2021 Weingut Klein, Hainfelder Letten Chardonnay, Falz, Tyskland

2021 Weingut Klein, Hainfelder Letten Chardonnay, Falz, TysklandMine forventninger og fornemmelser steg nogle grader efter forrige vin, for den sidste vin fra Weingut Klein blev en 2021 Hainfelder Letten Chardonnay.

Hainfelder Letten marken ligger lidt nordvest for Hainfeld på en sydvendt skråning. Den særlige lerjord med store kalksten aka kalkmergel på marken kaldes lokalt for Lettenboden og er ret velegnet til Chardonnay.

Som med den forrige Chardonnay er der ikke voldsomt med informationer om produktionen, men den forrige var både med gæring i både ståltanke og egefade … måske det også er gældende for denne vin, der efter endt fermentering dog udelukkende er im Holzfass gereift … altså lagret på egefade.

Duftmæssigt er der bestemt ligheder med Chardonnay vom Kalkmergel, for der er også godt med lækre smørfede fadnoter med nødder, røg, lakridskonfekt, vanilje og lidt svulstig kandiseret frugt, men det er samtidig som om, at duften er mere kontrolleret, tæt og centreret. Det er fortsat tropiske frugter med ananas, fersken, nogle dåsepærer, papaya og ovnbagt lemon, så man fornemmer næsten. at frugtsaften løber ned af hagen.

I munden kommer koncentrationen endnu mere til udtryk og der kommer også en lidt maskulin og bombastisk syre frem, som består af masser af citrusfrugter … grillet lemon, syltet citron og kandiseret grape og giver vinen rygrad, bitterhed og spræl. Frugten er abrikos, mango, pærer og æbler, men det er citrusfrugterne, der overtager styringen og giver smuk for skillingen, cremet koncentration og samtidig lang, alvorlig og frugtrig eftersmag. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Klein, Chardonnay vom Kalkmergel, Falz, Tyskland

2023 Weingut Klein, Chardonnay vom Kalkmergel, Falz, TysklandDe sidste 2 vine fra Peter og Barbara på Weingut Klein var begge på Chardonnay og første var denne 2023 Chardonnay vom Kalkmergel.

Chardonnay druerne kommer fra nogle kalkholdige vinmarker nordvest for Hainfeld. Druerne er blevet nedkølet og dernæst har most og skaller hvilet sammen i nogle timer for at trække aroma af skindet inden presningen.

Derefter er gæringen sket dels i ståltanke og dels på egefade og – selvom det ikke rigtigt fremgår – så er vinen formentlig efter endt fermentering også lagret i tanke og helt sikkert på egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

Now we’re talking … fed fadpræget Chardonnay med en smøret vaniljefedme, lakridskonfekt, nødder og en erotisk buttet frugt med ananas, kandiseret fersken, dåsepærer, kiwi og papaya … svulstig og saftig som bare pokker og man får sgu omgående forårslyster.

I munden er det lidt samme historie … buttet, fed, smørret og ganske opulent med bred smil og tropisk frugt ved pølen. Det er ananasjuice med grillet lemon, pærer, fersken og alt på en utrolig behagelig samt smuk smag, hvor alt det bløde, cremede og flødeagtige får modspil af en klingende og lettere sødlig syre, der sikrer, at alle herlighederne ikke falder udover bikinikanten … elsker den sgu … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7