Efter en gudesmuk Brunello di Montalcino fra Villa Poggio Salvi smagte jeg så en lidt reserveret storesøster … en 2015 Brunello di Montalcino Riserva … en i øvrigt fremragende årgang.
Riserva er lavet med de allerbedste Sangiovese druer sorteret med kompromisløs hånd fra op til 35 år gamle vinstokke.
Villa Poggio Salvi går benhårdt efter ekstra koncentration og struktur i deres fineste rødvin. Efter høsten sker der en kølig pre-maceration over dage ved 12 grader.
Derefter sker gæringen med temperaturstyring ved 28 grader med hydrauliske nedstemplinger af drueskallerne. Efter fermenteringen er vinen lagret 40 måneder på store slavonske fade og 6 måneder på flaske før frigivelse. Samlet produktion er kun på 3.333 flasker.
Allerede i glasset kan man se, at vinen ikke er helt ny, selvom en Brunello faktisk ofte får rødbrune kanter, så har denne let rødbrun farve og skal – kan jeg mærke – også lige ha‛ tid til at åbne sig og folde vingerne ud. Men uha, så kommer der nogle smukke og afdæmpede aromaer og fadpræget er også klart tydligere i Riserva’en.
Der er sød tobak, stegte svampe samt rå champignon, sød finsk lakrids, æteriske olier, mentoldråber, garvet læder, våde fade, kaffe, vanilje og frugt af kirsebær, blommer og måske endda lidt tørret frugt, men SHIT det dufter fremragende.
I munden er det stille, roligt, behersket og alligevel med en intens, luftig, lys og energisk smag. Det er syrlige kirsebær og kandiserede kirsebær, lidt ribs, lyse blommer, lakrids og læder. Med luft i munden kommer både en lys balsamisk syre og knastørre tanniner frem, som vil lege kispus med din tung og mundhule. Den giver en lys, frisk og temmelig stram vin med masser af lag og kompleksitet. 96 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.