2020 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, SpanienSociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana kaldes også Bodega Paco & Lola og er et nyere, innovativ kooperativ i Val do Salnés regionen i Rías Baixas. Det er derfra, at vi nu smager denne charmerende Paco & Lola Albariño årgang 2020.

Bodega Paco & Lola er grundlagt i 2005 af en gruppe avlere og vinproducenter, som besluttede at  samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene  i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i  DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, der samlet har 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

 Paco & Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hver enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer. Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Vinene på Paco & Lola er primært på Albariño … og her er det altså også sådan en bandit, nemlig en 2020 Paco & Lola Albariño, hvor alle druerne kommer fra marker i Val do Salnés i Rías Baixas Den er lavet udelukkende på den fritløbende saft og lavet med gæring på rustfrie ståltanke ved 16 grader over 21 dage, hvorefter den er lagret på samme sur lie i 3 måneder.

Det er en vin, som har fået hele 97 point i Decanter World Wine Awards og samtidig tildelt Platinium, hvilket kun sker for omkring 200 vine ud af 20.000 smagte vine, hvorfor det er en rating, der – for en vin i denne prisklasse – forekommer ret fantastisk.

Duftmæssigt er der masser af kvæde, umodne grønne pærer samt fersken. Derudover en smule luftigt blomsterstøv, kaktuspiller, lidt støvet, stenet og mineralsk i duften suppleret med citroner, grape samt en smule kærlighedsfrugt.

I smagen er der også masser af kærlighed, for vinen har lidt for alle, både sødme samt en nærmest mineralsk syre, godt med lysere frugt i form af fersken, melon, grillede eller syltede citroner, sødbitterhed samt meget cremet i munden. Med andre ord lidt af hvert og det er svært ikke at blive imponeret.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7