Tag-arkiv: Østrig

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Ried Spitzeerberg 1 ÖTW, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Ried Spitzeerberg 1ÖTW, Carnuntum, ØstrigNæste vin og den østrigske vinsmagnings sidste vin var en enkeltmarksvin fra Weingut Dorli Muhr, nemlig Blaufränkisch Ried Spitzeerberg 1 ÖTW fra marken Ried Spitzerberg på den sydvestlige skråning af Spitzerberg i Carnuntum.

Jorden på marken er ekstremt kalkholdig og mager. Marken er udsat for kraftig vind, hvilket giver alle druerne en særlig koncentration og finesse. Vinstokkene er over 70 år gamle og der udføres sanft rebschnitt aka en skånsom beskæring, reduceret høstmængde og individuel pleje af hver gammel vinstok.

Druerne høstes i hånden og gæres spontant i åbne kar – uden pumpning, afkøling eller opvarmning. Fra tid til anden hældes saften fra bunden af ​​karret i hånden over druepresseristen for at holde den fugtig.

Ekstraktionsprocessen er derfor meget skånsom og langsom, mens lagringen sker på brugte barriques og store egetræfade i to år og derefter et år på flaske, før den frigives.

WAUW for en aroma … mørk, fed og fadpræget med lakridskonfekt, sød finsk og tør engelsk lakrids, våde fade, vanilje, chokolade, nødder og en frugt af blåbær, solbær, brombær og hindbær suppleret med blomster og virker langt mere sammenhængene og skruet fandens bedre skruet sammen end Samt & Seide.

I munden er der en god syre og ellers er vinen let læskende og saftig, godt med balance … friskhed og alligevel blød, cremet og intens med blåbær, kirsebær, hindbær og rabarber. Smager virkelig godt og blev klart aftenens bedste vin by far … 95 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Dorli Muhr, Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide, Carnuntum, ØstrigDen østrigske vinsmagning fra Kjær & Sommerfeldt sluttede med 2 vine fra Weingut Dorli Muhr i Prellenkirchen og den første var denne 2022 Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide.

Vinhuset er reelt grundlagt i 2002, men som Weingut Muhr-Niepoort i et samarbejde mellem Dirk Niepoort samt Dorli Muhr.

Dorli var egentlig grundlægger og leder – Geschäftsführerin – af markedsføringsfirmaet Wine&Partners og havde bl.a. også arvet nogle små marker i Prellenkirchen.

Dorlis vinrødder går nemlig tilbage til 1918, hvor hendes bedstemor havde modtaget vinmarken Spitzerberg som bryllupsgave og det var netop den mark, som Dorli nu også senere havde arvet

Ved et besøg i området faldt Dirk for området … men specielt marken Spitzerberg og dens historie. Han så samtidig potentialet for vine på Blaufränkisch, som han – bortset fra Pinot Noir – anser som den mest elegante druesort i verden.

Spitzerberg marken, hvis skråninger, jordbunde og klima giver minder om Bourgogne, havde for hundrede år siden været blandt Østrigs mest berømte marker, men var siden blevet glemt.

Dirk og Dorli aka dobbelt DD blev hurtigt enige om, at dér skulle danses tæt sammen og lave vine sammen, så det blev til et officielt samarbejde. Siden har parret investeret i flere hektar på Spitzerberg med mere end 30 år gamle Blaufränkisch vinstokke, og marken er godt på vej til at få sit gamle ry tilbage.

Dorli Muhr har været en drivkraft i at etablere Spitzerberg som en officiel appellation, og hun har kæmpet for retten til at markedsføre enkeltmarksvine, hvilket har givet området international opmærksomhed.

Det endte med, at Dorli og Dirk også blev gift i 2002 … altså samme år, som de i fællesskab grundlagde Weingut Muhr-Niepoort. Parrets første vine kom på markedet i 2004  … primært var der tale om vine på Blaufränkisch, men også et par hvide på Chardonnay, Riesling samt Grüner Veltliner.

