Tag-arkiv: blaufränkisch

Blaufränkisch er en herlig rød druesort, som vi nok mest kender fra Østrig, men findes flere steder i Europa, bl.a. i Tyskland – hvor druen kendes under navnet Lemberger – Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Serbien, Italien og Ungarn.

I Ungarn kaldes druen blot Kékfrankos og indgår også i de såkaldte Egri Bikavér vine … dem som kaldes tyreblod. I Østrig er der 3.340 hektar vinmarker med Blaufränkisch, hvilket gør druen til landets næstmest plantede rødvinsdrue efter Zweigelt.

I Tyskland er der 1.729 hektar vinmarker med Blaufränkisch og de fleste af markerne ligger i Württemberg regionen. Blaufränkischs tyske navn Lemberger stammer fra det 19. århundrede, hvor druen blev importeret til Tyskland fra Lemberg i Nedre Styria i det nuværende Slovenien.

Blaufränkisch modner sent og giver vine, der rige på tannin og syre, kan udvise en udtalt krydret karakter og er velegnede til af lagring. Druen kan give meget høje udbytter … helt op til 100 hektoliter pr. hektar, hvorfor reduktion af udbyttet er nødvendigt for at producere god kvalitet.

Blaufränkisch kan vinificeres på forskellige måder, og derfor findes der også forskellige stilarter både med og uden fadlagring.

Man mente oprindeligt, at Blaufränkisch var en klon af Gamay fra Beaujolais, hvilket måske mest skyldes, at Blaufränkisch i Bulgarien også kendes under ​​synonymet Gamé. Imidlertid har DNA test vist, at Blaufränkisch stammer fra en krydsning af Gouais blanc og Blaue Zimmettraube.

2019 Weingut Lämmlin-Schindler, Mauchen Blaufränkisch, Baden, Tyskland

2019 Weingut Lämmlin-Schindler, Mauchen Blaufränkisch, Baden, TysklandWeingut Lämmlin-Schindler holder i  Mauchen i Markgräflerland … altså i Baden og derfra smager jeg nu deres Ortswein 2019 Mauchen Blaufränkisch.

Det er 100% Blaufränkisch eller Lemberger, som man mest kalder druen i Tyskland. Her er druerne dyrket totalt biodynamisk fra nogle af husets marker ved Mauchen.

Efter den manuelle høst er der sket en kølig pre-maceration før gæring for at udtrække farve og aromastoffer. Efter gæringen er vinen så lagret 12 måneders på 225 liter barriques træfade.

Duften er tør, mørk og letkrydret … har et pænt fadpræg med røg, cedertræ, fennikel, skovbund, mørk chokolade og frugt med blåbær, kirsebær, syltede kirsebær og en smule tranebær. Det er en kølig og rank vin … man fornemmer god dybde.

I munden er det en også en rank vin … dog med lidt maskulin syre, masser af frisk og letbitter frugt … syrlige kirsebær, tranebær samt en smule hindbær samt noget grapeagtig bitterhed. Der er peber og pænt tydelige tanniner og det giver et godt bid … hvor vinen næsten kalder på en jägerschnitzel … 91 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Seeger, Blaufränkisch “S”, Baden, Tyskland

2021 Weingut Seeger, Blaufränkisch “S”, Baden, TysklandSjovt at jeg – som Jan – også havde medbragt en tysk Blaufränkisch vin. Min var denne 2021 Blaufränkisch “S” fra Weingut Seeger i Leimen nær Heidelberg i Baden.

Hos Weingut Seeger bruges “S” typisk som kvalitetsbetegnelse og står for Selektion.

Det betyder, at vinen er lavet af særligt udvalgte druer fra de bedste parceller og ofte med mere ambitiøs vinifikation som fx længere fadlagring og lavere udbytte. Her er druerne også håndhøstet for at sikre kvalitet.

Gæring er sket traditionel i åbne kar med skindkontakt over 14-21 dage for at udtrække farve og tannin. Derefter er der ske malolaktisk gæring for blødere syre og efter endt gæring er vinen lagret 20 måneder på 225 liter franske barriques egetræsfade.

Fadene har også givet mere en karakter til vinen, som duftmæssigt byder på lækker fadfedme med vanilje, lakridskonfekt, kanel, lakrids, røg, mørk chokolade, godt med sort tobak, en frugt af blåbær, solbær og sorte kirsebær ,,, vitterlig som fløjl med en lidt flæsket note.

