Tag-arkiv: godello

Godello er en hvid spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Godello betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo.

Godello blomstrer og modner tidligt og give gode udbytter. Den giver som regel ret fyldige og frugtige vine. Især i Valdeorras og Bierzo ser man gode, friske vine på Godello, intense, syrlige og mineralske. Man ser ser af og til også mere fede, fadlagrede udgaver.

2023 Veronica Ortega, Kinki, Bierzo, Spanien

2023 Veronica Ortega, Kinki, Bierzo, SpanienBierzo vinen i heat 5 var ikke mindre end vinen Kinki fra den smukke og dygtige vinmager Veronica Ortega, der jo også i opstarten af sit projekt fik hjælp fra Raúl Pérez.

Kinki er primært lavet på Mencía druen og så ellers et skævt af sorterne Doña Blanca, Palomino, Godello og Alicante Bouschet, der alle kommer fra en mindre, højtbeliggende vinmark på lige under 1 hektar ved Cobrana, der står plantet med op til 100 år gamle vinstokke på primært blåt skifer.

Vinen er lavet med spontangæring af de hele klaser med druernes egne gærceller i 5.000 liters åbne træfade og har så gennemgået en lang, blid ekstraktion på amphora. Slutteligt er vinen lagret 8 måneder i 800 liters amphora lerkrukker.

Også her er det en lys og let vin i glasset, mens duften er bondsk og så alligevel med en nærmest burgundisk aroma med nogle beaujolaisagtige elementer. Der kommer også fra lagringen på de store amphora lerkrukker en tørret og leret aroma sammen med søde kirsebær, jordbær, hindbær, ribs og så ellers blomster, blomstervand, tulipaner, mødding, fløde, candyfloss, gazebind, hæfteplaster, rosmarin og saltlakrids.

I munden er vinen som tidligere også lys, luftig, let og storblomstret som den smukkeste sommerkjole, som man kan forestille sig Veronica Ortega i. Der er landlig blød frugt med kirsebær, jordbær, ribs og lemon, en sprælsk syre … alt er frisk, elegant, læskende saftigt, elegant og feminint. Tanninerne er fine og behagelige, og vinen har en lang, tør og mineralsk finish. Dette er igen mesterlig Mencía og til prisen et fabelagtigt køb. 96 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 330 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2024 Bodegas Luna Beberide, Godello, Bierzo, Spanien

2024 Bodegas Luna Beberide, Godello, Bierzo, SpanienI Bierzo regionen lidt udenfor byen Cacabelos på grænsen mellem Castilla y León og Galicien i det nordvestlige Spanien finder vi Bodegas y Vinedos Luna Beberide og derfra smager jeg nu en velkomponeret trio og starter med en 2024 Godello.

Luna Beberide blev grundlagt i 1987 af Bernardo Luna og har siden 2001 været drevet af 2. generation i form af Alejandro Luna efter han afsluttede en uddannelse som jurist.

Alejandro har videreført familiens filosofi om respekt for naturen og fokus på kvalitet. Han har også været med til at udvikle projektet Paixar i samarbejde med den kendte Mariano García, men ejer nu hele projektet.

Mariano García er tidligere vinmager hos Vega Sicilia og en ven af ​​familien. Han hjalp allerede efter etableringen Bernardo med at lave de allerførste rødvine.

Vinhuset har omkring 80 hektar vinmarker fordelt omkring landsbyerne Cacabelos og Villafranca del Bierzo. De ligger i 450–900 meters højde på sydvendte skråninger med jordbund af ler og skifer og vinstokkene er fra 20 til over 70 år …  nogle af de ældste stokke til topvinene er endda over 100 år gamle.

Denne 2024 Godello er  lavet på ren Godello fra husets egne vinmarker i Valdetruchas, beliggende i 550–700 meters højde i hjertet af Bierzo. Vinstokkene er over 60 år gamle og dyrkes på kalk- og lerholdig jord.

Høsten foregik tidligt i september, og vinen er udelukkende spontangæret med druernes naturlige gærceller og lagret på store ståltank … lagring er sket med 3 måneders skindkontakt for ekstra fylde og kompleksitet.

