, og siden 2002 også opkøbt flere vinhuse, således Gil familien i dag ejer 9 vinhuse/vinerier i 11 appellationer og ejer eller kontrollerer nu omkring 1.766 hektar vinmarker ved deres vinhuse.

Det er nemlig Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Atalaya i Almansa, Bodegas Tridente i Castilla y León, Juan Gil og El Nino i Jumilla og så Can Blau i Montsant.

Det er i dag brødre Miguel og Ángel Gil, som i 4. generation af Gil familien driver det store foretagende, som årligt producerer over 8 millioner flasker vin. De to brødre får dog også hjælp fra deres nevø Juan Gil Costa.

Cellers Can Blau grundlagde Gil familien i 2003 og er dermed et af de ældste projekter i familiens store ekspansion. Vingården ligger i El Molar under appellationen D.O. Montsant i Catalonien. Der har man samlet 35 hektar vinmarker med over 40 år gamle vinstokke, som primært er Cariñena, Mazuelo og Grenache.

Vinproduktionen på Cellers Can Blau er lagt i hænderne på vinmageren Nuria López Sarroca, som laver de 3 forskellige vine, som jeres flittige vinblogger nu smager; Blau, Can Blau og Mas de Can Blau. Og vi starter med Blau.

Blau er lavet på 50% Cariñena aka Carignan, 25% Syrah og 25% Garnacha aka Grenache. Carinena stokkene er plantet i lerholdig jord og Syrah stokkene er plantet i jord med masser af kalksten.

Vinstokkene er mellem 25-40 år gamle og er plantet i 600 meters højde og vinen er lavet meget traditionelt og har fadlagret omkring 4 måneder i franske egetræsfade.

Næsen er pænt solmoden med blåbær, solbær, blommer, men slet ikke så fuldfed, som jeg havde forventet. Der er også krydderier, men de er ikke tunge … faktisk langt mere lette og stilen en kende til den kølige og mineralske side. Der er klart også et lille præg for fadene, men samlet er aromaerne også lidt rustikke og ikke sådan vildt komplekse.

Smagen er tør, stærk og noget krydret … alkoholen brænder lidt og Syrah druerne har også afgivet godt med peber. Det er dermed vin, som kræver en ordentlig bøf eller en ordentlig mand. Tanninerne er der, men det er ikke dem, som lægger dig ned. Vinen har også godt med frugt, tranebær, bitre kirsebær, vild og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Celler Abadal, Estate Wine Abadal 3.9, Catalonien, Spanien

2015 Celler Abadal, Estate Wine Abadal 3.9, Catalonien, SpanienI appellationen D.O. Pla de Bages i Catalonien finder vi lidt øst for den lille by Santa Maria Horta de Avinyó vinhuset Celler Abadal og derfra smager vi intet mindre end én af deres topvine Estate Wine Abadal 3.9.

Vi er omkring 50 kilometer stik nord for Barcelona, hvor man på den gamle vingård kaldet Masia Roqueta har lavet vin i over 900 år. For siden 1199 har familien Roqueta nemlig lavet vin på den gamle vingård og været involveret i udvikling af vinområdet, bl.a. var det vinmageren Ramon Roqueta, som i begyndelsen af 1900-tallet blev én af forgangsmændene i udvidelse af vinproduktionen og markedsføring af vinene fra området, som senere blev til appellationen D.O. Pla de Bages.

Masia Roqueta er den ældste vingård i området, men Roqueta ejer udover Celler Abadal også andre vinhuse i D.O. Pla de Bages som fx Lafou Celler, Crinroka og Ramon Roqueta.

Selve Celler Abadal er grundlagt i 1983 af Valentí Roqueta, som de oprindelig kaldte vinhuset Bodegas Masies d’Avinyó … hvilket nu er ændret til Celler Abadal … eller Bodegas Abadal.