Derudover har det vist sig, at Carnuntums terroirs også er uhyre lovende for Syrah. I 2009 fik vingårdens rene Syrah fra Spitzerberg sit gennembrud, for Gault Millau udråbte vinen for den 5. bedste rødvin i hele Østrig.

Men samme år gik Dirk og Dorli fra hinanden privat, men fortsatte dog efter deres skilsmisse samarbejdet i vinhuset i næsten et årti. I 2019 valgte de endeligt at afslutte det professionelle partnerskab. Dorli Muhr overtog Dirk Niepoorts 50% ejerandel og omdøbte vinhuset til Weingut Dorli Muhr.

Dorli har siden udvidet vingården til omkring 12 hektar, hvoraf størstedelen er beplantet med Blaufränkisch og produktionen er økologisk certificeret siden 2018 og der høstes med stor omhu for at undgå overmodne druer. Udbyttet er lavt med kun omkring 40.000 flasker om året, hvilket sikrer høj kvalitet.

I 2022 opførte Dorli Muhr et nyt vineri, designet med fokus på bæredygtighed og energieffektivitet. Bygningen er konstrueret med 80 cm tykke vægge, hvilket sikrer en naturlig temperaturregulering uden behov for aircondition.

Desuden er der både installeret et solcelleanlæg og et regnvandsopsamlingssystem, hvilket understreger vinhusets engagement og dedikation til bæredygtighed.

Det er mest enkeltmarksvine, som Dorli laver, men hun laver en enkelt Ortswein på Blaufränkisch og det er netop  Blaufränkisch Prellenkirchen Samt & Seide, som vi smager i årgang 2022.

Samt & Seide betyder Fløjl & Silke og er et godt eksempel på husets filosofi om finesse og elegance.

Druerne til vinen kommer alle fra den sydlige skråning af Spitzerberg … og fra vinstokke mellem 10 og 35 år gamle. De ældre vinstokke giver en silkeagtig smag, mens de yngre vinstokke bidrager med en fyldig, fløjlsblød tekstur.

Druerne høstes i hånden og gæres spontant i åbne kar – uden pumpning, afkøling eller opvarmning. Fra tid til anden hældes saften fra bunden af ​​karret i hånden over druepresseristen for at holde den fugtig.

Ekstraktionsprocessen er derfor meget skånsom og langsom. Efter presning hviler vinen i omkring 24 måneder i store, gamle træfade, før den tappes på flaske uden filtrering.

Uha … meget behagelig duft med masser af fadpræg … chokolade, lakrids, nøddekompot og frugt med blåbær og solbær i kombination med syrlige kirsebær og rabarber, meget tæt frugt, blæk og flæsk … virkelig elegant og blød.

Smagen er rund, blød og alligevel frisk via et godt frisk frugtbid med syrlige kirsebær, brombær, blommer, blåbær og solbær, noget peber, virkelig blød og komfortabel syre … alt leveret cremet og lækker. 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domäne Wachau, Pinot Noir Reserve, Wachau, Østrig

2022 Domäne Wachau, Pinot Noir Reserve, Wachau, ØstrigAftenens sidste vin fra Domäne Wachau blev deres 2022 Pinot Noir Reserve og det var også den vin, som vi skulle have til den lækre mad på Bistroteket.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker omkring landsbyen Weissenkirchen, mens små partier blev hentet fra Rossatz-Arnsdorf og Mautern på Donaus sydlige bred.

I Weissenkirchen vokser vinstokkene på lavere terrasseskråninger med stenmure, som er domineret af mager primær klippejord. mens stokkene i vinmarkerne ved  Rossatz-Arnsdorf og Mautern står i en kord med löss og et højt kalkindhold.

Druerne er høstet i begyndelsen af ​​oktober og vinificeret i to separate batch … den ene del blev gæret i rustfrit stål med blid pumpning, mens den anden del blev fodtrampet og gæret i åbne egefade med manuel batonnage og samlet maceration over 7 dage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder i brugte 300-liters egetræsfade.