Duften er blød, rund, bred og blomsterrig … der er en blød nybagt æble- og pæretærte, en anelse melon, fersken samt nogle let grønne, noget fennikel, gule blomster samt kamillete med honning.

I munden er det også en bred, fyldig og egentlig ganske cremet vin, har en lidt saltet mineralitet, men ellers er det frugt af æbler, pærer, fersken og nektariner … derudover kan man næsten smage blomster suppleret med en smule hvid peber … fin og dermed 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Veronica Ortega, Careo, Bierzo, Spanien

2023 Veronica Ortega, Careo, Bierzo, SpanienOpturen fortsatte med næste vin … og vi ramte nu næsten skyerne med denne fabelagtige Careo fra den unge, smukke vinmager Veronica Ortega, som jeg før har drukket lækre vine fra.

Careo er en ny vin, der er domineret af Mencía, men også indeholder omkring 10% andre gamle, lokale grønne sorter som Doña Blanca, Palomino og Godello.

Druerne kommer fra en gammel 0,9 hektar stor parcel i det nordlige Bierzo beliggende i 650 meters højde. Parcellen former nærmest et amfiteater, hvor over 100 år gamle vinstokke står plantet på en for Bierzo ret atypisk jordbund med stort indhold af kalksten.

Careo er lavet på 80% hele klaser og spontangæret i store åbne træfade og gennemgår en lang, blid ekstrahering. Slutteligt lagres vinen i først 11 måneder på 300 liters brugte, franske fade, før den yderligere lagres 4 måneder på amphora lerkrukker.

Hvis man kender Ortegas vine, så har denne masser af det samme, bare blødere og om muligt endnu mere lys og feminin i udtrykket og det betyder, at du fra start får lidt små diskrete fadnoter af nødder, mælkechokolade, kakao og en moden frugt af jordbær, ribs, søde kirsebær, tranebær samt lemon og syrlige bolsjer.  Der kommer en smule akryl malerspand, kamfer, viol og tørrede rosenblade.

UHHHHH det smager sgu glimragende … frugten er vitterlig moden og blød som smør, hvorved det bogstaveligt smelter i munden og det er både jordbær, kirsebær og ribs … lidt lemon. Der er en livlig syre med finkornede tanniner. Sikke silkeblød, forførende og gudesmuk vin, som forkæler og masserer dine hals efterfulgt af en fin, sprød eftersmag med kalket mineralitet og ufattelig balance … 99 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster420 kr., mens prisen er 370 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 7/7  

2024 Bodegas Rectoral de Amandi, Pasal de Esile Godello, Galicien, Spanien

2024 Bodegas Rectoral de Amandi, Pasal de Esile Godello, Galicien, SpanienBodegas Rectoral de Amandi er nok mest kendt for deres roste og venlige Mencia baserede rødvin Matilda Nieves, men de laver også spændende hvidvin som nu fx denne 2024 Pasal de Esile Godello.

Godello druerne kommer fra 25–35 år gamle vinstokke, der vokser på stejle terrasser i Ribeira Sacra – et af Spaniens mest dramatiske og naturskønne vinområder.

Her slynger floden Sil sig mellem klippeskråninger af granit og skifer i 400-600 meters højde, hvilket giver ekstreme temperaturforskelle mellem dag og nat.

Efter  manuel høst og sortering er Godello druerne presset helt nænsomt og gæring sker så køligt i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret sur lie aka på de fine gærrester i flere måneder for at give dybde og cremet tekstur.

Duften er blid, bred og har godt med hvide, modne frugter som honningmelon, fersken, pære og svagt lidt æblemost. Der er også en halv blomsterbutik, blid, aromatisk og virker cremet, rund og ganske venlig med en leret mineralitet.

Der er heller ingenting, som du skærer dig på i munden, for vinen er virkelig blød, rund og cremet med grillede citroner, syltet lemon og igen lidt æblejuice. Det er frisk, elegant og blidt med en citrusagtig nerve, der giver en livlig syre, masser af charme og forbandet godt velafbalanceret … 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2024 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Branco, Douro, Portugal

2024 Rui Roboredo Madeira, Castello d'Alba Branco, Douro, PortugalRui Roboredo Madeira er efterhånden et kendt ansigt her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg endnu et par vine fra den dygtige vinmager og starter med en 2024 Castello d’Alba Branco.