Huset har 127 hektar vinmarker omkring Horta de Avinyó … et område rig på store egeskove med egetræer og marker med vilde krydderurter som timian, rosmarin og oregano. Fra markerne er der er flot udsigt over bjergkæde Montserrat mod syd ved Parque Natural de la Muntanya de Montserrat.

På markerne dyrker Valentí primært Macabeo, Chardonnay og den lokale Picapoll samt de røde druer Grenache, Merlot og Cabernet Sauvignon. Valentí laver vinene sammen med husets ønolog og vinmager Miquel Palau,

Denne Estate Wine Abadal 3.9 har sit navn efter marken, hvorfra druerne kommer … zone 3 og parcel nr. 9 med undergrund af rød ler og kalksten samt 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på et blend af 85% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah , som høstes manuelt og vinificeret separat.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 6 forskellige barriques, heraf 70% franske og 30% amerikanske, med 3 forskellige toastniveauer og derefter yderligere 12 måneder på flaske.

Duftmæssigt virker vinen en smule gæret, sød og animalsk, der er masser af blæk, boysenbær, sorte kirsebær, blommer, solbær, endda også lidt dadler, lakridsrod, mentol, eukalyptus og ganske let lidt blomster.

Smagen er blød og rund, jord, gode og runde tanniner, solbær, skovbund og jord, pæn tørhed og en snert peber. fin dybde og måske også lige en snert af nogle salte mineraler.

Forhandles flere steder, bl.a. BilligVine, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas y Viñedos del Jalón, Las Pizarras Fabla Garnacha, Catalonien, Spanien

2016 Bodegas y Viñedos del Jalón, Las Pizarras Fabla Garnacha, Catalonien, SpanienMed næste vin fortsætter vi i Catalonien, blot i appellationen DO Calatayud. I byen Maluenda tæt på floden Jiloca finder vi nemlig det lille kooperativ Bodegas y Viñedos del Jalón, som står bag denne Las Pizarras Fabla Garnacha.

Bodegas y Viñedos del Jalón de Calatayud er grundlagt tilbage i 1999 og er egentlig ikke et egentligt kooperativt, men nok mere en sammenslutning, da det kun består af 3 tilhørende medlemmer, nemlig vinhusene Bodega San Isidro i Maluenda, Bodega San Fabián i Mara samt  Bodega Virgen del Mar & Cuesta i Munébrega.

Projektet blev støttet af fore finansielle institutter samt I.A.F aka Aragonese Development Institute Aragon, da prjektets formål var at fremme og udvikle dyrkning, vinproduktion og salg af vine fra Calatayud appellationen.

Og det gør Bodegas y Viñedos del Jalón med deres samlede 650 hektar vinmarker, som udgør omkring 20% af alle markerne i hele Denominación de Calatayud … endda fordelt i 34 af de 67 kommuner i hele appellationen.

Det betyder også, at vinhuset fremstiller mange forskellige vine i mange serier, bl.a. serien Las Pizarras Collection, hvorfra vi smager denne Fabla Garnacha. Det er 100% ren Grenache lavet på rustfrie ståltanke med en kold maceration inden gæringen, som sker ved 25-28 grader over 20 dage. Derefter er vinen lagret 4 måneder på franske egefade.

Næsen byder først på lidt mentol efterfulgt af dyb mørk frugt, kirsebær, svesker, jordbær, lidt eukalyptus, balsamico, kakao, nogle søde noter, lidt mineraler, men samtidig også lidt til den neutrale side.

I munden er der lidt fløjlscremet smag, men vinen er samtidig meget tør, noget kantet og frugten er langt mere syrlig end næsen egentlig synes at love. Der er granatæbler, tranebær, kanel, mandler, lakrids, nelliker samt nogen bitterhed.

Jeg har ikke fundet vinen herhjemme, men på vingården kosten en flaske 8€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Celler Carles Andreu, Trepat Novell, Catalonien, Spanien

2018 Celler Carles Andreu, Trepat Novell, Catalonien, SpanienI appellationen Conca de Barberà i Catalonien finder vi i byen Pita 30 kilometer nord for havnebyen Tarragona finder vi vinhuset Celler Carles Andreu, hvorfra vi smager denne 2018 Trepat Novell.

