Tag-arkiv: auxerrois

Auxerrois = Malbec

N.V. Les Grands Chais de France, Helfrich Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Les Grands Chais de France, Helfrich Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigVi fortsætter ufortrødent med flere vine fra den store, franske vinkoncern Les Grands Chais de France og denne gang er det med en Helfrich Crémant d’Alsace Brut.

Det er en Crémant d’Alsace lavet på de klassiske alsaciske druer, som er tilladt i AOC’en og her er det primært Pinot Blanc samt lidt Auxerrois, Pinot Gris og en mindre andel Chardonnay.

Druerne høstes relativt tidligt for at bevare friskhed og syre, hvorefter der er sket skånsom presning. Den første alkoholiske gæring foregår i temperaturkontrollerede tanke og resultatet er en neutral, tør og syrefrisk basevin med lav alkohol. Der anvendes ingen fadlagring til basevinen – fokus er friskhed og renhed.

Basevinen tappes så på flaske med lidt gær og sukker eller liqueur de tirage, som man siger i Alsace. Anden gæring sker i flasken, hvor den så ligger mindst 9 måneder inden degorgering og tilførsel af dosage.

I næsen starter det med lidt gær, nødder, nøddeskaller samt en frugt med kvæde, pærer, æbler og citrus samt mere gemt lidt søde noter med en smule karamel og lidt blomster … man fornemmer en rund, pleasende og nem tilgængelig stil.

Vinen har også en rund, easy, letgående og sødbitter smag, hvor der er pæresaft, fersken, æblemost og grillet lemon. Boblerne er blide, vage og forsigtige, mens syreniveauet er pænt lavt, hvilket giver en cremet, rund og imødekommende mousserende vin. 89 point.

Forhandles i Bilka og Føtex, hvor en flaske koster 99 kr. ved køb af 2 flasker … men på tilbud kan den fås til 65 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7