Vinen er lavet på et blend af de lokale druer Rabigato, Godello og Viosinho høstet manuelt fra højtliggende marker i Douro Superior.

Efter presning sker gæringen ved lav temperatur for at bevare friskhed og aroma. Efter endt fermentering er vinen lagret primært på ståltanke for at fastholde vinens sprøde og mineralske karakter.

Duften er sådan vaskedag-ren … der er blomster, skyllemiddel, lidt stearin og paraffin, små gærnoter og en frugt af melon, fersken, gule blommer, lidt lemon, citroner og salte mineraler. Den har en meget frisk og ren duft.

Smagen er mere fyldig, smager faktisk ret godt … frugten virker her klart mere topisk og cremet med fersken, abrikos, honningmelon og grillede citroner suppleret med små lakridsale elementer, fennikel, mynte og citronmelise. Det er en charmerende, lettilgængelig og smagfuld vin … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens bedste pris er 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Dominio do Bibei, Lalume, Galicien, Spanien

2020 Dominio do Bibei, Lalume, Galicien, SpanienDominio do Bibei er et unikt og visionært vinhus beliggende i den østligste del af Ribeira Sacra i Galicien og derfra har jeg smagt deres 2020 Lalume på Treixadura med et skvis andre druer.

Vinhuset er grundlagt i 2001 af Javier Domínguez, som ønskede at genopdage familiens rødder og udtrykke områdets dramatiske landskab gennem vin.

Dominio do Bibei råder over en ejendom på 125 hektar, hvoraf 45 hektar er beplantet med vinmarker. Resten af arealet består af naturlig vegetation, restaurerede terrasser og områder, der gradvist forberedes til fremtidig beplantning.

Vinmarkerne ligger i den dramatiske Bibei-dal i Ribeira Sacra, Galicien, og strækker sig over højder fra 350 til 650 meter over havet. De er anlagt på stejle terrasser, og mange af vinstokkene er op til 50 år gamle.

Vinhuset dyrker både røde og hvide lokale druesorter og arbejder efter biodynamiske og økologiske principper. Deres tilgang er præget af lav intervention og fokus på terroir.

Vinen Lalume fra huset er lavet på druer fra tre dale på sandede granitjorde. Det er en blanding af hovedsageligt 98% Treixadura og med 2% Albariño og faktisk en smule Caíño Blanco og Godello.

Gæringen sker med naturgær i forskellige beholdere som foudres, barriques, beton og rustfri ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder sur lie.

Duften er kølig, ren mineralsk, blød og sødkrydret med frugt af melon, fersken, pærer, gule æbler, grillet lemon … let cremet og olieret med valnødder, marcipan, mandler og let vanilje suppleret med en lille buket blomster.

I munden er det også en cremet og olieret vin med masser af lemon, grillet og syltet lemon, fersken, abrikos og frugtsten, kandiseret grape og en lidt flommefed syre med masser af punch, salte og stenede mineraler, god dybde, lidt hvid peber og en smule alkoholstyrke. Det gør også, at vinen hænger lang, lang tid i munden med denne lidt småfede facon … 93 point.

Købt os Vinova til 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, Spanien

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, SpanienFra det store spanske vinhus Entrecanales Domecq e Hijos skal vi smage en hvidvin, der er fra appellationen Valdeorras i Galicien og det er en 2023 La Poda Godello.

Entrecanales Domecq e Hijos’ historie startede tilbage i 1822, hvor Pedro Domecq Lembeye startede med at lave vine i Jerez de la Frontera.

I 1894 overtog Don Cosme Palacio vinhuset og startede samtidig Bodegas Cosme Palacio midt i Laguardia i Rioja Alavesa. Han havde selv gennemført en længere  ønologisk uddannelse og indførte derfor derfor en række franske vinteknikker i det nyetablerede vinhus.

Bodegas Cosme Palacio skulle blive rigtigt kendt, hvilket bl.a. blev forstærket i 1917, hvor man indførte brandet Clorioso. Langt senere i 1986 blev den kendte flyvende vinmager Michel Rolland tilknyttet, hvilket også øgede kendskabet til vinhuset.

