Tag-arkiv: corvina

Corvina – også kendt som Corvina Veronese eller Cruina – er en rød italiensk druesort, som vi primært findes i Veneto, hvor den er en af druerne, som anvendes til Bardolino og Valpolicella vinene, herunder også produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina stammer med al sandsynlighed fra Verona og bruges som regel blandet med andre druer for at give en god vin, men den udgør som regel størstedelen og anses som den afgørende spiller. Der er i dag omkring 7.495 hektar Corvina i Italien … og 19 hektar i Argentina.

Corvina sætter knop sent og modner ret sent. Den giver høje udbytter, som må begrænses, hvis vinen skal have koncentration. Skallerne er tykke, hvilket beskytter den mod råd. Denne egenskab gør den også velegnet til tørring, som netop er praksis ved produktionen af Amarone og Recioto.

Corvina har ikke så dyb farve, men god struktur. Druen giver vine, som er lette og saftige med kirsebærduft og blommesmag. I de mere koncentrerede udgaver, som eksempelvis Amarone, udvikler den smag af sveske, mandel og søde krydderier.

2023 Cà Maritta, Ripasso della Valpolicella, Veneto, Italien

2023 Cà Maritta, Ripasso della Valpolicella, Veneto, ItalienNæste vin er typemæssigt en rigtig danskerfavorit … en Ripasso eller her mere præcist en 2023 Ripasso della Valpolicella og under et brand kaldet Cà Maritta.

Der findes ikke umiddelbart et vinhus i Valpolicella med navnet Cà Maritta … tætteste match er en ret lille økologisk familieproducent Cantina Cà Matta, da navnet ofte forveksles eller udtales som Ca’ Maritta, men jeg kan ikke sige, at vinen er derfra.

Vinen er lavet på et klassisk Valpolicella-blend med 55% Corvina, 25% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Molinara fra nogle solrige skråninger med kalk- og lerholdige jorder i Valpolicella, hvor optimalt modne klaser udvælges til vinen.

Efter den første vinifikation følger det trin, der definerer vinen som Ripasso. I februar sættes den færdiggærede Valpolicella til en ny gæring sammen med druekvaset fra Amarone-produktionen.

Kontakten med de koncentrerede rester fra de tørrede Amarone-druer giver yderligere fylde, frugtkoncentration og smagsmæssig kompleksitet.

Efter Ripasso-processen lagrer vinen 12-18 måneder på store slavonske egetræsfade. Til sidst følger yderligere 6 måneders kælder- og flaskemodning, inden vinen frigives.

Duften er varm, krydret med klassisk Ripasso blommeblødhed, der kommer lidt lakrids, let vanilje, kanel og mørk chokolade samt frugt, der udover blommer, også omfatter svesker og kirsebærsyltetøj oh syltede kirsebær samt en nærmest leret mineralitet. Det er en rigtig fin næse med god intensitet.

I munden er det også en lækker vin … cremet, blød, rund og med Ripasso fylde og krop. Syren er til den robuste og rustikke side, men holder den federe frugt godt i skak, hvorved den bliver en saftig, fin og varm Ripasso med fin nerve. Der er igen blommer, kirsebær samt svesker, let balsamisk bitterhed, lidt kantede og nærværende tanniner, så samlet er det til prisen et godt køb. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens bedste pris er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2021 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienLad os blive en flaske tid hos Amarone producenten Cantine Buglioni med mere luksuriøs og fed vin, for næste er netop en Amarone … deres 2021 Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso.

Jeg har skam også smagt denne Amarone della Valpolicella Classico et par gange før i årgang 2013, 2015, 2017 og 2020. Blendet har været forskelligt fra år til år, men i denne årgang 2021 består det af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta.

