Tag-arkiv: mencía

Mencía er en spansk, rød druesort, der findes i den nordvestlige del af Spanien. Mencía findes specielt i de røde vin fra Bierzo og de var oprindelig lette og syrlige, men siden opdagelsen af lavtydende Mencia vinstokke plantet i fattig jord højt på bakkerne, så er vinene i dag langt mere intense og koncentrerede.

Man antog tidligere, at Mencía var relateret til Cabernet Franc, men nye DNA analyser har vist, at Mencía faktisk er identisk med den portugisiske Jaen drue, som man primært finder i Dão regionen i Portugal.

I Spanien er det den berømte spanske producent Alvaro Palacios, der for alvor har gjort vinene på Mencía populære. I dag findes der derfor også 9.100 hektar vinmarker i Spanien med Mencía vinstokke.

Mencía er meget følsom i vinmarkerne og har en tendens til lave udbytter, hvilket gør den udfordrende for vinproducenterne. Den er modtagelig for sygdomme som botrytis samt meldug. Den kan nemt miste sin karakteristiske surhed hurtigt, hvis den ikke høstes hurtigt.

Men heldigvis modner Mencía relativt tidligt. Samtidigt har Mencía druerne god fylde og masser af mørk bærfrugt. Dens vine er kan være lige fra lyse og lette til mørke og koncentrerede. Vinene har en tendens til at udvise jordagtige, vegetabilske karakterer med bær nuancer, mynte, timian og stenet mineralitet.

Mencías høje alkohol og høje syreindhold skal kontrolleres for at bevare vinens balance. Samtidig skal brugen af egefade anvendes meget forsigtigt, da det kan overvælde Mencias temmelig delikate smagsprofil.

Uden for Bierzo findes Mencía i andre appellationer i det nordvestlige Spanien, bl.a. i  Valdeorras, Monterrei og Ribeira Sacra.

2023 Casar de Burbia, Tebaida Meníca, Bierzo, Spanien

2023 Casar de Burbia, Tebaida Meníca, Bierzo, SpanienDen tredje og sidste Mencía vin fra Casar de Burbia er også deres topvin og det er vinen Tebaida Meníca, som jeg har smagt i årgang 2023.

Til denne vin kommer Mencía druerne fra forskellige højtliggende vinmarker i 800 meters højde i Valtuille de Arriba med 100 år gamle vinstokke i jord med store sten, skifer og kvarts.

Tebaida vinificeres på 5.000 liters træfade og efter endt fermentering er vinen lagrer 16 måneders lagring på franske egetræsfade af varierende volumen på 225, 400, 600 og 700 liter.

I glasset er farven blev mørkere og mørkere med de 3 vine fra Casar de Burbia og det er duften egentlig også … det er nu mere tæt, dybt, kompakt og fadet fylder nu også mere. Det dufter fremragende med sød finsk samt tør engelsk lakrids, kaffelikør, mørk chokolade, frugt med blåbær, brombær, solbær, kirsebær, granatæble og hindbær suppleret med tørre papkasser og krydderier.

Smagen er fed … cremet og fed, intens og kraftfuld som en magiterning. Der er solbær, kandiserede kirsebær. blåbær, en god omgang engelsk lakrids, norske brystdråber og hindbær. Derudover er der peber, tyk og gammel balsamico, tykke og bløde tanniner samt en maskulin og opulent syre. Der er sgu smæk for skillingen, masser af fed velvære og mørk kraft. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens bedste pris er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Casar de Burbia, Hombro Meníca, Bierzo, Spanien

2022 Casar de Burbia, Hombro Meníca, Bierzo, SpanienDen anden Meníca vin fra Casar de Burbia var et step op og det var vinen Hombro Meníca i en årgang 2022.

Her kommer Mencía druerne fra 50-100 år gamle økologisk dyrkede vinstokke i Paraje Valdaiga i Bierzo. Druerne gennemgår først en kold præmaceration i ståltanke efterfulgt af gæring med druernes egne naturlige gærceller.

