Nå da … næste vin Comoara Pivnitei Feteasca Neagra er fra Rumænien. Jeg mindes ikke, at jeg tidligere har smagt rumænsk vin, men okay … én gang skal jo være den første, og vinen er nok også lidt af en udfordring af finde oplysninger om. Imidlertid er jeg da altid frisk på en udfordring.
Med vinen er vi hos et stort rumænsk vinfirma … eller vinselskab kunne man måske sige. Selskabet hedder SC Vincon Vrancea S.A. og blev etableret i 1949. Det er den største virksomhed i Rumænien inden for salg af vin, spiritus og eddike. Selskabet ejer i dag mere end 2.150 hektar vinmarker i områder med eksotiske navne som Odobesti, Cotesti og Panciu Husi Chirnogeni. Lidt af et stort industriforetagende.
Selskabet ejer i alt 20 vingårde i Rumænien, hvoraf en af vingårdene er denne Comoara Pivnitei. Her laves der vine på både Merlot, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, et par hvidvine på de lokale druer; Feteascã Albã (lyder som en lækker skuespillerinde) og Tãmâiosa Româneascã. Derudover laves der denne rødvin, ligeledes på en rumænsk sort, Feteasca Neagra, som er én af de mest værdifulde rumænske sorter, som netop når sit fulde potentiale i Dealu Mare regionen.
Nå, lad os også springe ud i smagsnoterne fra vinen. Duftmæssigt har jeg noteret en duft af papkasse??, krydderier og generelt ikke en særlig stor næse. Smagen et lidt speciel, der er kanel, krydderier, granatæbler og tranebær. Ikke en vin, som vil vinde indpas i danskernes smagsløg, men sjovt at prøve en anderledes vin.
Mig bekendt findes der heller ingen danske importører. Jens havde fået vinen at en bekendt fra Rumænien.