Tag-arkiv: sauvignon blanc

Sauvignon Blanc er en hvid druesort, som stammer fra det vestlige Frankrig, men nu med succes dyrkes i det meste af verden. Druen er oprindelig forbundet med Loire, men stammer mest sandsynligt fra Bordeaux, hvor den typisk blandes med Semillon.

I dag er der sket et skifte, således Sauvignon Blanc nærmest har fået sin højborg på New Zealand, hvor druen specielt i Marlborough på spidsen af sydøen af New Zealand står bag friske, sprøde vine og i 2015 tegnede vine på Sauvignon Blanc sig for omkring 85% af New Zealands samlede vineksport.

Sauvignon Blanc er meget ligefrem … og meget karakteristisk, hvor de klassiske Sauvignon Blanc aromaer typisk er græs, solbærblade,  brændenælder, asparges, grønne æbler og stikkelsbær til mere tertiære noter som kattepis og geværflint.

Særligt aromaer med flint –  kendt som pierre à fusil – kendes typisk fra vinene fra Pouilly-Fumé,  hvor noterne stammer fra den ret høje andel af flint i den kalkholdige jord. Den effekt er endda så udtalt, at Sauvignon Blanc engang var kendt som Blanc Fumé – den røgfyldte hvide – i denne del af Loire.

Sauvignon Blanc kan også indgå i blandinger og modtage fadlagring, fx sammen med Sémillon i hvid Bordeaux.

Sauvignon Blanc har en relativ robust, kraftig vinstok, som let tilpasser sig forskellige klimaer og er nem at dyrke. Den modner tidligt, hvilket gør den velegnet til køligere klimaer, har en naturlig høj syre, som altid giver friske vine.

Selvom det kan virke underligt, så har Sauvignon Blanc meget til fælles med mørke Cabernet Sauvignon … ikke kun i oprindelse og navn. De er genetisk beslægtede, da Sauvignon Blanc blev krydset med Cabernet Franc i 1600-tallet, hvorved man fremavlede Cabernet Sauvignon.

Begge druer har da også nogle fællestræk, bl.a. god produktivitet, giver nogle tætte klaser og man kan også finde samme dufte af grøn peber og asparges i begge vine … samme methoxypyraziner aka en slags kemiske forbindelser, der producerer lugte.

Uden for Frankrig og New Zealand har sorten været relativt vellykket i regioner i den nye verden som Californien, Chile og Sydafrika. Selv i Australien kan Sauvignon Blanc trives i de køligere kystområder i syd.

I Europa producerer de også lækre Sauvignon Blanc  vine på de kølige, solrige, alpine skråninger af Alto Adige samt i Friuli i det nordlige Italien.

 

2019 Château Faugères, Faugères Blanc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Faugères, Faugères Blanc, Bordeaux, FrankrigMed næste vin fortsætter vi hos Vignobles Silvio Denz … og hvis Lafaurie-Peyraguey er Silvio Denz’ store projekt i Sauternes, så er Château Faugères hans flagskib på højre bred i Bordeaux, men derfra smager jeg en 2019 Faugères Blanc.

Château Faugères ligger i Saint-Étienne-de-Lisse i den østlige del af Saint-Émilion. Vinmarkerne ligger i et naturligt amfiteater med syd-, øst- og vestvendte skråninger på de klassiske ler-kalkholdige jorde, som er blandt Saint-Émilions mest eftertragtede terroirs.

Ejendommens historie går tilbage til 1619, hvor vinmarkerne blev dyrket af André de Faugères, men gennem store dele af 1800- og 1900-tallet var slottet ejet af familien Esquissaud, men i 1987 blev det overtaget af Guisez-familien, som begyndte en kvalitetsmæssig opgraderin.

I 2005 købte Silvio Denz slottet og igangsatte omfattende investeringer, så i dag ligger det under Vignobles Silvio Denz, som bl.a. også tidligere har haft den i dag afdøde konsulterende ønolog Michel Rolland til at hjælpe med produktionen.