Også med denne vin er duften til den mørkere side … animalsk, landlig med en frugt af kirsebær, hindbær, tranebær suppleret med cedertræ, egefade, blæk, grafit, kastanjer, tobak, nelliker og fennikel samt en smule skovbund på en blød og cremet måde.

Smagen er imidlertid slet ikke så blød og cremet som forventet, men langt mere syrlig med noget bitterhed. Syreniveauet er højt og vinen har også et markant tannisk bid med stramme tanniner. Det smager ganske fint og jeg lander på 92 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 345 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Domäne Wachau, Blauer Zweigelt Terrassen, Wachau, Østrig

2023 Domäne Wachau, Blauer Zweigelt Terrassen, Wachau, ØstrigDerefter stod den alene på østrigske rødvine og de første igen fra Domäne Wachau og vi startede med en Blauer Zweigelt Terrassen 2023 på den mest udbredte røde drue i landet … den hybride druesort skabt i 1922 af Friedrich Zweigelt.

Zweigelt druerne er dyrket på terrasser på marker på de stejle bakker ved  Weissenkirchen, Wösendorf og Joching og de plukkes selvfølgelig med håndkraft.

Druerne høstes i midten af oktober, stilkene fjernes inden gæringen sættes i gang. Vinen lagrer i store træfade for at blødgøre vinens tannin og fremelske den fine balance mellem tannin og frugt.

Duftmæssigt snakker vi mørke bør, mørke og gærede bær … faktisk en god frugt, sorte kirsebær, blåbær og solbær, men ellers er der fad, cedertræ, sød lakrids, urter, tørre papkasser … er lidt rustik og noget bondsk i stilen.

Smagen er til gengæld frisk og syrlig med bondsk og landlig kraft, hindbær,. rabarber og solbær, men noget kantet, som Zweigelt også let kan blive … meget frugtrig, men det bliver aldrig en elegantier, så dermed 90 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Weszeli, Mystique, Kamptal, Østrig

2023 Weingut Weszeli, Mystique, Kamptal, ØstrigNæste vin var skam også fra Weingut Weszeli i Langenlois og det var den mystiske vin Mystique … en hybridvin lavet på både blå og grønne druer og vi smagte den i årgang 2023.

Ideen til Mystique opstod på en varm sommerdag i høstsæsonen, hvor Davis drømte om en forfriskende og ukompliceret rødvin, der kunne afbøde trætheden og skabe en afslappet stemning. Ønsket var ikke en stor, sofistikeret vin, men en vin fuld af energi og vitalitet, en ægte vin de souf, der kan nydes afkølet i store slurke.

Davide besluttede til sidst at plukke modne blå druer og tilføje en portion grønne druer til blendet. Det er en anelse uortodoks metode, men det førte præcis til det ønskede resultat.

Mystique er lavet på 42% Zweigelt, 33% Scheurebe og 25% Müller-Thurgau og er lavet i en skøn co-fermentering, hvor alle druer gæres sammen.

Først sker der koldmaceration, hvor udvalgte druer får skindkontakt i op til 7 dage. Så sker der spontangæring i rustfrie ståltanke med alle druerne og efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder sur lie aka på gærresterne i rustfri ståltanke. Vinen er ufiltreret og uklareret, hvilket bevarer dens naturlige karakter og der tilsættes kun en lille mængde svovl tilsættes ved aftapning.

I glasset er vinen også ganske lys og svag transparent … der er fra glasset duft af hindbær, jordbær, rabarber, lyse og syrlige kirsebær, grape og fersken … har en lidt juraagtig karakter, som er virkelig let og spændende tilsat en portion ukontrolleret vildskab.

