Tag-arkiv: Ōhau

2018 Ohau Wines, Woven Stone Sauvignon Blanc, Ōhau, New Zealand

2018 Ohau Wines, Woven Stone Sauvignon Blanc, Ōhau, New ZealandŌhau er en forholdsvis ny – og meget lille – vinregion beliggende i Horowhenua på vestkysten tæt ved Wairarapa på den nederste del af nordøen i New Zealand. Ved den lille by Levin finder vi Ohau Wines, der står bag denne Woven Stone Sauvignon Blanc.

Vinhuset er grundlagt i 2009 af Jane Cooper og Donna Riley, hvor Jane er en erfaren vinmager og regnes – efter sigende – som én af landet bedste kvindelige producenter.

Jane har tidligere lavet vin i både Chile, Australien, Trento i Italien samt i New Zealand for både Seifried Estate i Nelson og Matahiwi Estate i Wairarapa. Donna står derimod for økonomien og salget i Ohau Wines.

Vinhuset har samlet 40 hektar vinmarker med speciel fokus på Sauvignon Blanc og vinene laves under 3 serier … Woven Stone, Ohau Gravels og Selected Vine.

Her smager vi så en 2018 Woven Stone Sauvignon Blanc, der er lavet på rustfrie ståltanke med forholdsvis kølig gæring med brug af udvalgte aromatiske gærtyper og så lagring i ståltanke 5-6 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi lidt modne æbler, hyldebær, mango, fyldig grillet lemon, bananskræl, lidt astronaut-is og snert af lidt afsparges, mens der faktisk ikke er så meget Sauvignon Blanc grønt græs. Der kommer også lidt tørre krydderier og grønne blade.

I munden er der både citron, lemon og stikkelsbær, hvilket giver en pokkers god friskhed med en let bitterhed og grøn te. Vinen læner sig en smule mod at blive vandet, men det giver til gengæld en vis form for lethed, venlighed og sommerlig drikkeglæde.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7