Efter endt fermentering lagres vinen sur lie med de fine gærrester i 12 måneder på franske Allier-fade, hvor andelen af nye fade holdes lav for at bevare vinens rene frugt, mineralitet og terroirpræg.

Duften er mere varm, omfavnende, dybere og mere fad … og fortsat en frugt med blåbær, sorte kirsebær og brombær, grafit, tjære, blæk, laurbærblade, toast og blomster. Der er mørk chokolade, karemel og vanilje … lidt lakrids samt fennikel.

Smagen er federe end basisvinen, langt mere cremet, kompakt, tæt og koncenteret … nu begynder vi at snakke. Der er brombær, blåbær, kirsebær, granatæble, en lækker rank og tør syre, masser lækkerhed med mørkristede elementer, lakrids, peber og stor harmoni. Der er sgu temmelig vellavet og viser nogle af Mencía druens store og kraftfulde karaktertræk … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du kan købe vinen til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Casar de Burbia, Meníca, Bierzo, Spanien

Mencía er faktisk den primære druesort hos Casar de Burbia, som jeg for et par dage siden smagte en hvidvin på Godello fra. Nu smager jeg 3 rødvine på Mencía fra huset og starter med deres basisvin eller signaturvin på druen.

Det er en landsbyvin lavet med 100% Mencía-druer fra de lavere lerjorde i nusets vinmarker i Valtuille de Arriba. Druerne fra de enkelte marker vinificeres separat for at kunne sammensætte det endelige blend optimalt i hver årgang.

Efter en skånsom gæring lagres vinen i flere måneder sur lie med de fine gærrester og drueskaller, hvilket bidrager med både ekstra fylde, kompleksitet og tekstur. Herefter er vinen lagret 12 måneder på brugte franske egetræsfade.

Duften er sådan lidt vamset, mørk og tør … der er klart en lille fadaftryk med chokolade, vanilje og karamel, mens frugten er mørk med blåbær, sorte kirsebær og brombær, noget grafit, tjære, blæk og laurbærblade suppleret med ristede noter. Der er masser af mørk, frisk og gæret frugt med en leret mineralitet,

I munden er frugten knap så mørk … den er mere frisk i frugten med kirsebær, hindbær, brombær og lidt ribs. Igen kommer denne tørre side også frem, hvor der samtidig er godt med krydderier, peber og nelliker, mens tanninerne virker småfede og sætter sig i munden, men uden at larme helt vildt, så dermed bliver det en mørk, varm, krydret og frisk vin … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens bedste pris er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Veronica Ortega, Quite, Bierzo, Spanien

2023 Veronica Ortega, Quite, Bierzo, SpanienVi fortsatte derefter i den lettere, lidt funky og landlige stil med en rødvin med en smule mere farve … den var en 2023 Quite fra den smukke, unge og dygtige kvindelige vinmager Veronica Ortega.

Den fremadstormende, unge Veronica Ortega har sit vinhus i Valtuille de Abajo lidt vest for León, men hun er er opvokset i Cadiz med fem ældre brødre og en berømt far, der var en kendt tyrefægter.

Hun blev ramt af et vild passion for vin i 2000’erne og derefter flyttede hun til Priorat, hvor hun arbejdede med Alvaro Palacios og Daphné Glorian på Clos Erasmus.

Derefter lærte hun yderligere om vin på Burn Cottage i Central Otago i New Zealand efterfulgt af et ophold hos Niepoort i Douro og så hos Comte Armand og selveste Romanée Conti i Bourgogne inden Domaine Combier i det nordlige Rhône.

Da hun vendte tilbage til Spanien, så arbejdede hun sammen med Raúl Perez i Bierzo, fra hvis kælder hun eksperimenterede, før hun startede sit eget vinhus i 2012, som bl.a. kom i gang med lidt hjælp fra hendes ven Ricardo Palacios samt Raúl Perez.

Det var også i Bierzo, at Veronica Ortega forelskede sig i Mencia druen og dens fine evner til at udtrykke jordbunden i Bierzo … lidt på samme måde som Pinot Noir … er følsom over for dens jordtyper og højde.