Smagen er også tør, tæt, mørk og samtidig med masser af fløjlsblød fedme, virker flæsket og saftig … der saft og kraft med en mørk frugt af blåbær og solbær. Den har en jernholdig mineralitet, men ganske fin struktur, livlig og frisk syre, men alt på en stærk og silkeblød facon, så jeg havner på 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2022 Weingut Lassak, Lemberger Steige, Württemberg, Tyskland

2022 Weingut Lassak, Lemberger Steige, Württemberg, TysklandJan lagde ud med en Lemberger Steige årgang 2022 fra vinhuset Weingut Lassak beliggende i Hessigheim i Württemberg, hvor netop Lemberger aka Blaufränkisch står stærkt i Tyskland.

Der er tale om et nyere vinhus, som blev grundlagt i 2016 af Stefanie og Fabian Lassak. Begge har stor international erfaring fra Østrig, New Zealand og Bourgogne.

Parret har omkring 2,4–3 hektar terrasserede vinmarker på stejle skråninger ved Neckar-floden og markerne har en kalkstensrig jord af Muschelkalk, som giver vine med mineralitet og friskhed.

De arbejder med minimal intervention, spontan gæring, ingen klaring eller filtrering. Stilen er elegant og terroirdrevet – Lemberger med finesse som top Blaufränkisch, Pinot Noir med Bourgogne-inspiration, og Riesling med ren mineralitet.

Lassak er særlig kendte for deres Lemberger-vine, ganske enkelt fordi de går mod strømmen og sigter efter et delikat, køligt og let udtryk i deres vine.

Denne 2022 Lemberger Steige er lavet af druer fra gamle stokke op til 40 år beliggende på et højtliggende plateau. Spontangæret over 3 uger på åbne træfade og lagret på 600 liter træfade i 18 måneder. Ufiltreret og uklaret.

Sikke spændende, moderne og hipster næse … masser af syre, lidt malerspand med akrylmaling, luftig og æterisk, svævende og kølig Blaufränkisch med en frugt af jordbær, blåbær, mørke kirsebær og lyse blommer, fadpræg med mælkechokolade, kanel, kakaopulver, mahognitræ, mynte og laurbær.

Smagen er vild frisk, lækker og samtidig rund … den har denne friske og dansende syre, hindbær, grønne jordbær, ribs, lemon og citroner med violer, lemongræs og læder … vild lækker, så 96 point.

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 480 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Weingut Alexander Laible, Blaufränkisch Großes Gewann ★★★, Baden, Tyskland

2022 Weingut Alexander Laible, Blaufränkisch Großes Gewann ★★★, Baden, TysklandJeg er sgu da småtosset med vinene fra Weingut Alexander Laible og jeg er også vild med vine på Blaufränkisch … nu får jeg begge dele stoppet i et glas … en 2022 Blaufränkisch Großes Gewann ★★★.

Her kommer Blaufränkisch – også kendt som Lemberger i Tyskland – druerne fra marker i Durbach i Baden og der er løbende sket grøn høst og druerne høstes også manuelt.

Druerne blev sorteret i vinmarken og igen før presning. 2-3 uger maceration i plastik tanke, hvorefter gæringen starter på 400 liter franske egetræs fade. Der sker ingen malolaktisk gæring, men vinen er lagret 8-12 måneder på nye fade.

Duftmæssig er det en eksplosiv, ekspressiv og fadpræget vin, hvor fadene har afgivet aromaer af tobak, vanilje, kanel, jernbanesveller, mørk chokolade, kakao, bacon, tørret kød, lakridspiber samt engelsk lakrids, kaffebønner og en mørk frugt med solbær, modne brombær og blåbær .. har noget fedme og sødme … utrolig lækker duft.

Smagen er til gengæld mere syrlig, fortsat med mørke bær som solbær, blåbær og brombær tilsat lidt ribs og lemon. Der er både stor power og høj syre, lidt sorte oliven, tørre tanniner samt mineralsk friskhed, stærk og bombastisk og alligevel med kølig sødme. 93 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Ried Spitzeerberg 1 ÖTW, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Ried Spitzeerberg 1ÖTW, Carnuntum, ØstrigNæste vin og den østrigske vinsmagnings sidste vin var en enkeltmarksvin fra Weingut Dorli Muhr, nemlig Blaufränkisch Ried Spitzeerberg 1 ÖTW fra marken Ried Spitzerberg på den sydvestlige skråning af Spitzerberg i Carnuntum.