Smagen er også let … måske endda en kende for let med risiko for, at det simpelthen bliver for vandet. Det er i hvert fald læskende saftigt, frisk og vibrerende med en frugt af hindbær, rabarber, moreller, ribs, lemon, citroner og grape … virkelig et frisk pust, men mangler lige en smule krop og sjæl i smagen … 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2024 Weingut Weszeli, Grüner Veltliner Langenlois, Kamptal, Østrig

2024 Weingut Weszeli, Grüner Veltliner Langenlois, Kamptal, ØstrigLange løg kaldte én byen Langenlois ved Kamp-floden i Kamptal, men næste vin har netop en 2024 Grüner Veltliner Langenlois fra Weingut Weszeli, der netop holder til i byen.

Weingut Weszeli har rødder helt tilbage til 1679, hvor vingården blev grundlagt og i mange år drevet af Summerer-familien i Langenlois.

I starten var der tale om blandet landbrug, men vinproduktion blev gradvist mere central, især fra 1980’erne og frem. Et nyt kapitel begyndte i 2011, da Davis Weszeli overtog vingården og indførte sin filosofi kaldet Terrafactum, som fokuserer på vinmarkens mikroklima og biodiversitet som grundlag for vinens karakter.

Terrafactums filosofi sætter vinmarken i centrum for hele vinfremstillingsprocessen. Filosofien bygger på idéen om, at vinens karakter formes i marken – ikke i kælderen. Derfor fokuserer de på biodiversitet, naturlig balance og minimal intervention.

De dyrker deres 30 hektar vinmarker efter biodynamiske principper, certificeret af Demeter, og alle vine er også veganske. De bedste marker er Heiligenstein, Loiserberg, Käferberg og Steinmassl, hvor der primært dyrkes Grüner Veltliner samt Riesling.

Weszeli anvender spontan gæring med vilde gærstammer fra vinmarken og kælderen. Vinene lagres i op til tre år på gærrester i enten store træfade eller ståltanke, hvilket giver dem dybde og lang levetid. Efter flaskning lagres vinene yderligere 1-2 år, før de frigives, så de når deres første modenhedspunkt.

Vinene fra Weszeli er kendt for deres  klarhed og renhed samt deres kompleksitet og dybde. De udtrykker i høj grad terroir og har lang levetid og udviklingspotentiale.

De producerer også mousserende vine, herunder Pét Nat og Sekt Große Reserve, som laves efter traditionelle metoder og uden tilsætning af sukker (brut nature).

Denne 2024 Grüner Veltliner Langenlois er lavet på ren Grüner Veltliner fra 60 forskellige parceller omkring Langenlois med stokke plantet omkring 1990.

Efter høsten er 25% af druerne gæret med skaller og stilke natten over, mens de øvrige 75% blev presset som hele klaser over 5 timer. Så er der efterfølgende sket en spontangæring med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 7 måneder sur aka på bundfaldet i rustfri ståltanke.

I næsen er det en meget frisk vin … der er godt med blomstrede og grønne elementer, søde blomster, intensitet og har sødme fra sur lie lagringen, blomsterpollen og rosenblade. Den virker ungdommelig, vild, luftig, let og samtidig med god intensitet … der er pærevælling, æbler, citroner, lidt peber, urter og let karamel.

Smagen er også ganske flot og spændende med lidt vildskab, en frugt af lemon, syltede citroner og kandiseret grape, æbler, pærer og virker meget livlig, stringent og har en virkelig godt bid med lidt hvid peber og samtidig en vis saftighed … klart bedste Grüner Veltliner af aftenens 3 af slagsen, så dermed 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2024 Domäne Wachau, Grüner Veltliner Smaragd Terrassen, Wachau, Østrig

2024 Domäne Wachau, Grüner Veltliner Smaragd Terrassen, Wachau, ØstrigNæste vin var også fra Domäne Wachau og igen på Grüner Veltliner druen, for det var nemlig deres 2024 Grüner Veltliner Smaragd Terrassen.