Château Faugères har i alt 42 hektar jord, hvoraf omkring 37 hektar er beplantet med vinstokke med en gennemsnitsalder omkring 35 år. De primære druesorter er Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Faugères Blanc er lavet med 34% Sémillon, 33% Sauvignon Blanc og 33% Sauvignon Gris fra slottets blot 1,65 hektar beplantet med hvide druesorter. Efter en skånsom presning gennemgår mosten temperaturkontrolleret gæring og derefter er vinen blot lagret sur lie i ståltankene og således lavet uden brug af egefade.

Dejlig aromatisk fedme og fyldighed, parfumeret blomsterflor og småeksotisk frugt med fersken, ananas, papaya og pærer … virker rund, cremet og utrolig behagelig blød. Der kommer svagt en smule skovbund, nødder og agern … meget tiltrækkende.

I munden er det supernemt at drikke … læskende saftig, har stort bællepotentiale og virkelig cremet og ligetil. Der er fersken, pærer, ananas, papaya, syltet lemon og syren er rund, behagelig og alligevel med saftig velbehag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens bedste pris er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château Lafaurie-Peyraguey, Le Lys de Lafaurie-Peyraguey Blanc, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Lafaurie-Peyraguey, Le Lys de Lafaurie-Peyraguey Blanc, Bordeaux, FrankrigChâteau Lafaurie-Peyraguey er et af de mest berømte slotte i Sauternes og har status som Premier Grand Cru Classé i den berømte 1855-klassifikation og derfra smager jeg nu en 2016 Le Lys de Lafaurie-Peyraguey Blanc

Château Lafaurie-Peyraguey er i dag flagskibet hos Vignobles Silvio Denz, som også omfatter Château Faugères, Péby Faugères, Cap de Faugères og Château Rocheyron.

Slottet ligger ved landsbyen Bommes i hjertet af Sauternes syd for Bordeaux. Det er placeret på den højtliggende grusterrasse i Sauternes, cirka 70 meter over havets overflade, og har den legendariske nabo Château d’Yquem lige ved siden af

Vinmarkerne er fordelt over kommunerne Bommes, Sauternes, Fargues, Preignac og omkranser flere af områdets øvrige klassificerede slotte

Historien går mere end 400 år tilbage og de ældste dele af ejendommen stammer fra 1200-tallet. I 1618 begyndte den første kendte ejer, Raymond Peyraguey, systematisk at dyrke vin på ejendommen.

Senre i 1742 blev slottet købt af Nicolas Pierre de Pichard, som udvidede vinmarkerne betydeligt og ved klassifikationen i 1855 blev Château Lafaurie-Peyraguey udnævnt til Premier Grand Cru Classé, den næsthøjeste rang i Sauternes efter Château d’Yquem.

I dag er Château Lafaurie-Peyraguey ejer af Silvio Denz, som er en schweizisk entreprenør og ejer af den verdensberømte krystalproducent Lalique. Silvio Denz har investeret massivt i både vinmarker, kælder, hotel og gastronomi og har gjort Lafaurie-Peyraguey til et luksusunivers, hvor vin, kunst, gastronomi og hotelvirksomhed er integreret.

Château Lafaurie-Peyraguey råder over 18,5 hektar vinmarker, hvor beplantningen består af 93% Sémillon, 6% Sauvignon Blanc og 1% Muscadelle og selvfølgelig med Sémillon er den afgørende drue bag husets koncentrerede og lagringsværdige Sauterne vine.

Denne Le Lys de Lafaurie-Peyraguey Blanc en tør hvid bordeauxvin, der lavet på 91% Sémillon og 9% Sauvignon Blanc fra 35 år gamle vinstokke. Vinificeringen varer 10-15 dage og foregår i finkornede franske egetræsfade, hvoraf 25% er helt nye. Efter endt gæring er vinen lagret 8 måneder på 500-liters franske egetræsfade.

Duften er hvid og blød … der er melon, honningmelon, modne gule, melede æbler, fersken, mango og nektariner … der er honning, godt med blomster, lidt vanilje, karamel og alt virker blødt og rundt med dette lille fadpræg.

