Tag-arkiv: muscat hamburg

2021 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, FrankrigDen næste vin fra Christophe Beau er opkaldt efter hans hund og den hedder Bogus, hvilket også  betyder falsk, vrøvl eller ævl. Jeg har før smagt vinen i årgang 2014, men nu er det altså 2021’eren.

Den skulle være lavet på et mix af 80% Œillade samt 20% Muscat de Hambourg der kommer fra 23 år gamle stokke vinstokke, der også er dyrket fuldstændig biodynamisk og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Œillade er jo en lidt ukendt druesort, men vi er skam stødt på den tidligere har på Houlbergs Vinblog, for det er en fransk, rød drue, der historisk er blevet dyrket i Languedoc og Provence vinregionerne, men i dag er tæt på udryddelse.

Œillade forveksles ofte med Rhone druen Cinsault, der nemlig – for at gøre forvirringen størrre – også er kendt under synonymet Œillade Noire, når den kommes i bordvine.

Œillade blev også en gang anset for at være en farvemutation af Picardan, der er kendt som Œillade Blanche. Men Œillade druen har imidlertid ingen kendt relation til hverken Cinsault eller Picardan.

Muscat de Hambourg er nok endnu mere ukendt. Det er også en rød drue og druen kendes da også under navnet Black Muscat. Druen er en krydsning mellem Schiava Grossa – som vi også kender i Tyskland som Trollinger – og Muscat of Alexandria. I Frankrig er den mest kendt i dessertvine som fx Muscat du Ventoux.

Her er vinen lavet ved, at druer først ikke afstilkes, hvorved alle drueklaser blot gærer med 6 dages maceration i ståltanke. Den er næsten ikke tilsat svovl ved tapning … kun 2 gram pr. liter.

Så har vi fyldt en malerspand med lidt mødding, svedig landmand, små nytårsraketter, blæk, røg, lejrbål … men forunderlig nok på en ekstremt let måde, som faktisk er meget ulig Languedoc. Frugten er således både lyse kirsebær, jordbær og blommer … virker meget let og saftig i udtrykket med grønne krydderurter.

Smagen er også utrolig let, men smager sgu ganske fantastisk … og faktisk nærmest uden de særheder, som den biodynamiske tilgang nogle gange giver. Hvor er det saftigt og læskende, fjerlet, småsød med masser af lyse frugter, hindbær, rabarber, pærer, fersken … så charmerende og anderledes på den helt rigtige måde. 92 point

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7