Allerede året efter etablerede familien Entrecanales y Távora, som José María Entrecanales stod i spidsen for og de etablerede sig også i Ribera del Duero, som jo nogle år tidligere havde fået deres DO appellation og blev voldsomt populær.

Det var reelt starten på det, som i dag hedder Entrecanales Domecq e Hijos og deres vinhus i Ribera del Duero kaldte de Bodega Secreto.

I 1998 etablerede man yderligere et vinhus, nemlig Bodega Directa, hvor man startede med at sælge vin direkte til forbrugerne, mens man i 1999 etablerede Finca Anzil i Toro.

I år 2000 købte man derudover Bodegas Caserío de Dueñas i Rueda og i 2018 startede man også El Aerobauta i Valdeorras i Galicien. Så samlet er Entrecanales Domecq e Hijos i dag et stort foretagende, der laver vin i Rioja, Galicien, Rueda, Ribera del Duero og Toro.

I dag ledes det store foretagende af 3. generation i form af Gonzalo Entrecanales Carrión, som samlet ejer over 400 hektar vinmarker og laver vine under forskellige navne, bl.a. laver de en stor serie af vine under La Poda Collection navnet.

Det er netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … en 2023 La Poda Godello … lavet på ren Godello fra marker på skråninger ved Sil floden. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke … både gæringen og den efterfølgende lagring er også sket over flere måneder sur lie, altså med bærmen, i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en fyldig og letkrydret vin … der er gule æbler, fersken, gule blomster, lidt kølig kamillete med honning, lidt tør hø eller halm, virker både blød og frisk på én gang.

I munden er det også en fyldig, cremet og utrolig frugtrig vin … de virker som om, at glasset næsten brister af frugtrigdom, mest saftig tropisk frugt af tørret abrikos, mango, fersken, honningmelon samt lidt kvæde … virker olieret og har denne lidt specielle note af noget kandiseret grape med en lille sødbitterhed. 91 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Raúl Pérez, Valtuille Cepas Centenarias, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, Valtuille, Bierzo, SpanienSteffen havde taget denne fabelagtige Mencía baserede vin med fra den dygtige vinmager Raúl Pérez … det er vinen Valtuille Cepas Centenarias i årgang 2019.

Raúl Pérez er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og han er vel at betegne som forgangsmanden for hele stilændringen i Bierzo.

Han grundlagde i 2005 sin vingård Bodegas y Viñedos Raúl Pérez. Siden har han ikke set sig tilbage, og han har for alvor været med til at sætte Bierzo på landkortet og står i dag som regionens klare referencepunkt.

I dag laver Raul også vin i Rias Baixas, Ribeira Sacra og Navarra, men det er hjemme i byen Valtuille de Abajo, hvor han har sit fokus og laver nogle af verdens mest eftertragtede vine.

Det tyske vinskrift, Der Feinschmecker, kårede ham til verdens bedste vinmager i 2014. Det samme gjorde også det franske vinmagasin, Bettane+Desseauve, i 2015, mens det engelske Decanter i 2018 stillede spørgsmålet: er dette verdens bedste vinmager?

Vindyrkningen går generelt den mere biodynamiske vej. Og med en vinificering, der samtidig tæller helklasegæring og lagring på neutrale fade, er der i højere grad fokus på friskhed og drikkevenlighed.

Foruden selv at lave mesterlige vine, konsulterer Raúl Pérez også en lang række andre producenter. Derudover deler han erfaringer med Rodrigo Mendes fra Forjas del Salnes, når de i deres kældre i Rias Baixas frembringer vel nok Spaniens mest efterspurgte hvidvine.

Her smager vi Raúl Pérez’s 2019 Valtuille Cepas Centenarias, som er lavet på 89% Mencía, 5% Trousseau samt 6% af de hvide druer Godello, Palomino og Doña Blanca.

Druerne til vinen kommer fra Rauls families vingård Castro Ventosa, der har sine marker omkring landsbyen Valtuille de Abajo. Markerne er opdelt parceller og har meget gamle vinstokke. Cepas Centenarias betyder da også på spansk hundredeårige vinstokke.