I munden er det en federe, mere cremet og olieret vin … der er er fyldighed, saftig melon, kandiseret grape, ananas og mango, har en blød og let pebret syre, der giver vinen rygrad og hold, masser af blødhed med en kontrolleret syre. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens bedste pris er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Château Baret, Pessac-Leognan Blanc, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Baret, Pessac-Leognan Blanc, Bordeaux, Frankrig Vi fortsætter i det franske hvide spor, men rykker længere mod syd til Bordeaux, hvor vi i Pessac-Léognan finder vinslottet Château Baret. Sidst smagte jeg deres Pessac-Leognan Blanc i årgang 2019, men nu smager jeg 2021’eren.

Pessac-Leognan Blanc 2021 er lavet på 100% Sauvignon Blanc, hvor klaserne håndhøstes i de kølige morgentimer. Bag vinificeringen står ønologen Christophe Ollivier, der førhen var del af teamet hos den legendariske vinprofessor Denis Dubourdieu – The Pope of White Wine.

Inden gæringen foretages en koldmaceration, hvor skindet afgiver ekstra aromaer til mosten. Herefter omstikkes mosten til gæring på franske egetræsfade for optimal integration af frugt og fad. Vinen lagrer herefter i 10 måneder på barriques, heraf 20% nye fade med løbende bâttonage aka omrøring.

Duftmæssigt kan man allerede fra start fornemme et pænt og tungt fadpræg med vanilje, bivoks, teaktræsolie sammen med Sauvignon Blanc druens mere friske karakter med grapefrugt, stikkelsbær, lime, syltede citroner, lidt grøn peber, græs, mandler, røg og stenet mineralitet.

I munden er den en mildere og saftig Sauvignon Blanc vin, som bare virker rund og blød … har en blød og rund syre, en blød hvid frugt af pærer, fersken og syltede citroner. Det er utroligt behagelig og pænt saftigt uden Sauvignon Blanc druen hårde kanter. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens bedste pris er 107,89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2025 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, Frankrig

2025 Patrice Moreux, Sancerre, Loire, FrankrigFra én Moreux Sancerre producent i Loire til en anden … Patrice Moreux holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire og her smager vi hans 2025 Sancerre Blanc.

Patrice Moreux er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog og denne vin har jeg også tidligere smagt i både årgang 2020 og 2023, men nu gælder det altså 2025’eren.

Vinen er lavet på 100% Sauvignon Blanc druer fra udvalgte marker i Chavignol og Crézancy, hvor en jordbund af kalk og ler giver en kølig og kalket stil.

På markerne er vinstokkene 30 år gamle og druerne presses først skånsomt i pneumatisk blærepresse. Derefter spontangærer vinen i temperaturstyret cementtank, hvor den også lagrer sur lie nogle måneder inden aftapning på flaske.

Duften er lettere saltet og ganske frisk … næsten som at stå ved havet, mens der frugtmæssigt kommer både hyld, stikkelsbær og grønne umodne æbler. Der er klare Sauvignon Blanc noter, men de er forholdsvis runde med en smule grøn peber og solbærblade, men derudover er det mere eksotiske frugter, som blander sig sig i alle duftene som fx ananas, abrikos og fersken med lille frugtsødme.

Sådan smager vinen faktisk også … altså sådan en kombination af de mere grønne og friske Sauvignon Blanc noter af grønne æbler, gule citroner, grape og en kalket mineralitet, men derudover også federe tropisk frugt af ananas, mango og papaya. Der er syre, frugtsødme og masser af smag, så fin og rundere Sancerre … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens bedste pris er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2025 Roger & Christophe Moreux, Sancerre Tradition, Loire, Frankrig

2025 Roger & Christophe Moreux, Sancerre Tradition, Loire, FrankrigDomaine Roger & Christophe Moreux ligger i Chavignol få minutter fra Sancerre i Loire-dalen og byen er bl.a. kendt for den berømte gedeost Crottin de Chavignol og selvfølgelig Sancerre-vine af høj kvalitet og her smager jeg netop en 2025 Sancerre Tradition.