Jorden på marken er ekstremt kalkholdig og mager. Marken er udsat for kraftig vind, hvilket giver alle druerne en særlig koncentration og finesse. Vinstokkene er over 70 år gamle og der udføres sanft rebschnitt aka en skånsom beskæring, reduceret høstmængde og individuel pleje af hver gammel vinstok.

Druerne høstes i hånden og gæres spontant i åbne kar – uden pumpning, afkøling eller opvarmning. Fra tid til anden hældes saften fra bunden af ​​karret i hånden over druepresseristen for at holde den fugtig.

Ekstraktionsprocessen er derfor meget skånsom og langsom, mens lagringen sker på brugte barriques og store egetræfade i to år og derefter et år på flaske, før den frigives.

WAUW for en aroma … mørk, fed og fadpræget med lakridskonfekt, sød finsk og tør engelsk lakrids, våde fade, vanilje, chokolade, nødder og en frugt af blåbær, solbær, brombær og hindbær suppleret med blomster og virker langt mere sammenhængene og skruet fandens bedre skruet sammen end Samt & Seide.

I munden er der en god syre og ellers er vinen let læskende og saftig, godt med balance … friskhed og alligevel blød, cremet og intens med blåbær, kirsebær, hindbær og rabarber. Smager virkelig godt og blev klart aftenens bedste vin by far … 95 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide, Carnuntum, ØstrigDen østrigske vinsmagning fra Kjær & Sommerfeldt sluttede med 2 vine fra Weingut Dorli Muhr i Prellenkirchen og den første var denne 2022 Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide.

Vinhuset er reelt grundlagt i 2002, men som Weingut Muhr-Niepoort i et samarbejde mellem Dirk Niepoort samt Dorli Muhr.

Dorli var egentlig grundlægger og leder – Geschäftsführerin – af markedsføringsfirmaet Wine&Partners og havde bl.a. også arvet nogle små marker i Prellenkirchen.

Dorlis vinrødder går nemlig tilbage til 1918, hvor hendes bedstemor havde modtaget vinmarken Spitzerberg som bryllupsgave og det var netop den mark, som Dorli nu også senere havde arvet

Ved et besøg i området faldt Dirk for området … men specielt marken Spitzerberg og dens historie. Han så samtidig potentialet for vine på Blaufränkisch, som han – bortset fra Pinot Noir – anser som den mest elegante druesort i verden.

Spitzerberg marken, hvis skråninger, jordbunde og klima giver minder om Bourgogne, havde for hundrede år siden været blandt Østrigs mest berømte marker, men var siden blevet glemt.

Dirk og Dorli aka dobbelt DD blev hurtigt enige om, at dér skulle danses tæt sammen og lave vine sammen, så det blev til et officielt samarbejde. Siden har parret investeret i flere hektar på Spitzerberg med mere end 30 år gamle Blaufränkisch vinstokke, og marken er godt på vej til at få sit gamle ry tilbage.

Dorli Muhr har været en drivkraft i at etablere Spitzerberg som en officiel appellation, og hun har kæmpet for retten til at markedsføre enkeltmarksvine, hvilket har givet området international opmærksomhed.

Det endte med, at Dorli og Dirk også blev gift i 2002 … altså samme år, som de i fællesskab grundlagde Weingut Muhr-Niepoort. Parrets første vine kom på markedet i 2004  … primært var der tale om vine på Blaufränkisch, men også et par hvide på Chardonnay, Riesling samt Grüner Veltliner.

Derudover har det vist sig, at Carnuntums terroirs også er uhyre lovende for Syrah. I 2009 fik vingårdens rene Syrah fra Spitzerberg sit gennembrud, for Gault Millau udråbte vinen for den 5. bedste rødvin i hele Østrig.

Men samme år gik Dirk og Dorli fra hinanden privat, men fortsatte dog efter deres skilsmisse samarbejdet i vinhuset i næsten et årti. I 2019 valgte de endeligt at afslutte det professionelle partnerskab. Dorli Muhr overtog Dirk Niepoorts 50% ejerandel og omdøbte vinhuset til Weingut Dorli Muhr.