Alle druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar i anden halvdel af september og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med afstilkning af alle druerne efterfulgt af knusning og så er der sket gæring 24 grader og maceration over 25 dage efterfulgt af malolaktisk gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 30 måneder på en kombination af tonneaux og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

SLAM … mægtig, fyldig, fed, mørk, tyk og intens duft med både jernbanesveller, tjære, tørv, tør engelsk lakrids og sød finsk lakrids, tobaksblade, smeltet chokolade og en tyktflydende gammel balsamicoeddike. Frugten er også mørk og tørret i stilen … sorte kirsebær, blommer, svesker og en snert af lidt rosiner, men heldigvis aldrig for meget.

I munden virker vinen på en eller anden måde mere frisk, ung og strutter af frisk frugt. Det er ganske vist mørk frugt af figner, svesker, blommer, mørke kirsebær, tør engelsk lakrids, men oktantallet på 15,5% alkohol giver også en let stærk og brændende følelse. Dén kommer endda sammen med peber og tørre tanniner, men fedmen kan stort set matche det og giver varme i hele kroppen. Det er en heftig, varm og intens vin med en vis friskhed i smagen. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens bedste pris er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Stefano Accordini, Acinatico Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2022 Stefano Accordini, Acinatico Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienI det andet glas fik Luigi Righetti kamp fra Stefano Accordini, som vi smagte en 2022 Acinatico Valpolicella Ripasso Classico Superiore fra.

Som forrige modstander er den lavet på Corvina, Rondinella og Corvinone, der høstes manuelt og bringes hurtigt til vineriet, hvor gæringsprocessen foregår i temperaturkontrollerede ståltanke over 2-3 uger.

Vinen hviler herefter, indtil deres Amarone vin også er gæret færdig, hvorefter der sker andengæring med kvaset og drueskallerne fra Amarone-vinen. Denne proces tager omkring 10 dage, hvor vinen optager duft- og smagselementer fra Amaronen.

Efterfølgende lagrer vinen i 12 måneder på franske barriques og 6 måneder på flaske, inden den frigives til salg.

Duftmæssig er denne mere landlig, animalsk og også mere kompleks, har en frugt med sorte kirsebær, kirsebærsauce, blommer, tørret frugt og så nogle fine umamiagtige noter med tørrede nødder, mandler, lakridskonfekt oglet vanilje.

Smagen er lidt i samme boldgade … mere intens, mere frugtrig med blommer, kirsebær, saftig solbær og tørrede tranebær, er langt mere blød end foregående Ripasso … alkoholen er heller ikke så tydelig og syren fint afpasset og tilstrækkelig til at modstå julemad og samtidig give vinen en vis friskhed. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Luigi Righetti, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2023 Luigi Righetti, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienTilbage i november forestod jeg en lille julesmagning, hvor vi i par to ad gangen smagte vine perfelt sammen med julemad. Den ene var supermarkedsvin og den anden købt i en vinbutik. Den første i glasset blev en 2023 Valpolicella Ripasso Classico Superiore fra Luigi Righetti.

Cantina Vinicola Luigi Righetti ligger i den lille by Rugolin lidt syd for Valgatara i Valpolicella området. Og derfra smagte vi denne 2012 Amarone della Valpolicella Classico.

Vinhuset er grundlagt i 1909 af Angelo Righetti og er i dag berømt for at producere særdeles prisvenlige såvel som smagfulde og meget aromatiske Valpolicella vine.

Vinene fra Luigi Righetti forhandles da også herhjemme af både Sigurd Müller Vin, mens de billigste vine i vinhusets sortiment også findes på hylderne i flere supermarkeder og denne er da også købt i Føtex.

Selvom vinhuset stammer fra 1909, så var det dog først i 1992, at Righetti familien begyndte af sælge hele produktionen under eget navn i stedet for at sælge bulk til naboproducenterne.

Siden da er det gået stærkt, og man har satset stort på fremtiden med en topmoderne vinkælder med alt, hvad man kan ønske sig af teknisk udstyr, der sikrer en topkvalitet i hele produktionsapparatet, herunder et moderne og innovativt tørringskammer for druerne til Amarone og Recioto.