Vingården drives af Carles Andreu, hvis familie har drevet vingården siden 1781, hvor de købte den af Celdoni de Forès. Siden har de udvider med køb af yderligere marker, således de i dag ejer 60 hektar, hvor de dyrker de 3 lokale druer Macabeo, Parellada og Trepat.

Familien var oprindelig en del af det lokale kooperativ, men for omkring 20 år siden fik Carles Andreu sin far til at trække nogle af deres marker ud af kooperativet. I dag laver Carles så sine egne vine fra omkring halvdelen af markerne, men leverer så fortsat den anden halvdel til kooperativet.

Familiens vinmarker ligger spredt mellem kommunerne Pira, Forès, Sarral, Solivella, Barberà de la Conca og Montblanc. Og fra druerne laver Carles både en række hvidvine, rødvine samt lidt cava, som laves i vinhusets nye og moderne vineri, som er bygget i 2004 på Calle San Sebastián de Pira, hvor de også har udgravet underjordiske huler til lagring af vinene.

Denne Trepat Novell er lavet på den lokale drue Trepat, som vel egentlig er ukendt for de fleste af os. Den findes netop primært i appellationerne DO Conca de Barberà og DO Costers del Segre i Catalonien. Ampelografer mener, at Trepat sandsynligvis stammer oprindelig på den nordøstlige iberiske halvø.

Druen anvendes hovedsageligt til rosévine, men her er druen så anvendt til en lille rødvin, som er vinificeret efter maceración carbónica aka macération carbonique metoden.

Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring. Jeg kan ikke se, hvordan eller hvor lang tid, som vinen er lagret.

Næsen er virkelig landlig og bondsk … vi snakker saftig bio bio, møg, mødding og vitterlig lort under støvlerne. Hold nu kæft. Der er også ler, brunkager, jernagtige og æteriske grønne urter … har måske lidt en næse som beaujolais, Kongen af Danmark bolsjer, altheabolsjer, jordbær, hindbær, appelsiner, nelliker og en regnvejrsdag. Med mere tid og luft i glasset bliver de skarpe animalske aromaer dog noget blidere.

Men vinen smager ikke af bolsjer eller syrlige drops, men er virkelig karakterfuld. Vi er i det lette afdeling og vinen har en fin grøn, urtet syrlighed, som måske kan minde om lidt Jura. Det er klart en meget frisk, kantet og ustyrlig unge … en let og småsur utilpasset knægt.

Ingen forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen 7,95€ … svarende til 59 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Edetària, Via Edetana, Catalonien, Spanien

2017 Edetària, Via Edetana, Katalonien, SpanienNæste vin er en 2017 Via Edetana, som kommer fra vinhuset Edetària, der ligger i Gandesa i appellationen Terra Alta … én af de allerstørste appellationer i vinregionen Catalonien.

Vinhuset drives af Joan Àngel Lliberia, som oprindeligt er uddannet landbrugsingeniør, men tog efterfølgende en Master of Science indenfor Wine Management og arbejdede mange år indenfor vinbranchen i Frankrig. Herefter flyttede han tilbage til Catalunya, hvor han fortsatte sin karriere i vinbranchen og senere i store multinationale selskaber.

Men hele tiden havde han drømmen om en dag, at vende tilbage til sin families vingård, hvor bedstefaderen Llorens havde arbejdet med vin og efterfølgende hans forældre Pepita og Angel. Og det har han nu gjort med etableringen vin vinhuset Edetària … opkaldt efter en gammel, historisk rute langs floden Ebro mellem de to byer Tarraco og Tortosa … en rute der går lige igennem Joan Àngel Lliberias vinmarker.