Dorli har siden udvidet vingården til omkring 12 hektar, hvoraf størstedelen er beplantet med Blaufränkisch og produktionen er økologisk certificeret siden 2018 og der høstes med stor omhu for at undgå overmodne druer. Udbyttet er lavt med kun omkring 40.000 flasker om året, hvilket sikrer høj kvalitet.

I 2022 opførte Dorli Muhr et nyt vineri, designet med fokus på bæredygtighed og energieffektivitet. Bygningen er konstrueret med 80 cm tykke vægge, hvilket sikrer en naturlig temperaturregulering uden behov for aircondition.

Desuden er der både installeret et solcelleanlæg og et regnvandsopsamlingssystem, hvilket understreger vinhusets engagement og dedikation til bæredygtighed.

Det er mest enkeltmarksvine, som Dorli laver, men hun laver en enkelt Ortswein på Blaufränkisch og det er netop  Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide, som vi smager i årgang 2022.

Samt & Seide betyder Fløjl & Silke og er et godt eksempel på husets filosofi om finesse og elegance.

Druerne til vinen kommer alle fra den sydlige skråning af Spitzerberg … og fra vinstokke mellem 10 og 35 år gamle. De ældre vinstokke giver en silkeagtig smag, mens de yngre vinstokke bidrager med en fyldig, fløjlsblød tekstur.

Druerne høstes i hånden og gæres spontant i åbne kar – uden pumpning, afkøling eller opvarmning. Fra tid til anden hældes saften fra bunden af ​​karret i hånden over druepresseristen for at holde den fugtig.

Ekstraktionsprocessen er derfor meget skånsom og langsom. Efter presning hviler vinen i omkring 24 måneder i store, gamle træfade, før den tappes på flaske uden filtrering.

Uha … meget behagelig duft med masser af fadpræg … chokolade, lakrids, nøddekompot og frugt med blåbær og solbær i kombination med syrlige kirsebær og rabarber, meget tæt frugt, blæk og flæsk … virkelig elegant og blød.

Smagen er rund, blød og alligevel frisk via et godt frisk frugtbid med syrlige kirsebær, brombær, blommer, blåbær og solbær, noget peber, virkelig blød og komfortabel syre … alt leveret cremet og lækker. 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Graf Neipperg, Schlossberg Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2020 Weingut Graf Neipperg, Schlossberg Lemberger GG, Württemberg, TysklandVi fortsætter i det højere luftlag, for den næste vin er nemlig en imponerende 2020 Schlossberg Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Graf Neipperg, der holder til på Burg Neipperg slottet på Schloßstraße midt i byen Schwaigern i Württemberg.

Neipperg er en gammel adelsfamilie i det nordlige Schwaben, som det kaldes. Den frankiske/schwabiske familie har sit navn efter det gamle slot Burg Neipperg, som stammer tilbage fra 1120.

Familien var i tidernes morgen et stort og magtfuld familie, som ejede flere store slotte som bl.a. Massenbachhausen, Adelshofen og Gemmingen. Det er en familie, som har sat sit aftryk på historien … både indenfor kultur, politik, religion, hæren, forretningsliv og vin.

Nogle af de mange familiemedlemmer i Neipperg familien har således bestredet poster som abbed for munkeklosteret Neuburg nær Heidelberg, som medlem af parlamentet, ridemester og officer i den preussiske hær, bestyrelsesmedlem i Südwestbank og så videre.

På den vinmæssigt front solgte familien også deres vine til bl.a. Wien i det 18. århundrede og tilskrives æret for at ha’ bragt Lemberger aka Blaufränkisch druen til Württemberg.

Derudover har familien i dag et stort vinimperium, som udover deres 30 hektar vinmarker til Weingut Graf Neipperg, også tæller ejerskab af store Bordeaux slotte som Château Canon La Gaffelière, Château Peyreau, La Mondotte, Château d’Aiguilhe, Clos de l’Oratoire, Clos Marsalette og Château Guiraud. Derudover ejer Neipperg også Capaia i Sydafrika samt Bessa Valleyvingården i Bulgarien.