Det er i dag fortsat Righetti familien, anført af Gian Maria Righetti, som i 5. generation driver vinhuset, mens gamle Luigi Righetti – som nu er godt oppe i årene – fortsat hjælper til. Gian Maria har udvidet porteføljen med flere enkeltmarksvine, og sat et mere markant fokus på international smag i en linje af vine til eksport.

Familien har selv alene 8 hektar vinmarker, men har derudover kontrakt med masser af vinavlere om levering af druer, nemlig fra samlet 180 hektar i området … fordelt på ikke mindre end 70 forskellige vinavlere.

Denne 2023 Valpolicella Ripasso Classico Superiore er først fremstillet som en almindelig Valpolicella på Corvina, Rondinella og Molinara.

Derefter sker den karakteristiske Ripasso metode, hvor den færdiggærede Valpolicella overføres til fade med de tørrede druerester fra Amarone‑produktionen, hvor den gennemgår en anden gæring.  Efter anden gæring lagres vinen 12 måneder på egetræsfade.

Duften er blød, sødmefuld og der er god Ripasse fyldighed, masser solbær, kandiserede kirsebær og tørret frugt, lidt svesker, let rosin, lakrids og umamiagtige noter med våd tobak, chokolade og nødder.

I munden er det også en fyldig vin, hvor der også er lidt alkohol, der giver lidt brændende fornemmelse, men også omvendt så vil kunne rumme de sure elementer i julemaden. Det er kirsebær, solbær og lidt frugtsten … 87 point.

Købt i Føtex, hvor en flaske kostede 72 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2022 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienMed næste vin øger vi lige alkoholen og intensiteten, for det er nemlig en 2022 Amarone della Valpolicella Classico fra det store og populære Veneto vinhus Cantina F.lli Zeni.

Det er også en vin, som jeg før har smagt og sidst var det i forrige årgang 2021. Den er lavet  på de klassiske Valpolicella druer 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara.

Efter høsten er druerne høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner. Derefter er der sket gæring og maceration over 3-4 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på 50 hektoliter store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en fyldig vin med lidt tørret frugt, blommer og kirsebærlikør, svesker, lakrids, chokolade, vanilje, og alligevel bliver det ikke Amarone overfed eller rosinagtig på nogen måde. Men den har derudover en mørk balsamisk note … frugten egentlig ganske frisk og alkoholen forstyrrer på ingen måde, som det ellers ofte er tilfældet med Amarone.

Smagen er tæt, fed, kraftig og buldermægtig, men alligevel med en vis friskhed i frugten, blommer, kirsebær, svesker, ribs samt grillet lemon. Den har en ganske overraskende friskhed, renhed, pæn dybde og strenge, tykke, muskuløse tanniner og sammen med fremragende giver, så giver det god balance. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 279,95 kr., mens prisen er 224,95 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Pietro Zardini, Pietro Junior Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2021 Pietro Zardini, Pietro Junior Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienJeg smagte selvfølgelig også en 2021 Pietro Junior Amarone della Valpolicella fra Agricola Pietro Zardini i San Pietro In Cariano.

Vinen er lavet på 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara, hvor alle druerne efter høst gennemgår en omhyggelig tørreproces på 3-4 måneder, hvorefter der er sket en traditionel gæring med skallerne, der varer 4-5 uger.

Efter endt fermentering er vinen lagret hele 36 måneder på et nøje udvalgt mix af egetræsfade og barriques, hvorefter den også er lagret på flaske en periode inden frigivelse. Som søstervinen Pietro Junior Rosignol trækker den 15% i alkoholprocent.

Umiddelbart virker Pietro Junior Amarone della Valpolicella duftmæssigt mere rund og afbalanceret end Rosignol, der er stor fylde, mørke bær, sorte kirsebær, kirsebærsauce, blommer, svesker, figner og så ellers godt med fadlækkerier i form af vanilje, kaffe, lidt kakao og en snas lakridspiber.