Edetària har samlet 60 hektar vinmarker, som ligger i dalen kendt som La Plana de Gandesa. Her består jorden af sandsten og kalksten, der ligger i de små klitter og bakker, som giver landskabet sit særprægede udseende.

Klimaet i denne dal er præget af milde temperaturer samt en begrænset og uregelmæssig nedbør. Og vinstokkene på husets marker er nogle steder over 60 år gamle, mens resten er mellem 25-40 år gamle … og der laves alene vin ud fra egne vinmarker, således man kan kontrollere hele processen fra start til slut.

På markerne dyrker vinhuset de røde druetyper Cabernet Sauvignon, Merlot. Syrah og Garnacha Peluda, som danner grundlag for vinhusets rødvinsproduktion. De grønne druetyper Garnacha Blanca og Macabeu udgør derimod grundlaget for Edetárias hvidvine.

Joan Ángels filosofi er klar … elegance frem for power og frugtige vine uden overdrevent brug af fad. Derfor arbejdes der benhårdt i marken med manuel høst, lave høstudbytter og en ekstrem sortering af druerne – både i forbindelse med høsten og senere ved ankomsten til vineriet, hvor druerne desuden afkøles.

Denne Via Edetana er lavet på 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Cariñena aka Carignan fra 25-40 år gamle vinstokke.  Hver druesort vinificeres hver for sig og lagres i 12 måneder på 300 liters brugte, franske egetræsfade, før man til sidst laver det endelige blend.

Saftig, mørk næse … vild lækker dybde, mørksorte kirsebær, lidt amaretto kirsebær, blommer, tør lakrids, blæk, grafit, mentol og så et bundt søde krydderier. Det er godt med velduft, mørk, masser af træ, våde fade, let kanel og streng syre.

Egentlig en meget fyldig, saftig og læskende vin med et godt, kraftigt bid. Syren er ikke så vild … mere flad og medgørlig på en nærmest venlig, rar men lidt bestemt facon. Tanninerne mærkes klart og får følgeskab af lidt tør bitterhed, mandler og syrlig frugt. Houlberg elsker sgu vinen med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Catalonien, Spanien

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Katalonien, SpanienDe fleste af Spaniens mange Cavahuse ligger i enten Penedès eller Tarragona i Catalonien. De Muller, som står bag denne Mas de Valls Brut ligger et par kilometer syd for byen Reus i netop Tarragona.

Vinhuset De Muller er grundlagt tilbage i 1851 af Sr. Auguste de Muller og Ruinart de Brimont, som kom fra en familie af vinavlere i Alsace. De så et stort potentiale i Tarragona området og slog sig ned der. Igennem 4 generationer var cavahuset ejet af De Muller familien og blev et velkendt hus i området.

Siden 1995 har De Muller imidlertid været ejet af Martorell familien, som er catalanske forretningsmænd, der har videreført husets traditioner og løbende også udvidet med køb af yderligere vinhuse og marker.

Martorell familien har bl.a. flyttet vinhuset til dens nuværende faciliteter i ejendommen, som er kendt som Mas de Valls i Reus, hvor de har moderne udstyr med rustfrie ståltanke, fade og tønder samt en kapacitet på 4.000.000 liter vin.

Ved Reus har De Muller i dag omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker hvide sorter som Macabeo, Muscat, Sauvignon Blanc, Grenache Bland og Chardonnay samt de røde sorter Merlot, Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Grenache og Pinot Noir.

Derudover har Martorell også købt vinhuset Mas de les Pusses med 34 hektar vinmarker samt det gamle vinhus Cochs i Reus.

Samlet har De Muller i dag vinmarker på ejendommene Mas de Valls, Mas Fontana, Finca Pebesa, Mas de Mata, Partida Vilabella, Mas del Cogoll, Mas de Barberà, Finca de la Secuita, Finca del Milà og Mas de les Pusses.

Nå, men her smager vi altså De Mullers non vintage Mas de Valls Brut, som er lavet på 50% Chardonnay, mens den anden halvdel består af druerne Macabeo og Parellada … og alle druerne kommer fra markerne omkring Mas de Valls.