Det er  dag Stephan Graf von Neipperg, som driver tingene. Han overtog ledelse fra sin far tilbage i starten af 1970’erne, men næste generation er også på vej ind i vinimperiet.

Siden 1983 har Stephan  og hustruen Sigweis selv boet i Saint-Émilion, men det store, gamle slot i Württemberg er fortsat centrum i vinproduktionen for Weingut Graf Neipperg.

Der er det imidlertid Stephans nevø Karl-Eugen Erbgraf von Neipperg, som driver vinhuset, hvilker sker sammen med hustruen Andrea Habsburg-Lothringen, som er den ældste datter af selve ærkehertug Otto von Habsburg … den adelige, tidligere Østrig-Ungarske kronprins.

De bedste marker af de 30 hektar hos Weingut Graf Neipperg består af markerne Neipperger Schloßberg, Schwaigerner Ruthe samt Klingenberqer Schloßberg. De fleste vine hos Neipperg er lavet på de klassiske tyske sorter og særligt på Trollinger og Lemberger.

Og her er det netop en 2020 Schlossberg Lemberger Großes Gewächs, hvor Lemberger druerne kommer fra Schlossberg marken på de stejle skråninger lige under familiens slots to tårne.

Vinen er fremstillet efter alle kunstens regler med lavt udbytte i marken, optimalt høsttidspunkt og kraftig sortering af druerne, 16 måneders lagring på en kombination af nye og brugte barriques.

Hold da op … sikke dybde med stort fadpræg … der er kakao, mørk chokolade, vanilje, lakridskonfekt, søde lakridspiber og en frugt med sort kandiseret kirsebær, brombær, blommekompot, garvet læder, røg og sødlig blomsterpollen … shit det dufter god og kompleks.

Uhhhhhh det smager også jættegodt … et kraftfuld powerværk med saft, dybde, frugtsødme og cremet lækkerhed. Der er igen blommer, kandiserede kirsebær, kirsebærlikør, ribs tilsat lidt mørk chokolade, lakridspiber, engelsk lakrids, sødlig vermouth … alt mundsmeltede cremet, fyldigt og silkeblødt med power på. Der er nogle polerede og afrundede, finkornede tanniner, som blot understøtter den fede, den cremede og alligevel frugtrige smag … 96 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Weingut Prieler, Blaufränkisch Oggau, Burgenland, Østrig

2021 Weingut Prieler, Blaufränkisch Oggau, Burgenland, ØstrigDenne Blaufränkisch Oggau fra Weingut Prieler – her smagt i årgang 2021 – er en lille perle, som leverer tonsvis kvalitet og i forhold til pris er klart et no-brainerkøb.

Vinen er lavet med Blaufränkisch druer fra 9 forskellige parceller i Oggau … alle marker med både kalksten og skifer og druerne er alle høstet ved håndkraft.

Vinen er spontangæret med hele klaser på ståltanke, mens de efter endt fermentering er lagret hele 28 måneder på brugte Stockinger kæmpefade.

FÅK det dufter fremragende … mørk, tung, dyb og nærmest kødfuld, hvor alt virker cremet med nogle lækre fadnoter af kaffebønner, sød lakrids, chokolade, karamel og vanilje samt en mushyblød frugt af jordbær, sorte kirsebær og blommer. Det er skruet forbandet fremragende sammen.

Nærmest sådan smager vinen også, men har samtidig en frisk, letbitter og syrlig frugt med sorte kirsebær, brombær, tranebær, syltede citroner og lidt rød vermouth, Den er saftig og læskende med knastørre tanniner, der giver et luftigt, frisk og letbitter bid suppleret med en stenet og saltet mineralitet. Dette er faktisk en lille perle af en vin … fed i næsen og skarpere i smagen. 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2015 Weingut Scheiblhofer, Batonnage, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Scheiblhofer, Batonnage, Burgenland, ØstrigØverst hos Weingut Scheiblhofer finder vi vinen Batonnage, der har fået 100 point fra Falstaff og har mit stjernetegn skorpionen på flasken. Vinen er lavet af Erich Scheiblhofer i et samarbejde med 4 andre vinmagere i en lille forening kaldet Club Batonnage.