Den kan ifølge Veronica også minde hende om Syrah, som hun jo arbejdede med i det nordlige Rhône, bl.a. på grund af dens vilde natur og krydrede karakter. Hun siger også, at i blindsmagninger bliver de to druer ofte forvekslet.

Men derudover elsker hun på grund af dens historie, ægtheden af dens vine og den stærke atlantiske indflydelse.

Siden etableringen har hun fået samlet 5,7 hektar vinmarker sammen via enten køb eller via leje. Hun har fundet ud af, at de lokale er meget bundet til deres jord og helst ikke vil sælge.

Men med hjælp fra Ricardo Palacios fra Descendientes J. Palacios samt hans netværk, så har hun fået adgang flere topmarker med en del oldgamle vinstokke og styrer selv alt arbejdet i marken bl.a. med økologisk tilgang, plukkedato og alle beslutninger om markerne.

Hun følger økologisk praksis i sine egne vinmarker og er i gang med at konvertere til biodynamisk drift. Hendes filosofi er også klar via en biodynamisk tilgang, udelukkende naturgæring, typisk stor andel af helklaser for hendes rødvine, lagring af vine på gamle kæmpefade og/eller amphora lerkrukker og begrænset svovl, så vinene nærmer sig naturvinsgrænsen.

Hun laver meget elegante Bierzo vine … de er meget feminine, delikate, har meget lav alkohol og med en ubeskrivelig renhed i frugten … terroirtro vine med finesse og nerve.

The Wine Advocate er de seneste år blevet så begejstrede for hendes vine, at hun blev placeret på deres TOP Wine Discoveries for 2020. Samme år blev hun også  omtalt i Decanters artikel 10 great Spanish winemakers you need to know – og endda med ordene: her exceptional talent is plain to see.

Herhjemme har Langdahl nærmest også  givet hende heltestatus, bl.a. har han skrevet om hendes vin, at de har: burgundisk elegance, barolo’sk bisterhed, og nordrhone’sk røgede, urtekrydrede tranebær, slåen og granatæble.

Quite er lavet på ren Mencía druer, som kommer fra 90-100 år gamle stokke plantet på forskellige parceller med både skifer, sand og rødt ler i Bierzo.

Efter den manuelle høst er 85% af druerne til Quite afstilket og gæret i rustfrie ståltanke. Efterfølgende gennemgås en 5-7 dage maceration med blid ekstrahering for slutteligt at lagre 16 måneder, hvoraf 80% er lagret på store, brugte, franske egefade og resten i 800 liters amphora lerkrukker.

Årgang 2023 er første årgang fra Ortegas nye vineri, hvorfor man med mere plads nu også har mulighed for at give vinen længere tids lagring. Dette har uden tvivl gjort vinen endnu bedre, hvilket virkelig fornemmes her i årgang 2023

Duftmæssigt er Quite langt vildere, mere landlig og mere funky, end jeg husker den, men FÅK (som man siger i Jylland) det dufter meget dragende med – som sidst – en noget bondsk og beaujolaisagtig note, lidt sødlige fadnoter med sød lakrids, mørk chokolade, nougat samt vanilje. Der er også godt med læder, kamfer, kaffegrums og en frugt med kirsebær, jordbær, ribsgele, grøn peber, svesker … dufter sgu temmelig godt og egentlig mere feminint, end jeg ellers husker.

Smagsmæssigt er vinen mere rustik og med mere power end duftmæssigt. Man kan nærmest smage lidt blomster, en frugt med rabarber, ribs, hindbær, stikkelsbær samt mørkere bær, Campari og lemon bitterhed og atter denne lyse, saftige og friske, syre samt fine tanniner … ender med et letkrydret og satans saftigt bid. 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2023 Bodegas Estévez, El Rapolao, Bierzo, Spanien

2023 Bodegas Estévez, El Rapolao, Bierzo, SpanienJeg er totalt vild med vinene fra vildmanden Raúl Pérez og denne spanske aften skulle vi selvfølgelig også smage en vin i den stil … en 2023 El Rapolao fra Bodegas Estévez.

Bodegas Estévez eller helt korrekt Estévez Bodegas y Vinedos er et nyere projekt, hvor familien får hjælp til at lave deres vine fra vinmageren Cesar Marquez.