Hver druesort vinificeres separat og den første gæring sker i store rustfrie ståltanke ved 16-18 grader i 10 dage, hvorefter blendet stikkes sammen. Andengæring sker helt efter den traditionelle metode, altså i flasken 15-16 måneder i husets kælder.

Duftmæssigt er her masser af nødder, pærer, fersken, tørrede abrikoser, brunet smør, en herlig landlig aromo … næsten lidt ged eller gedestald, en smule parfumeret og varm i udtrykket.

Smagen er også fersken, abrikos og gule æbler, men der er ikke så megen syre, og boblerne også mere diffuse og forsvinder meget hurtigt, hvilket giver vinen et lidt varmt og modent udtryk. Der mangler klart mere syre og mere spark i boblerne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 87,50 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2010 Bodegas Puiggròs, Signes, Catalonien, Spanien

2010 Bodegas Puiggròs, Signes, Cataluña, SpanienVin er livets vand … og fruen med følge (det er mig) var åbenbart tørstige på livet, så den spanske Bierzo vin fik lørdag følgeskab af endnu en spanioler, nemlig vinen Signes fra vinhuset Bodegas Puiggròs. Importøren kalder selv vinen for en spansk Barolo … og det skal vi selvfølgelig undersøge nærmere.

Bodegas Puiggròs ligger i den lille by Òdena, vel omkring 30 kilometer nordvest for Barcelona. Det er i Katalonien, men ikke i en af de mere kendte appellationer som fx Montsant, Penedès eller Priorat, men derimod under appellationen DO Cataluña eller DO Catalunya, som man kalder det lokalt på catalansk.

Appellationen er forholdsvis ny, etableret i 1999 og de første vine under DO Cataluña kom omkring år 2000. Man kan betragte DO Cataluña som den regionale DO, der dækker alle allerede eksisterende DO-områder (uden at dette medfører, at disse DO’er forsvinder) og tilhørende kommuner i Katalonien.

Appellationen er skabt for at støtte de over 200 vingårde, som producerer kvalitetsvine, men ikke er omfattet af de eksisterende DO’er.

Det er således et stort område, og der dyrkes også mange forskellige druer, typisk røde druer som Ull de Llebre, Aragonés, Monastrell, Mazuelo, Bobal, Garró, Sumoll, Merlot, Pinot Noir, Syrah, Cabernet Sauvignon og Samsó samt de hvide sorter Parellada, Pansá Blanca, Viura, Subirat Parent, Chardonnay, Picapoll, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc, Moscatel, Garnacha og Müller Thurgau.

Bodegas Puiggròs er grundlagt tilbage i 1843, hvor familien Puiggròs producerede vin på deres vingård Cal Pau Palomas i Òdena, men vinene blev aldrig solgt videre. Det skete først i 2008, hvor vinmarkerne blev genoprettet og vingården restaureret. Det blev den reelle start på vingården, som man samtidig kaldte Bodegas Puiggròs.

Og de var de to fætre Josep og Vicens Puiggròs, som fik vingården op at køre og i dag driver bodegaen med dens omkring 18 hektar vinmarker, som ligger i 450-650 meters højde. Der dyrker de sorterne Carignan, Grenache Blanc, Grenache og Sumoll. Og mange af vinstokkene er over 60 år gamle og giver basis for virkelig spændende vine. Jordbunden i dette område er primært ler og kalksten. Fætrene producerer omkring 20.000 flasker vin hvert år.

Hos Bodegas Puiggròs er kvalitet i højsædet og hele fremstillingsprocessen overvåges nøje. Druer høstes i hånden og transporteres i kasser a 20 kg til sorteringsbordet hvor der sorteres manuelt for at sikre, at kun de allerbedste druer bliver anvendt til fremstillingen af vin. Druerne fra hver enkelt mark behandles seperat og vinene lagres 12 -18 måneder på franske 300 liters egefade. Vingårdens rustfrie ståltanke har en kapacitet mellem 1.400-3.000 liter og er udstyret med moderne temperaturkontrol, kølings- og varmeanlæg.

