2019 Raúl Pérez, Valtuille Villegas, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, Valtuille Villegas, Bierzo, SpanienTil det sidste battle mellem Vinklubben og Byggesjakket havde Steffen en Valtuille vin med fra Raúl Pérez … dengang var det en 2019 Valtuille Cepas Centenarias, men her havde han taget lillesøsteren Valtuille Villegas med i samme årgang.

Raúl Pérez’s 2019 Valtuille er lavet på primært Mencía tilsat en smule Alicante Bouschet og Aglianico, der alle kommer fra en mark i udkanten af ​​Valtuille, så det er en enkeltmarksvin fra nogle meget gamle vinstokke.

Vinificeringen er sket efter gamle principper i åbne kar med helklasegæring og 60 dage lang maceration afhængigt af årgangen og alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret på brugte 500-liters egetræsfade. Der er kun lavet sølle 1.200 flasker af vinen.

Duften er ikke helt på niveau med Valtuille Cepas Centenarias … men næsten. Igen satans vild og flot med en sandet eller leret aroma, en ikke ultralet frugt af søde kirsebær, jordbær, mirabeller, ribs samt grønne blade, violer, blomster og balsamisk syre.

Der smager sgu også henrivende og anderledes end forventet, men atter med denne burgundiske lethed, der samtidig virker blomstret og saftig, nærmest lys læskende. Smagen er fløjlsblød med en frugt af blommer, jordbær, mirabeller, brombær samt sure ribs, citroner og syrlig syre, der giver godt med tannisk bid. Hvor er det godt, så dermed 96 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7