Cesar Marquez  er nevø til Raúl Pérez og har arbejdet på Pérez familiens vingård Castro Ventosa, inden han i 2015 startede sit eget projekt.

El Rapolao er lavet på ren Mencía, som kommer fra marken El Rapolaos, som ligger nordvestvendt i 570 meters højde, hvilket giver et køligt mikroklima og en sen modning … det er en af Bierzos mest berømte vinmarker. Parcellen har 90 år gamle vinstokke, som står plantet på en rød, lerholdig jord rig på jern, hvilket er med til at give vine med finesse, nerve og markant mineralitet.

Mencía druerne er køstet og nænsomt selekteret på manuel vis. Gæringen sker spontant med op til 25% hele klaser i åbne ståltanke, hvorefter vinen til sidst lagres på 500-liters egefade.

Lækker duft … har klart mere tyngde og mørkere end forrige … har frugt af brombær, jordbær, mirabeller, ribs og bare lidt svesker, men alligevel er frugten bare så let, luftig og æterisk. Den har en nærmest bondsk beaujolais-agtig karakter, læder, lakridspoletter, røg samt en hel buket blomster.

Smagen er også pænt tæt, mørkere og med en vis tørhed tobak, men alligevel med et lyst og let sind. Den har lette og sødbitre elementer af blomster, rød vermouth, æbleeddike, mens frugten er lidt jordbær, mirabeller, tranebær … alt er blødt og cremet … fin fløjlsblød og sart afbalanceret, mens tanninerne er mere maskulin, hård og faste. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2024 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2024 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalQuinta da Pedra Escrita fra Rui Roboredo Madeira er en drøngod vin, som jeg har smagt før i både årgang 2017, 2018, 2019 og 2020, men nu smager jeg 2024’eren.

Quinta da Pedra Escrita er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Jaen aka Mencía samt 25% Sousão, der alle kommer fra familiens egen gamle vingård, der har 17 hektar vinmarker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur.

Fadpåvirkningen er reduceret markant i forhold til tidligere og kun omkring 15% af vinen er lagret i 225 liters fade i 18 måneder, mod tidligere 40%, hvilket giver et langt mindre præg af eg.

Der er fortsat godt med fadnoter … våde fade, cedertræ og igen får jeg omgående en duft af norske brystdråber sammen med en mørk frugt. Frugten er mest lidt svesker, solbær, blåbær og hindbær, men derudover er der godt med andre fine aromaer med sød finsk og tør engelsk lakrids, tørret oksekød, beef jerky, flæsk, tobak, læder og masser af krop og sort fylde.

Smagen er fortsat tæt, mørk og dyb … alligevel med en lidt lysere syre, som giver vinen et fint og friskere udtryk. Det passer meget fint til den mørke frugt af svesker, solbær, blommer … som om der også kommer lidt ribs med i blendet. Det er tørt, cremet, tæt og kompakt med bassevarme, lakrids og vinen har bløde, tydelige og kraftige tanniner … lækker og intens. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens bedste pris kun er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Estévez, Mata Los Pardos, Bierzo, Spanien

2023 Bodegas Estévez, Mata Los Pardos, Bierzo, SpanienForleden smagte jeg en rigtig lækker 2023 Vino de Villa lavet af Raúl Pérez’s nevø Cesar Marquez, som er ansat som vinmager på Estévez Bodegas y Vinedos … og nu smagte jeg til vinafenen hans 2023 Mata Los Pardos.

Vinen er lavet på Mencía fra 90 år gamle vinstokke, som står plantet på Mata Los Pardos-parcellen i Valtuille de Abajo. Det er en af byens mest prestigefyldte vinmarker i 500 meters højde, er østvendt og er kendt for sin kombination af sand og ler.

Mata Los Pardos er høstet og nænsomt selekteret på manuel vis. Gæringen sker spontant med 20% hele klaser i 7.500-liters egefade, mens den malolaktiske gæring foregår på en kombination af 225- og 500-liters fade, som vinen også til sidst lagres 12 måneder på. Der laves kun sølle 1.500 flasker af vinen årligt.