Og denne vin Signes fra Bodegas Puiggròs er en Grenache baseret fætter, lavet på Grenache og Sumoll, men fordelingen kender jeg ikke. Sumoll er jeg ikke tidligere stødt på, så den skal vi også lige kigge nærmere på. Sumoll er en sort druesort, selv om der også findes en hvid udgave. Den er en forholdsvis lang og stor drue, som stammer fra Penedès området i Katalonien.

Navnet Sumoll er relateret til det lokale slang af ordet sumollar, som betyder modning. Druen har tidligere været meget udbredt i området, men er efter 1986 massivt blevet erstattet af mere internationale druer, og der er i dag alene omkring 100 hektar tilbage med Sumoll, som giver vine med let ruhed, som dog forsvinder med alder.

I de senere år er flere mindre vinproducenter fået øjnene op for druen, bl.a. netop Josep Puiggròs, som endda har skrevet en lang afhandling til Institució Catalana d’Estudis Agraris (ICEA) om druen. Den har titlen Docomentació Històrica deæ Sumoll-Sumoi. Og Sumoll er derfor én af de druer, som Bodegas Puiggròs virkelig forsøger at bevare og anvende i deres vine.

Men en form for en spansk Barolo? Hmmm, det må vi vist kigge nærmere på. Første overraskelse er, at vinen i glasset slet ikke er mørk, kraftig og tæt … som man måske kunne forvente af en Grenache baseret vin. Farven er derimod sådan nærmest medium transparent, bestemt til den lysere side.

Næsen starter med lidt mentol, krydderier efterfulgt af lidt ribs, hindbær, egetræ, toastbrød, svag vanilje og en lidt svagt peberet syre, som pirrer dine alt for lange næsehår. Det er også lidt grønne blade, som giver lidt aroma med let bitterhed.

I munden rammes du af en voldsom tørhed, syrlige bær og grønne blade … og jeg forstår øjeblikkeligt, hvorfor importøren sammenligner med Barolo. Tanninerne er så stramme, at du laver trutmund aka kysmund, så advarsel … drik ikke denne vin foran en pige, som du ikke vil i lag med … kysmunden kan nemt misforstås. Der er lethed, syre … ribs, balsamico, let bitterhed og lang eftersmag med syrlige, frisk frugt. Og dine tænder nyder fortsat vinen lang tid efter.

Hold da op … endnu en overraskende vin. Thumbs Up. Spanioler med italienske gener. Seat med Ferrari motor. Julio Iglesias parret med Eros Ramazotti.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 179 kr. Det er nok bedste vin, som har jeg smagt fra Glud Vins sortiment.

Rating 5,5/7 

2014 Raimat, Castell de Raimat Albariño, Costers del Segre, Spanien

I den lille by Raimat i finder vi vinhuset Bodegas Raimat, som står bag denne vin på den herlige drue Albariño. Vi er i vinområdet Costers del Segre, som ligger i Catalonien i Spaniens nordøstlige hjørne … måske ikke så kendt som mange af de andre spanske vindistrikter, men et smukt vinområde og alene et par times kørsel fra storbyen Barcelona.

Costers del Segre er et forholdsvis lille vindistrikt, der laver flere vine på højt niveau. Området er sammenlagt alene på 4.700 hektarer vinmarker og tæller blot 35 vinhuse. Til gengæld er bundniveauet højt og flere vine scorer 92, 93 og 94 point i Peñin-guiden.

Vinhuset Raimat er grundlagt tilbage i 1914, da Don Manuel Raventós Domenech besluttede at købe jord et forholdsvis ukendt område i netop Costers del Segre i Catalonien, hvor han ville skabe en vin, som kunne måle sig med de allerbedste vine i verden.