Her kommer Grüner Veltliner druerne fra små terrasser mellem Loiben og Spitz, hvor der er god soleksponering og et mikroklima, der er under indflydelse fra Donau floden.

Smaragd er en klassifikation i Wachau, hvor vinen indeholder et højere alkoholindhold, end de øvrige klassificeringer som Federspiel og Steinfeder. Høstudbyttet er omkring 7.000 kg druer per hektar, og høsten foregår manuelt i slutningen af oktober, når druerne har den optimale modenhed.

Druerne udvælges omhyggeligt og forarbejdes derefter i en pneumatisk tankpresse, hvor mosten gæres under kontrolleret temperatur og lagres på deres fine bundfald i rustfri ståltanke. Så den er dermed lavet helt uden brug af egefade.

Duftmæssigt er der nu skruet op for intensiteten, hvor der er en koncentreret frugt af æbler, nedfaldsæbler, pigeonæbler, selleri, let abrikos, søde krydderier, vanilje, bagepulver, tørre papkasser … men den mangler måske lidt balance, for det er meget bulder og meget ekstraktion.

I smagen er der nu også kommet krop og sjæl … måske mest krop med cremet og koncentreret smag. Der er kandiseret grape, æbler, og abrikos, mens syren er blød og tæt … og så mærker man også en lille stenet mineralitet. 92 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2024 Domäne Wachau, Grüner Veltliner Prestige, Wachau, Østrig

2024 Domäne Wachau, Grüner Veltliner Prestige, Wachau, ØstrigEn østrigsk vinsmagning forleden bød på i alt 8 vine og heraf var halvdelen fra Domäne Wachau i Wachau-dalen i byen Dürnstein ved Donau. Den første var denne 2024 Grüner Veltliner Prestige.

Domäne Wachau blev grundlagt i sin nuværende form som fælles kooperativ i 1938 og har i dag omkring 250 vinbønder som medlemmer, der dyrker vin på små parceller … typisk under 2 hektar pr. familie. Samlet har medlemmerne i alt 440 hektar vinmarker, hvilket svarer til omkring 30 % af alle vinmarker i hele Wachau-regionen.

Marker som Achleiten, Kellerberg, Brandstatt og Singerriedel er blandt de mest berømte og ligger på stejle terrasser med gnejsjord, som giver vinene mineralitet og finesse.

Vinhuset ledes af Roman Horvath MW og Heinz Frischengruber, som har løftet kvaliteten til internationalt niveau. De arbejder med bæredygtighed og økologi og mange af markerne er certificeret økologiske.

Vinhuset er en populær destination for vinelskere fra hele verden og har vundet flere internationale priser, bl.a. Falstaff Winemaker of the Year 2024.

Denne Grüner Veltliner Prestige er lavet med druer fra vinmarker langs Donau floden i hele Wachau-dalen ved byerne Dürnstein, Weißenkirchen, Spitz og Rossatz-Arnsdorf.

Vinen er klassificeret som Qualitätswein, hvilket betyder, at druerne kommer fra det afgrænsede Wachau område og så er den lavet med gæring i temperaturregulerede ståltanke og der er den også lagret en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er der både modne æbler, cider- og pigeonæbler, stikkelsbær og virker meget tætpakket med en næsten småoxideret note, landlig, animalsk med hvid peber, selleri og lidt flommefedme og søde krydderier samt et lille grønt element.

I munden er der en meget afdæmpet og vag syre, men til gengæld er vinen let perlende og samtidig læskende saftig. Der er pænt med gul frugt, æbler, citroner, stikkelsbær og igen lidt selleri på en nærmest vandet facon uden større dybde. 90 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Weingut Bründlmayer, Riesling Terrassen, Kamptal, Østrig

2023 Weingut Bründlmayer, Riesling Terrassen, Kamptal, ØstrigWeingut Bründlmayer ligger på Zwettlerstraße i Langenlois og laver fremragende og pivskarpe hvidvine. Nu smager jeg én derfra, nemlig husets 2023 Riesling Terrassen.