UHA, hvor det dufter fremragende … småvild, animalsk, landlig og ganske saftig. Der er frugt med sorte kirsebær, blåbær, ribs og godt med fadnoter af mælkechokolade, vanilje, kanel, nøddekerner og alt meget let, luftig med nogle tørrede blomster, violer og rosenblade.

Smagen er også blød, rund og let med en luftig frugt af kirsebær, hindbær, brombær og lemon … nærmest mundsmeltende med en vis Mencía tyngde, et godt og frisk bid, lidt peber, en fin og spændstig syre samt tydelige og integrerede tanniner … dette er håndværk af øverste skuffe og smager både klassisk og moderne. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr. mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2023 Bodegas Estévez, Vino de Villa, Bierzo, Spanien

2023 Bodegas Estévez, Vino de Villa, Bierzo, SpanienBodegas Estévez eller helt korrekt Estévez Bodegas y Vinedos er et nyere projekt, hvor familien får hjælp til at lave deres vine fra Cesar Marquez og jeg smager her deres 2023 Vino de Villa.

Cesar Marquez  er nevø til den berømte Raúl Pérez og har arbejdet på Pérez familiens vingård Castro Ventosa, inden han i 2015 startede sit eget projekt … derfra har jeg tidligere smagt en skøn 2019 Sufreial.

Estévez Bodegas y Vinedos er grundlagt, da Helios Estévez vendte retur til Valtuille de Abajo i Bierzo efter årtier i Mexico, hvor Helios havde været en succesrig forretningsmand.

Familien forlod Bierzo i slutningen af 1930’erne pga. borgerkrigen, men de havde rødder i Valtuille de Abajo og de første vinmarker blev oprindeligt købt af oldefaren Ramón med penge tjent i Brasilien.

Helios Estévez, vendte tilbage til Bierzo for at genoplive familiens gamle parceller og skabe et projekt, der forbandt identitet, historie og vin … med fokus på vine fra gamle parceller i primært Valtuille de Abajo … et af de mest eftertragtede områder for Mencía og Godello.

Det store gennembrud kom i 2021, da César Márquez Pérez overtog ansvaret i kælderen og startede en ny æra, hvor man gik væk fra de tunge, fadprægede og alkoholrige udtryk og ind i en stil med klarhed, balance og finesse.

Her smager jeg deres 2023 Vino de Villa, der er lavet på Mencía  med små andele af andre røde og hvide sorter fra gamle, blandede parceller … det er gamle vinstokke på omkring 90 år på marker i 500 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i store 7.500 liter egefade med 15% hele klaser og en efterfølgende malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade.

UHHHHHH … kæft det dufter fremragende … har denne vilde, landlige og animalske side med stor dybde, røget og tørret kød, røg, røgelse, grannåle, krydderier og fadnoter med mørk chokolade, lidt vanilje og kakao, mens frugten er sorte kirsebær, blåbær, ribs med nogle tørrede blomster, violer og rosenblade.

Det smager fandeme også stjernegodt … virkelig godt håndværk og man kan næsten mærke noget Raúl Pérez indflydelse, for smagen er rund, blød, cremet og nærmest mundsmeltende med en vis lethed og alligevel en vis tyngde, Der er kirsebær, hindbær, brombær, blåbær, en frisk og elegant syre … selv tanninerne er føjelige og blide, så sammenlagt en moderne og charmerende vin … 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr. mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker. Det er billigt for denne lækre sag.

Vinanmeldelse 6/7  

2023 Veronica Ortega, Kinki, Bierzo, Spanien

2023 Veronica Ortega, Kinki, Bierzo, SpanienBierzo vinen i heat 5 var ikke mindre end vinen Kinki fra den smukke og dygtige vinmager Veronica Ortega, der jo også i opstarten af sit projekt fik hjælp fra Raúl Pérez.

Kinki er primært lavet på Mencía druen og så ellers et skævt af sorterne Doña Blanca, Palomino, Godello og Alicante Bouschet, der alle kommer fra en mindre, højtbeliggende vinmark på lige under 1 hektar ved Cobrana, der står plantet med op til 100 år gamle vinstokke på primært blåt skifer.