Der er tale om et traditionsrigt familieejet vinhus og familien Moreux regnes blandt de ældste vinfamilier i området og har dyrket vin gennem mange generationer. Huset er grundlagt i 1895 og drives i dag af far og søn Roger og Christophe Moreux … det er Christophe, som i dag er den primære vinmager og ansigtet udadtil.

Domaine Moreux har i alt 11 hektar vinmarker på de stejle skråninger omkring Chavignol, hvor der dyrkes 75% Sauvignon Blanc og 25% Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 65.000 flasker. De bedste marker er Les Monts Damnés og Les Bouffants.

Deres Sancerre Blanc Tradition 2025 er lavet på 100% Sauvignon Blanc fra 15-30 år gamle vinstokke. Druerne høstes ved optimal modenhed og presses umiddelbart efter ankomsten til kælderen, hvorefter mosten gennemgår en skånsom klaring inden temperaturkontrolleret gæring i rustfri ståltanke. Vinen lagrer efterfølgende 6-8 måneder på de fine gærrester i de temperaturregulerede ståltanke,

Duftmæssigt er vinen meget tør, meget kalket og mineralsk, der er frugt med kvæde, pigeonæbler, har grov og tør syre, gærede noter og virker meget grøn, rank og stringent sammen med nogle typiske Sauvignon Blanc elementer med grønne krydderurter, tomatstilke og stikkelsbær suppleret med svag hyldsødme.

I munden er der klart mere frugtsødme, som gør smagen rundere og mere pleasende. Der er dog fortsat masser af æblesyre, sure æbler, stikkelsbær og lidt tropisk frugt med fersken, ananas og mango, så dermed bliver det er rundere Sancerre, som dog fortsat er tro mod dens mineralske rygrad. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens bedste pris er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2024 Castelfeder, Raif Sauvignon, Alto Adige, Italien

2024 Castelfeder, Raif Sauvignon, Alto Adige, ItalienForleden smagte jeg en 2025 Pinot Grigio Mont Més fra Azienda Vinicola Castelfeder ved byen Cortina Sulla Strada del Vino og nu smager jeg så fire mere vine fra huset og starter med denne 2024 Raif Sauvignon.

Sauvignon Blanc druerne til Raif dyrkes på sydøstvendte skråninger i landsbyen Pinzon ved 350 meters højde samt i bakkerne op til 600 meters højde … der findes et mikroklima med kraftige temperatursvingninger mellem dag og nat.

Druerne er høstet og sorteret manuelt i marken og efter ankomst til vineriet skånsomt presset, hvorefter gæringen er sket i rustfrie ståltanke efterfulgt af 6 måneder lagring sur lie i tankene.

Duftmæssigt er det bestemt klassiske og typiske Sauvignon Blanc noter med grøn peber, tomatplantestilke, katteurt, stikkelsbær, hyld, grape og grønne krydderurter med salvie og en skvis citron.

Smagen er egentlig ikke helt så syreskarp som duften, men faktisk lettere cremet, blød og saftig, men det er uden at miste Sauvignon Blanc druen friske, ranke og grønne sjæl. Frugten er syltet grape, lidt grillede citroner … egentlig både syrlige og søde med lidt grønner urter oveni … 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2024 Campo alle Comete, Strabilio Bolgheri Bianco, Toscana, Italien

2024 Campo alle Comete, Strabilio Bolgheri Bianco, Toscana, ItalienChiara Chesi fra Campo alle Comete præsenterede på  Santa Lucia Beach Restaurant os for aftenens første vin og det var denne 2024 Strabilio Bolgheri Bianco.

Campo alle Comete ligger ved Castagneto Carducci syd for Livorno, kun få kilometer fra Det Tyrrhenske Hav.

Vingården er en relativt ung producent. Den nuværende satsning blev etableret i 2016, da ejendommen blev overtaget af Feudi di San Gregorio, et af Syditaliens mest anerkendte vinhuse fra Campania. Visionen var at overføre husets filosofi til Bolgheri, et af Italiens mest prestigefyldte vinområder.

