Tag-arkiv: koundouro

2012 Karimalis Winery, Philosopher, Grækenland

2012 Karimalis Winery, Philosopher, GrækenlandJeg sluttede smagningen af den smukke Iliana Karimalis vine fra Karimalis Winery aka Οινοποιείο Καρίμαλη med en ældre sag, der bare smager forfærdelig godt … en 2012 Philosopher.

Den er – som den foregående – lavet på de lokale druesorter Fokiano og Koundouro og lavet med så lidt indgriben i produktionen som det overhovedet er muligt. Gæringen sker således spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen også lagret på egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

I glasset kan alderen ses … der er måske ikke rynker eller kalkunhager, men farven er klart rødbrun. Men det kan skam også duftes, for vinen har en meget moden aroma, som indikerer, at den måske har nået sit peak eller måske endda er på vej til at kravle over, men det sgu på en nobel, dekadent og spændende måde, hvor der er nødder og godt med umamiagtige noter. Der er blommemarmelade, kandiseret solbær, kandiserede Maraschino kirsebær, let sherry og i det hele taget er der godt med liv i frugten.

Uhhhh det smager sgu rasende godt, fløjlsblød, cremet og mundsmeltende. Det er bløde blommer, solbær og kandiserede kirsebær, nødder, nøddekompot og så en anelse lemon en sødbitter nerve. Det er utroligt velafbalanceret, elegant med en rund og blød syre, der alligevel har kant og nerve, mens tanninerne er der, fyldige og tørre, men ellers godt integreret. Det smager rasende godt og jeg mindes ikke, at jeg før at smagt så lækker en græsk vin. 95 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 234 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Karimalis Winery, Arallé, Grækenland

2020 Karimalis Winery, Arallé, GrækenlandVi fortsatte med mer’ græsk … men gik til de røde vine fra Iliana Karimali på det lille familieforetagende Karimalis Winery og det er med en 2020 Arallé.

Det er en vin, det er lavet på de lokale druesorter Fokiano og Koundouro og lavet med så lidt indgriben i produktionen som det overhovedet er muligt. Gæringen sker således spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så formentlig lagret på egefade … men det fremgår ikke.

Vinen har sit navn Aralle efter det græske ord aragma, som betyder at slappe af og læne sig tilbage og slappe af … et tidsfordriv, som jo er meget værdsat på øen Ikaria.

Duftmæssigt er det en mørk, fyldig og moden vin … der kommer sorte kirsebær, godt med blommer, blommesyltetøj, svesker og så noget bagepulver, kakaopulver og våde fade.

Smagen er – overraskende – langt, langt bedre end forventet, blød, cremet og rund, virkelige behagelig med pondus, intensitet, dybde og moden frugt. Man kan på ingen måder fornemme, at det både er græsk og naturvin, for det er en vin, som de fleste vin knuselske. Der er solbær, blommer og sorte kirsebær med runde syre og selv alle tannninerne er omgængelige og velintegrerede. 92 point.

Forhandles af Salus Vin, hvor en flaske koster 196 kr.

Vinanmeldelse 5/7