Vinen er lavet med spontangæring af de hele klaser med druernes egne gærceller i 5.000 liters åbne træfade og har så gennemgået en lang, blid ekstraktion på amphora. Slutteligt er vinen lagret 8 måneder i 800 liters amphora lerkrukker.

Også her er det en lys og let vin i glasset, mens duften er bondsk og så alligevel med en nærmest burgundisk aroma med nogle beaujolaisagtige elementer. Der kommer også fra lagringen på de store amphora lerkrukker en tørret og leret aroma sammen med søde kirsebær, jordbær, hindbær, ribs og så ellers blomster, blomstervand, tulipaner, mødding, fløde, candyfloss, gazebind, hæfteplaster, rosmarin og saltlakrids.

I munden er vinen som tidligere også lys, luftig, let og storblomstret som den smukkeste sommerkjole, som man kan forestille sig Veronica Ortega i. Der er landlig blød frugt med kirsebær, jordbær, ribs og lemon, en sprælsk syre … alt er frisk, elegant, læskende saftigt, elegant og feminint. Tanninerne er fine og behagelige, og vinen har en lang, tør og mineralsk finish. Dette er igen mesterlig Mencía og til prisen et fabelagtigt køb. 96 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 330 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 César Márquez, Sufreial, Bierzo, Spanien

2019 César Márquez, Sufreial, Bierzo, SpanienBierzo var i dette heat repræsenteret ved César Márquez, som skulle op imod Viñadores de Gredos … men vi smagte den unge vinmagers vin Sufreial.

César Márquez er en ung vinmager med dybe familierødder i Bierzo regionen. Han er nevø til den berømte Raúl Pérez og har arbejdet på familiens vingård Castro Ventosa, inden han i 2015 startede sit eget projekt.

Han har også høstet erfaring i Argentina hos Michelini-brødrene og er inspireret af Bourgognes klassificeringssystem, hvilket afspejles i hans fokus på Vinos de Paraje, som er vine fra specifikke parceller og på lave med single-vineyard-udtryk.

César arbejder med gamle vinstokke – ofte over 100 år – og primært på druen Mencía, men også lidt Godello til hvidvine. Hans tilgang er minimal intervention, spontangæring, delvis afstilkning og gæring i åbne barriques, lang maceration og 12 måneders lagring på gamle fade uden omstikning.

Han har omkring 7 hektar vinmarker, fordelt på forskellige parceller i Bierzo – især  omkring Valtuille.

Denne Sufreial er en enkeltmarksvin, hvor druerne er håndplukket fra den stejle enkeltmark Sufreial, som César betragter som sin mest elegante parcel. Det er primært med 85% Mencía med lidt Alicante Bouschet og hvide druer fra over 100 år gamle stokke.

Vinen er lavet med spontangæring med druernes egne gærceller i åbne barriques og med  25% hele klaser for ekstra struktur. Druerne trampes nænsomt med fødderne, så en del forbliver hele.

Gæring og maceration sker over 60 dage, med daglig pigeage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte franske egefade (500–600 liter), hvilket giver kompleksitet uden overdreven fadpræg.

Denne er faktisk lige så lys og transparent i glasset som forrige … det havde jeg ikke lige ventet af en Mencía vin. Duften er også klart til den lysere og lettere side, men på en helt anden måde. Her er der mere grannåle, røgelse, røg og krydderierne fylder også mere. Der er også mere svung i frugten med mørkere kirsebær, blåbær og ribs … fadlagringen giver også noget tydeligere duft af eg, cedertræ og chokolade samt svag vanilje.

Men uhhh det smager godt … men mærker næsten seriøsiteten og det dygtige håndværk. Det er rundt, silkeblød og næsten mundsmeltende med en koncentreret og balanceret frugt med kirsebær, brombærmarmelade og sødlige rysteribs. Tanninerne er runde og fine, og vinen har en frisk syre, som giver løft og struktur. Den er virkelig svær at se sig sur på … smager overraskende godt. 95 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7