Bründlmayers Riesling Terrassen er lavet med en blanding af Riesling druer fra forskellige marker, der dog alle ligger på terrasser i 200-300 meters højde.

Jorden fra de højest beliggende marker er her meget rig på sten, hvilket giver en vin med mange nuancer af mineralitet og et godt lagringspotentiale, mens de lavere beliggende marker har federe jord, der giver tidligt modnende vine, der er meget charmerende som unge. Netop ved at blande de to typer får man vin, der både viser finesse og kraft.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne transporteres nænsomt til vineriet i små boks. Efterfølgende selekteres og presses druerne forsigtigt, hvorefter vinen gærer ved 15-20 grader på stål.

I næsen er der klassiske petroleumsnoter og let sødme … som om vinen er pakket ind i blød vat, som jeg skrev om årgang 2022. Den har en venlig frugt med fersken, gule æbler, mango og ananas samt lidt syltet lemon suppleret med lidt skovbund, honning og wienerbrød.

Smagen er lidt anderledes end 2022’eren, for den er her faktisk let perlende med en lidt fyldig og alligevel frisk syre, hvor der kommer citroner syltet grape, godt med lemon. De giver et buttet og samtidig syrligt bid sammen med en saltet og stenet mineralitet … virker sgu meget præcis og markant med rank ryg og blødt punch. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut R&A Pfaffl, Sandstein Zweigelt, Weinviertel, Østrig

2017 Weingut R&A Pfaffl, Sandstein Zweigelt, Weinviertel, ØstrigDenne 2017 Sandstein Zweigelt fra Weingut R&A Pfaffl i Stetten im Weinviertel har jeg haft liggende i køleskabet nogle år, men nu har jeg endelig smagt den.

Weingut R&A Pfaffl ligger i den smukke vinregion Weinviertel i Østrig og blev grundlagt i 1978 af Roman og Adelheid Pfaffl.

I dag drives vinhuset af deres børn, Roman Josef og Heidi Fischer-Pfaffl, som fortsætter familiens tradition for vinproduktion.

Vinhuset råder over omkring 110 hektar vinmarker, hvor de dyrker en bred vifte af druesorter for at skabe deres prisvindende vin … og det er Grüner Veltliner, Riesling, Zweigelt, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Merlot og Cabernet Sauvignon

Roman Josef Pfaffl er Winzer og Kellermeister, mens Heidi tager sig af salg og markedsføring.

2017 Sandstein Zweigelt er lavet med Zweigelt druer fra marken In Neubergen, som ligger på en stejl sydvendt skråning med direkte udsigt over Korneuburger og hører til blandt de varmeste steder i Weinviertel, hvilket er meget gavnligt for netop Zweigelt. På marken er stokkene 22 år gamle og står i jord af mergel, ler- og sandsten.

I kælderen blev druerne hurtigt afstilket, knust og gæret i 23 dage i rustfri ståltanke med automatisk temperaturkontrol ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret med 50% i ståltanke og 50% i brugte barriques, hvorefter den er tappet på flaske og lagret i yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt er det en mørk, lidt animalsk, dyrisk og pelset vin, hvor der både er noget røget kød, flæsk, bacon, nelliker, mørk og lilla frugt af blåbær, solbær og sorte kirsebær. Der er et aftryk fra fadene med mørk chokolade, nougat, kanel og vanilje … faktisk meget elegant, intens og sødlig aroma.

I munden er der også mørk bulder for alle pengene … masser af mørk, maskulin frugt med sorte kirsebær, solbær, blåbær, lidt rød vermouth og Campari med en snas bitterhed, let grape, mens syren virker både lettere, lysere og mere afdæmpet, men er med til at give vinen et frisk bid og karakter. 92 point

Forhandles af Skjold-Burne, men prisen kan jeg ikke se.

Vinanmeldelse 5/7