Bâtonnage betyder jo egentlig omrøring af gæren under vinfremstilling og blev navnet på den lille klub af vinmagere. Det startede med en blindsmagning i 2000 mellem de 5 venner Markus Altenburger, Florian Gayer, Gerhard Kracher, Christian Tschida og Erich Scheiblhofer.

Disse 5 revolutionære musketerer blev – sikkert opstemt af god vin – under smagningen enige om, at de i fællesskab ville lave en særlig vin og resultatet er så denne Batonnage, som endda har fået sin egen hjemmeside.

Vinen er primært lavet af Blaufränkisch-druer suppleret med en smule Cabernet Sauvignon og Merlot marker ved Leitha-bjergene i Jois og Andauer Prädium. Ved høsttidspunktet udvælges fuldmodne og let overmodne druer, som gennemgår en kølig pre-maceration ved 4 grader før gæring.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på nye franske barriques i dobbelt-eg stilen … det siger mig dog ikke lige noget, men i hvert fald har vinen fået godt med fad og så med løbende omrøring aka bâtonnage.

Sikke en duft … animalsk, landlig og svedig … lugter lidt som en chokoladestang overhældt med balsamicoeddike, dyrisk og pelset, fyldig og alligevel med en drønfrisk frugt af sorte Fabbri Amarena kirsebær i sirupslage, brombær, tørrede figner og blommelikør. Det er som om, at vinen lidt skal kickstartes med lidt luft i glasset får du også lidt citronskrald, sød lakrids, kanel og en espresso.

Men i munden folder vinen sig ud og man mærker virkelig Blaufränkisch påvirkningen med masser af krop, power og en koncentreret sort frugt med sorte kirsebær, blåbær, blommer og lidt lemonbitterhed på en balsamisk mørk måde. Smagen bærer både en sødme, tørhed, tør engelsk lakrids og en mineralsk nerve. Det er sgu powervin med kompleksitet og lang, lang, lang eftersmag. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 1.499 kr., mens prisen er 1.399 kr. ved køb af 2 flasker og 1.199 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Johannes Trapl, Karpatenschiefer Blaufränkisch, Carnuntum, Østrig

2018 Weingut Johannes Trapl, Karpatenschiefer Blaufränkisch, Carnuntum, ØstrigNår vi nu lige er i Østrig, skal vi så ikke nappe endnu en vin derfra? Så fra de dybe hylder i vinkøleskabet har jeg fundet denne 2018 Karpatenschiefer Blaufränkisch fra den lille biodynamiske producent Weingut Johannes Trapl.

Vinhuset ligger i det sydlige Tyrol på Hauptstraße i byen Stixneusiedl i Carnuntum regionen i Østrig og drives af Johannes Trapl, der samlet har 20 hektar vinmarker, hvor 2/3-dele ligger ved Stixneusiedl og den sidste tredjedel på Karpatenausläufer am Spitzerberg.

Siden 2010 har han drevet markerne økologisk og siden 2018 også Demeter certificeret biodynamisk og på markerne dyrker han druer som Zweigelt og St. Laurent samt en unik sort af Blaufränkisch.

Her smager jeg netop en vin på Blaufränkisch … en 2018 Karpatenschiefer Blaufränkisch, hvor druerne kommer fra 26 – 46 år gamle vinstokke på marken i 240-280 meters højde og høstet i slutningen af september måned.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller med manuel punch down over 3 dage før malolaktisk gæring efterfulgt af lagring over 2 måneder med 70% i store 500 liter egefade og 30% på amphora af ler.

WAUW det dufter sgu godt … har en lidt nøddet aroma, masser af umamiagtige samt fadnoter af kakao, bagepulver, chokolade, vanilje, sød tobak, røg, animalsk sød hestestald, oksefond og en mørk frugt med solbær og sorte kirsebær, noget moden banan samt våde fade af mahogni- og teaktræ suppleret med en anelse appelsinskal.

Smagen er klart lysere, mere ren, stringent og syrlig, så man får en frugtsmag af ribs, tranebær, bitre kirsebær, hindbær samt en anelse granatæbler. Der kommer også let bitter lemon, har faktisk en frisk og markant syre, der holder rygraden ret og spændstig. Der er bid i vinen, godt med tynde og tørre tanniner … spændende, syrlig og let bitter vin med karakter. 93 point.

Købt i vinbutikken Cru Vin i Odense for nogle år tilbage, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5,5/7