Dengang var Costers del Segre ikke en appellation … ja faktisk var området nærmest en ørken, selvom man havde dyrket vin i området gennem århundreder. Det var man imidlertid holdt op med og efterhånden var området forvandlet til en tør ørken under en brændende sol.

Don Manuel Raventós Domenech ejede i forvejen cava-firmaet Codorníu, og han købte ikke mindre end 3.200 hektar jord omkring en gammel borg. Det virkede hovedløst, og alle fagfolk rystede på hovedet og anså det for en umulighed.

Don Manuel vidste imidlertid, at den spanske stat var gået i gang med en kanal, der skulle føre vand ned fra Pyrenæerne, så Don Manuel byggede med det samme en bodega. Han anlagde faktisk en hel by – naturligvis først kirken, derefter jernbanestation og skole, en sportsplads og 200 huse. Og da vandet kom, brugte han det til overrisling af vinmarkerne og til at afkøle bodegaens tage på varme dage.

Han navngav ejendommen og byen Raimat, der på catalansk betyder “drue” (raïm) og “hånd” (mà). Et symbol på to uadskillelige faktorer, når man skal frembringe vin – druefrugten og det menneskelige håndværk. I dag ligger Raimats frugthaver og vinmarker som en oase i ørkenen, og fra den store bodega kommer der dejlige vine. .

Raimat er det største vinhus og kendteste mærke under Costers del Segre appellationen, som først blev officiel D.O. (Denomination of Origin) i 1986. Det er et kommercielt vinhus, som findes i de fleste supermarkeder i Catalonien. Produktionen er høj produktion … men siges ikke at have samme kvalitet som andre vinhuse i området.

Det er dog et ganske innovativt vinhus, som igennem en årrække har arbejdet med ”sustainable vitticulture”, det vil sige at de fremstiller vin i samarbejde med naturen og ikke imod naturen. Sprøjtning anvendes kun i begrænset omfang, hvilket giver insekter gode muligheder for at opretholde en naturlig økobalance.

Bodegas Raimat har i dag fortsat godt med jord … over 2.000 hektar og producerer årligt omkring 5 mio. liter vin, så der er tale om et vinhus i BIG SCALE. I dag er den ansvarlige vinmager den dejlige Elisabeth Figueras, mens Xavier Farré er ansvarlig for vinmarkerne assisteret af den tekniske direktør Joan Esteve.

Og der laves en lang række vine og cava på Bodegas Raimat i serierne Clamor Collection, Abadia Collection, Terra Collection, Castell de Raimat Collection, Vallcorba Collection og en Cava Collection. Denne Castell de Raimat Albariño er lavet 100% på den herlige drue Albariño, som jeg har skrevet om tidligere.

Albariño er en af spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier. Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet “Alba-Riño” betyder den hvide (vin) fra Rhinen.

Druer kommer fra to af Raimats egne vinmarker omkring Raimat. Druerne er høstet om natten for at udnytte de lavere temperaturer og bevare friskheden og frugten i vinen. I vineriet afkøles druerne yderligere til 10 grader og presses, hvorefter druesaften kommes i rustfrie ståltanke til fermenteringen. Lavet på ren stål … igen lagring på egefade eller andet.

I næsen er her godt med friske, grønne noter, sæbe, blomster, fersken, græs. Smagen er frisk, nærmest lidt koldkrydret … hvis der er noget, som hedder sådan. Den har en meget blid, rund og lækker frugt med lidt citrus og syre, som balancerer ganske fint. Måske lidt kort i eftersmagen, men det er en fin vin … og jeg bliver faktisk altid positivt overrasket, når jeg smager Albariño.

Ikke fundet en forhandler … måske er det Kjær & Sommerfeldt. Prisen kender jeg heller ikke, men vil gætte på 70-80 kr. i butikker. Jeg fik min på en restaurant, hvor prisen selvfølgelig er lidt højere.

Rating 4,5/7