Smagsmæssigt er vinen også mere rund end Rosignol, men der er samtidig samme kraft og varme fra alkoholen, som varmer hele vejen ned i kroppen, der næsten kommer i julehumør. Det er rundt og så er der også en let bitterhed og en fin syre, som holder alt det fede samt søde i hånden. Der er blommer, kirsebær og tranebær, let lemon og tanninerne er fint integrerede … sluttet med et syrligt bid. 90 point.

Forhandles af Masa Wine, hvor en flaske på tilbud koster 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Pietro Zardini, Pietro Junior Rosignol, Veneto, Italien

2021 Pietro Zardini, Pietro Junior Rosignol, Veneto, ItalienI jagten på en julevin har jeg testet endnu et par stykker og begge fra Agricola Pietro Zardini, der ligger ligger i San Pietro In Cariano i Veneto og den første er denne 2021 Pietro Junior Rosignol Vino Rosso.

Vingården blev grundlagt af Pietro Zardini, som voksede op med vinproduktion i blodet. Efter at have studeret landbrug og specialiseret sig i vinavl og ønologi, arbejdede han med nogle af de mest anerkendte vinmagere i Italien og Frankrig.

I år 2000 vendte han tilbage til sine rødder og grundlagde sin egen kælder, dedikeret til sin bedstefar. Det er blevet et vinhus med dyb forankring i traditionel vinproduktion og de skaber nogle af de mest kendte vine i området, herunder Valpolicella, Ripasso, Amarone della Valpolicella og Recioto.

Agricola Pietro Zardini råder over omkring 20 hektar vinmarker i Valpolicella Classica-området i Veneto, men derudover har de også adgang til vinmarker mellem Desenzano og Peschiera i Lugana-zonen,

Rosignol betyder nattergal på italiensk og har fået sit navn for at hylde Pietro Zardinis forfædre, der blev beundret som operasangere i Verona. Disse kunstnere blev omtalt som nattergale af deres publikum, for deres hjerteskærende stemmer var lige så skønne som lyden af naturens små sangere.

2021 Rosignol består af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Rossignola. Den er fremstillet med en metode, der minder om Amarone, hvor druerne tørres naturligt i 3-4 måneder, før de gennemgår en traditionel gæringsproces med skindet i 4-5 uger.

Herefter modnes vinen i 2 år på egetræsfade og barriques, inden den hviler i ståltanke og tappes for at forberede sig til frigivelse og som Amarone trækker den en højoktan på 15% alkohol.

Duften er også fed, mørk og kraftig … der er godt med fadpræg … vanilje, tobak, chokolade, kakaopulver og mentollakrids. Frugten er mørk og alligevel med en ren syre, det er røde og sorte kirsebær, lidt tranebær og nogle tørre grønne elementer.

I munden er det også en tæt vin … tæt og stærk, for allerede fra start slår højoktan 15 til og giver pænt med alkoholvarme, mens frugten har nogle søde elementer. Der er solbær, mørke kirsebær, blåbær og svesker, pænt krydret og ellers er der mørk chokolade, kakao og balsamico … lidt en stor og stærk historie … 88 point.

Forhandles af Masa Wine, hvor en flaske på tilbud koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Cantina Colognola ai Colli, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2020 Cantina Colognola ai Colli, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienDen anden vin fra det store kooperativ Cantina Colognola ai Colli var selvfølgelig Amarone della Valpolicella og jeg smagte vinen i årgang 2020.

Denne Amarone er lavet på et blend af druesorterne Corvina, Corvinone, Rondinella og Cabernet Sauvignon.

Efter en omhyggelig appassimento-proces, hvor druerne tørres i flere måneder for at koncentrere smag og sukker. Efter tørring vinificeres druerne med moderne teknik, men med respekt for tradition og så  lagres vinen i 36 måneder på egetræsfade og derefter 6 måneder på flaske.

