På Babel startede vi – til deres signaturret med røde rejer, tomat og plankton – med denne 2023 Kéknyelű fra vinhuset Jakab Badacsony.
Det er et moderne, organisk drevet vinhus beliggende i Nemesgulács ved Badacsony‑regionen i Ungarn.
Vinhuset har på få år markeret sig som et af områdets mest interessante nye projekter, særligt kendt for sin dedikation til Pinot Noir.
Det er et nyere vinhus, der blev etableret i 2018 af Péter Jakab, tidligere entreprenør og bygningskonstruktør, der efter 25 år i byggebranchen vendte sig fuldt mod vinproduktion.
Vinhuset har i alt 14 hektar vinmarker, hvoraf de 10 hektar er med Pinot Noir, mens resten er tilplantet med sorter som Kéknyelű, Vulcanus, Syrah og Furmint,
Vinmarkerne ligger på og omkring de vulkanske skråninger i Badacsony, Badacsonylábdihegy og Kővágóörs i 240–260 meters højde i et område præget af vulkansk basalt, forskelligartede jordtyper og distinkte mikroklimaer, som giver markant præg til vinene.
Her smagte vi så en vin fra huset på druen Kéknyelű, som er en sjælden, hvid, ungarsk druesort, som næsten udelukkende dyrkes i Badacsony‑regionen ved Balatons nordlige bred. Den regnes for en af Ungarns mest unikke og særegne sorter, både historisk og stilistisk.
Kéknyelű betyder blå stilk, opkaldt efter den let blålige nuance på druens stilk. Druen har været dyrket i århundreder i Karpater‑bassinet, primært omkring Badacsony.
Den var i slutningen af 1800‑tallet og mellemkrigstiden meget højt værdsat — så meget, at den fremgik på prestigefyldte vinkort som Gundel‑restauranten i Budapest og endda på verdensudstillingen i New York 1939. Under kommunisttiden blev den fortrængt til fordel for højtydende sorter; den er naturligt lavtydende og derfor upraktisk.
Omkring 1990 var der knap én hektar tilbage, og druen var næsten uddød. I dag har den fået en renæssance, med ca. 45–46 hektar plantet i Badacsony og nærliggende områder.
Hos Jakab Badacsony er vinifikationen startet ved, at de hele klaser er presset forsigtigt. Derefter får mosten lov at bundfælde, hvorefter gæring er sket ved 18 grader i plast beholdere af en type, der tillader let mikrationsudveksling.
Efter 2 måneder foretages en skånsom omstikning, hvorefter vinen er lagret 8 måneder i beholderne.
Duften er egentlig meget blid, aromatisk og blomstret … der er støvede blomster, jasmin, en frugt af fersken, pærer og honningmelon suppleret med lidt gule vingummibamser samt en saltet og stenet mineralitet.
I munden er vinen langt mere grøn end duften indikerede … der er en frisk smag med grape, citron, sødlige æbler og alligevel virker vinen samtidig blød og saftig læskende. Den har en medium fyldighed og også smagsmæssigt mærkes en stenet, kalket og saltet mineralitet. 91 point.
I Ungarn koster en flaske 7.000 ft, hvilket svarer til 140 kr.