2020 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, Frankrig

2020 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, FrankrigGert E’s andet bidrag blev Hermitage fra Chave … dog fra hans Jean-Louis Chave Selection, der er lettere og billigere at komme til og vinen er en 2020 Hermitage Farconnet.

Jeg har smagt og skrevet om Chave før her på bloggen, for det var nemlig da jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019.

Modsat de to rigtige Hermitage vine, så er denne Hermitage Farconnet fra hans Chaves selection-program, dvs. hans negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra vinavlere i området og her et det fra opkøbte druer fra 60 år gamle vinstokke på markerne Diognières, Péleat og Greffieux.

Størstedelen af Syrah druerne kommer dog fra Diognières, hvor jordbunden består af alluviale sten og grus, der giver vinen kant og mineralitet. Péleat er beliggende over Diognières og indeholder en større andel af kalksten, mens Greffieux ligger på Le Méal, der med sit store indhold af større sten giver vinen struktur.

Farconnet er opkaldt efter manden, som Jean Louis Chaves farfar købte Hermitage-parcellen Bessards fra og vinen vinificeres på en kombination af brugte tonneaux og stål, hvorefter den lagres på barriques i 18-24 måneder.

Det er en kødfuld muskelvin … maskulin, stoisk og hård … der er kødfuld oksefond, tørret kød, sorte oliven, saltlakrids, grønne blade, rosmarin og en snert eukalyptus, tjære, peber, blæk og frugten er mest solbær og brombær tilsat knuste granitblokke.

I munden er vinen også – helt som den plejer – tør, mørk og bitter som en vinøs guinness, mens frugten igen er solbær og brombær med masser af power, en leret og stenet mineralitet … stærk med et blødt hjerte og det giver inderlighed, friskhed, jernhandske med lette krydderier … uha det er flot nordrhônesk vin. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i dag koster 519 kr., mens prisen er 469 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7