Igen starter duft med noget lakrids, men her er der også mørk chokolade, cedertræ, nødder, karamel, tobak, vanilje og umiddelbart virker frugten ikke så fremtrædende. Det er en mørk og kraftig vin, hvor frugten mest er sorte kirsebær, blommer og figner … har tørt træ, som faktisk dominerer en anelse.

Men nu er der skrald på smagen … mørk, fyldig og intens … og så kommer der også omgående både stærk alkohol og peber, der viser tænder. Vinen er krydret og frugten er sorte kirsebær, blommer og figner … masser er mørk kraft … 90 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 249 kr. , mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Cantina Colognola ai Colli, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2022 Cantina Colognola ai Colli, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienI denne juletid er det også ganske normalt at skulle teste et par julevin som fx Ripasso og Amarone. Jeg har også fået lidt tilsendt til test som fx denne 2022 Valpolicella Ripasso Superiore fra Cantina Colognola ai Colli.

Vi er hos et større kooperativ, for Cantina Sociale Colognola ai Colli er et kooperativ med omkring 800 vinavlere og 2.500 hektar marker. De arbejder med moderne vinifikationsteknikker og har kapacitet på over 400.000 hektoliter.

I 2008 blev den en del af Collis Veneto Wine Group, et større konsortium, der integrerede Cantina di Colognola ai Colli og Cantine dei Colli Berici. Dette skabte en organisation med 1.800 vinavlere og 6.000 hektar vinmarker fordelt på Verona, Vicenza og Padova.

Collis-gruppen har fem centre til drueindsamling og vinproduktion samt tre tappecentre, hvilket giver en potentiel kapacitet på 100 millioner flasker årligt.

Denne 2022 Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på en helt klassisk Valpolicella-blanding af 55% Corvina, 25% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Croatina. Først har man lavet basisvinen, som gennemgår en anden gæring sammen med de varme, let søde drueskaller fra Amarone-produktionen.

Denne proces tilfører ekstra farve, tannin og kompleksitet til vine, mens vinen efter endt fermentering er lagret 18-24 måneder i egetræsfade og så med  yderligere 6 måneders flaskemodning.

Duftmæssigt er der lakrids, balsamico og vanilje sammen med blommer, mørke kirsebær og nogle gærede noter med en smule babybræk – på den gode måde – og lidt varme krydderier.

Smagen er rund, frugtrig og alligevel med en vis syre … der er lidt syrlige kirsebær, blommer og svesker, mørk chokolade, nødder og igen de varme krydderier. Vinen har en pæn saftighed, er meget medgørlig og nem … 88 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 139,95 kr. , mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2023 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienJeg har skrevet det før … løgneren – Il Bugiardo – er en klassiker hos Cantine Buglioni. Det er husets eneste Ripasso Valpolicella Superiore Classico og jeg smager den i årgang 2023.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo fik sit navn, da en kendt sommelier udtalte;  If this is not Amarone, then it is a lying wine! … derfor blev navnet løgnerens dens navn.

Jeg kender den efterhånden også ret godt, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2009, 2014, 2017, 2019, 2021 og 2022, selvom jeg dybest set ikke er hverken Ripasso eller Amarone mand.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2023 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 20 måneder i kælderen, heraf 12 måneder på store 2.500 og 5.000 liter slavonske egefade og så 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Akkurat som med 2022’eren er næsen faktisk langt mere urtet og rhônsk end forventet. Der er garrique, grønne urter, sten, mineraler, men man kan også klart fornemme en vis frugtsødme, som lige hiver indtrykkene en smule den anden vej. Frugten er blommer, brombær og kirsebær suppleret med saltlakrids, sød finsk lakrids, tobak, røg samt masser af power.

Smagen er heller ikke særlig fed, men faktisk mere cremet, blød og klart venligere end 2022’eren. Der er kirsebær, blommer, solbær og ribs, lidt stærk peber, maskulin syre og tørre – med fede – tanniner, men samlet er det en knytnæve af kraft, urtet, syre og godt med Valpolicella karakter. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens bedste pris er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7