Så i dag ejes Campo alle Comete fortsat af Feudi di San Gregorio, som indgår i Capaldo-familiens vinaktiviteter. Jeg er før stødt på Feudi di San Gregorio her på vinbloggen … det er i dag et ret stort foretagende, som udover produktionen af de omkring 3 millioner flasker vin årligt, også omfatter driften af restauranten Marennà samt ikon-butikker i flere italienske lufthavne.

Samlet har Campo alle Comete 26 hektar vinmarker og laver omkring 120-130.000 flasker vin årligt, herunder altså denne 2024 Strabilio Bolgheri Bianco.

Vinen er lavet på Vermentino og Sauvignon Blanc fra vinmarker ved Castagneto Carducci, som efter presning har gæret i rustfrie ståltanke ved 15 grader. Efter endt fermentering lagres vinen så sur lige altså med de fine gærrester i tankene, men omkring 1/3-del af vinen lagrer 6 måneder på 500 liter franske tonneaux fade.

Vinen virker i næsen cremet, blød og rund, har småbrede skuldre, en rund frugt med pærer, fersken, stikkelsbær og et touch fra fadene med vanilje, skumfiduser og lidt karamel. Der er et lille aftryk af lidt krydderier med salvie og timian.

I munden kommer Sauvignon Blanc druen mere frem med små grønne elementer, grillet lemon, syltet citron og det giver vinen et frisk udtryk med et bredt smil, men der er mest lemonfrugten, der dominerer frugtkampen … 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Italien koster vinen 21€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Bodega Sani Primavera, Flamenco de Sani Árabe Sauvignon Blanc, Extremadura, Spanien

N.V. Bodega Sani Primavera, Flamenco de Sani Árabe Sauvignon Blanc, Extremadura, SpanienVores andet forsøg på anstændig lokal vin på en ellers fin restaurant Mesón La Terraza mislykkedes også … jeg endte med at bestille frisk Sauvignon Blanc … men denne Flamenco de Sani Árabe Sauvignon Blanc fra Bodega Sani Primavera var alt andet end frisk.

Da jeg så den blå flaske tænkte jeg også … åh nej og det fremgik også på flasken, at den var dulce, altså sød, som i dessertsød! Og samtidig var det en vin uden årgangsbetegnelse … mere åh nej.

Bodega Sani Primavera er en historisk, familieejet bodega fra 1952 i Almendralejo ved Tierra de Barros i det varme Extremadura, kendt for innovation, veganske vine, stærk lokal kulturforankring og et bredt sortiment af hvide, rosé, røde, espumosos og cavas.

Der er ikke mange oplysninger om vinhuset, der er etableret i 1952 som en familieejet virksomhed stærkt forankret i lokal kultur og kunst samt drevet af en ung, innovativ medarbejderstab med fokus på design, teknologi og moderne vinifikation.

Der er ingen oplysninger om antal vinmarker, men Bodegaen producerer og distribuerer vine nationalt og internationalt.

Denne blå Flamenco de Sani Árabe Sauvignon Blanc er lavet på håndhøstede Sauvignon Blanc druer, som afstilkes straks ved ankomst til bodegaen efterfulgt af 6 timers koldmaceration ved lav temperatur.

Der laves så et let pres, hvor kun mosto flor aka den fineste, fritløbende most anvendes. hvorefter gæring foregår i små ståltanke ved 12 grader. Gæringen stoppes så med kulde, så en del af druesukkeret bevares naturligt og det giver sødmen.Vinen holdes kold indtil tapning efter kort tid.

Smagen er fyldig … nej lad os bare kalde den tyk eller måske endda fed … fed og sød uden de store Sauvignon Blanc karakterer. Her er det mere sandeltræ og tropisk frugt af mango, paraya, ananas og bløde pærer … ingen grøn peber eller græs… men dog lidt solbærblade og hyld.

