2020 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2020 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienAzienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada er et lille familieforetagende ved Località Rombone i Treiso tæt på Alba og derfra smager jeg 2 vine, hvor første er denne Langhe Nebbiolo Serena.

Ada Nada er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog drifts af gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del helt sikkert nydes af vinglade turister i deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og så 3 Barbaresco vine på Nebbiolo … men også denne fabelagtige Langhe Nebbiolo Serena.

Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på nogle af Nadas 9 hektar vmarker i  Treiso området i 200 til 350 meters højde. Druerne høstes manuelt og afstilkes, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de så med drueskallerne med 5-8 dages maceration i en gæring ved 28-30 grader.

Derefter presses druerne og mosten overføres derefter til anden ståltank til malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

Igen er Ada Nadas Langhe Nebbiolo pænt lys og transparent i glasset, mens duften virker let og floral … godt med blomster, violer, skyllemiddel, mentol samt en lidt kølig frugt med ribs, lyse kirsebær, tranebær og virker i det hele taget meget luftig og overskudsagtig.

Hvor er vinen også ren, luftig, levende og saftig i munden, meget elegant med friske, syrlige kirsebær, hindbær, peber samt en lille spinkel sødme, mens tanninerne også er fine, nærmest sarte med frugtrig tørhed. Hvor er det en fin Langhe Nebbiolo med den vildeste drikkeglæde.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 115 kr.

 Vinanmeldelse 5/7