Château Guiraud ligger i Sauternes i Bordeaux og laver mest søde Sauternes vine, men i dag går trenden mod tør vin, så de laver derfor også hvidvinen G de Guiraud Blanc, som jeg har smagt i årgang 2022.
Château Guiraud har sit navn efter er købmandsfamilien af samme navn. Guiraud familien var protestantisk og købte det smukke vinslot i 1766, hvorefter de skabte et navn indenfor god Sauternes på primært Sauvignon Blanc og senere kom med i 1855 klassifikationen som et Premier Gand Cru Classe slot.
Siden blev slottet i og hører stadig til blandt eliten af flotte Sauternes vine og kan nærmest måle sig med vinene fra d’Yquem, men mellemkrigstiden kom Guiraud dog ind i en ustabil periode.
Men da canadieren Frank Narby købte slottet i 1981, blev der investeret høje summer i en total renovering og genplantning af nye stokke og slottet kom atter i toppen i Sauternes appellationen.
Nogle år senere i 2006 blev Château Guiraud så købt af Olivier Bernard fra Domaine de Chevalier sammen med 3 vinproducenter og Peugeot familien. De har ligeledes igangsat forbedringer og fået slottet certificeret økologisk i 2011.
For at have et bredere udvalg, så er man også begyndt at lave tørre hvidvine, bl.a. denne G de Guiraud Blanc, der i denne årgang er lavet på 53% Sauvignon Blanc og 47% Sémillon. Vinmarkerne er præget af sand og ler og stokkene er 35 år gamle og plantet med en tæthed på 6.600 stokke pr. hektar.
Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og efter blid presning er vinen gæret … 50% i rustfrie stålkar og 50% i egetræsfade over 10 dage. Efterfølgende har 5% fået malolaktisk inden 6 måneders lagring på egefade. Der er i årgang 2022 lavet 170.000 flasker af denne vin.
Duftmæssigt er det en meget grøn og frisk vin, hvor man tydeligt kan dufte, at der er Sauvignon Blanc i, men fadlagringen er også tydelig og giver vinen en lille varme og fadnoter af vanilje, karamel og let sødme. Frugten er ikke pivgrøn, men der er hyld, stikkelsbær, en smule asparges og melon … vild lækker aroma.
Også i munden er det en frisk og let syrerig vin, der alligevel har en svag fedme og fadlækker, blød rundhed. Frugten er eksotisk, pærer, melon, fersken, hyld, gule æbler og sød lemon suppleret med noget hvid peber, toast, briocheboller og gode scones. 91 point.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 175 kr.