Smagen er i samme boldgade … blot sød og generelt alt, alt for sød og fed. Jeg valgte Sauvignon Blanc, da vi skulle have fisk og skaldyr, men det passer denne vin slet, slet ikke til. Det er slet ikke mig, så det blev et decideret lorte valg og en lorte vin. 77 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Spanien koster en flaske 5,99€ … svarende til 45 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2025 Marlborough Wine Limited, Marlborough Brook Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand     

2025 Marlborough Wine Limited, Marlborough Brook Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand     Efter boblerne blev det tid til lidt Sauvignon Blanc og denne er fra New Zealand og en stor vinkoncern, der hedder Marlborough Wine Limited …. vinen er en 2025 Marlborough Brook Sauvignon Blanc.

Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver Marlborough Wine Limited, der i dag omfatter vinhuse og brands som Toi Toi Wines, Staete Landt, Map Maker, Cooper Creek, Stone Bay, Rata, Mouku, Marlborough Vines, Marlborough Brook, South Sea samt endelig Marlborough Mountains.

Kevin og Sara Joyce startede deres vinrejse i 2006, hvor de købte vingården Brookdale og etablerede Marlborough Wine Limited, men allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fællesskab Toi Toi Wines, hvor de samme år frigav deres første vin … en Sauvignon Blanc.

Senere i 2017 købte  Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandels og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.

Tilbagekøbet har været muligt, idet  Marlborough Wine Limited er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Limited.

Her smager vi deres Marlborough Brook Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra forskellige marker og er høstet i de tidlige timer om morgenen. Når de kølige og friske druer ankommer til vineriet er de afstilket og nænsomt presset, hvorefter gæring er sket køligt på ståltanke … og der er vinen også lagret en periode.

Der er i næsen klassiske Sauvignon Blanc noter med katteurt, tomatstilke, grøn peber, græs, solbærblade og nærmest vild på den vilde måde suppleret af lidt hyld, stikkelsbær, grape, mango, noget ananas, citrongræs og syrligbitter lemonfrugt.

I munden er der mere sødme og frugten langt mere tropisk, abrikos, stikkelsbær, syltet grape, ananas og kandiseret citron … rund og så alligevel med et markant bod med en syre, der balancerer imellem syrlighed og sødme, arketypisk og alligevel med frisk venlighed. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens bedste prise kun er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker og det er en rigtig god pris.

Vinanmeldelse 4,5/7

2025 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New Zealand

2025 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New ZealandNew Zealand er et af verdens bedste lande til at lave sprød Sauvignon Blanc vine og nu smager jeg netop en 2025 Sauvignon Blanc Reserve fra Toi Toi Wines, som vi også har mødt her på vinbloggen før.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer fra 8 parceller på 3 vinmarker i Marlborough, nærmere bestemt Brookdale Vineyard (Southern Valleys), Upper Wairau Valley samt kystnære Utawai Vineyard. Druerne høstes i de kølige aftentimer for at bevare både frugtens renhed og smagspotentiale. Dette sker over flere høstrunder, så al frugt selekteres ved optimal modenhed.

Efter 2-3 timers skindkontakt presses druerne nænsomt, inden vinen gærer på ståltank med temperaturstyring og brug af flere forskellige gærtyper, der hver især fremmer udviklingen af særlige karaktertræk.

7 af de 8 vine, der udgør Reserve-blendet, modner på ståltank, mens den sidste gærer og lagret på egetræsfade for at berige frugtsmagen med et touch af krydret kompleksitet.

Det er klassisk Sauvignon Blanc helt ind til benet, tomatstilke, grøn peber, græs, stikkelsbær, hyld, grape, lemon og citroner, tørre urter … virkelig grøn, pivfrisk og så dukker der alligevel ganske svage fadnoter af vanilje og mælkechokolade, hvilket faktisk klæder duften pænt.

Også i smagen kommer både den frisk, bitre og grønne Sauvignon Blanc smag frem, men med en lidt cremet og olieret fedme. Der er frisk grøn frugt af grape, lemon, stikklebær samt et mere tropisk islæt med mango, melon, passionsfrugt og papaya. Dermed får syrligheden passende følge af en vis fedme og dette giver vinen er rigtig fin balance uden at miste Sauvignon Blanc druens karakteristika. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker … og det er billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7