Vinificeringen foregår efter gamle principper i åbne kar med helklasegæring og 60 dage lang maceration afhængigt af årgangen og alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 225 og 500 liter gamle egefade og aftappet uden klaring eller filtrering.

Duften er uregerlig, vild, vandvittig og vidunderlig … det dufter sgu bare sindssygt godt. Det er røde blomster, der står i en lerkrukke af sandet jord og har en vandvittig lys og let frugt af både grønne samt røde jordbær, mirabeller og nogle mørke samt søde kirsebær, ribs og sjovt nok en lidt lys nordrhônsk karakter, hvor der også kommer lidt røget kød, violer og en balsamisk syre. Uha uha.

Smagen er også vild … vild og næsten burgundisk i udtrykket … samtidig tør som en ørkenvind, der er balsamisk æbleeddike, lys frugt af saftige jordbær, mirabeller og et æterisk, overjordisk, saftig i frugten med en forfriskende syre. Man kan næsten fornemme nogle blomster i smagen og alt egentlig fløjlsblød … man mærker en vild og fin energi, hvor tanninerne er diskrete, men understreger en tør, ren, pågående smag. Shit det smager eminent. 98 point.

Forhandles bl.a. af Vinpusheren, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2021 Veronica Ortega, Kinki, Bierzo, Spanien

2021 Veronica Ortega, Kinki, Bierzo, SpanienOrdet kinky anvendes om menneskelig ​​ikke-konventionel seksuel praksis, tilbøjeligheder, fantasier eller nydelse og når man smager Veronica Ortegas 2021 Kinki, så forstår man og bliver sgu opstemt med masser af kinkiness.

Vinen er primært lavet på Mencía druen og så ellers et skævt af sorterne Doña Blanca, Palomino, Godello og Alicante Bouschet, der alle kommer fra en mindre, højtbeliggende vinmark på lige under 1 hektar ved Cobrana, der står plantet med op til 100 år gamle vinstokke på primært blåt skifer.

Vinen er lavet med spontangæring af de hele klaser med druernes egne gærceller i 5.000 liters åbne træfade og har så gennemgået en lang, blid ekstraktion på amphora. Slutteligt er vinen lagret 8 måneder i 800 liters amphora lerkrukker.

I glasset er det tydeligvis også en vin til den lettere og lysere side, nærmest lidt burgundisk i lethed og elegance,  mens duften virker let og beaujolaisbondsk med en frugt af kirsebær, jordbær, hindbær, lidt anisnoter, pæn landlighed og nogle lerede noter, hæfteplaster og umiddelbar stor saftighed.

Sådan smager vinen også … let og lys som Pinot Noir, bondsk og landlig som beaujolaisgamay og smager bare kinkygodt. Det er sgu svært ikke at blive begejstret … har denne lyse, læskende og syrlige lette frugt med hindbær, ribs, grønne jordbær med en syre, hvor der også er lidt sødbitter lemon og pressede citroner. Hvor er det bare bragende godt og jeg føler mig allerede kinky. 96 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 265 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, Spanien

2021 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, SpanienVi fortsætter med hvidvin, for næste vin i glasset er denne 2021 Godello fra Bodegas Godeval i appellationen Valdeorras lidt nord for den lille landsby Ferradal nord i Galicien.

Det er også en vin, som jeg før har smagt … senest i årgang 2018, men jeg også for kort tid siden smagte deres 2020 Godello Cepas Vellas.

Denne Godello er husets entry-level aka basisvin, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke plantet på sydvendte, stejle skråninger i Valdeorrasdalen.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Gæringen sker på naturlig vis på stål uden brug af malolaktisk gæring

Næsen er lidt saltet havvand … lidt stikkelsbær sammen med æblemost, pærer, kvæde, fersken, astronaut-is, syltede citroner, blomster … har både lidt fedme, saltet mineralitet og grønne noter, hvilket giver en lettere maskulin vin med aromatisk kjole på.

Smagen er frisk med fyldig lemon og let grape bitterhed … bare med masser af drøn på. Det er lidt olieret og oveni den lidt bitre grape og lemon, så kommer der også lidt småtropisk frugt med mango, melon og syrlige madæbler … en vin med en skarp og fin tunge. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7