Tag-arkiv: cerceal

Cerceal er en hvid, portugisisk drue, som ikke må forvekles med druen Sercial fra øen Madeira. Cerceal kaldes også Cercial Branco og er en tyndskindet drue, der primært findes i vinområderne Dão, Bairrada og Ribatejo.

Cerceal anvendes ganske sjældent alene, men blandes i stedet ofte med druer som Bical, Baga eller Encruzado.

Det er en drue, som giver tykke, mellemstore druer, der modnes sent, men er relativ hårdfør mod sygdomme. Cerceal giver typisk lette og friske vine med pæn surhed og noter af honning og fennikel.

2018 Luis Leocádio, Titan of Távora-Varosa Daemon Branco, Távora-Varosa, Portugal

2018 Luis Leocádio, Titan of Távora-Varosa Daemon Branco, Távora-Varosa, PortugalVinmageren Luis Leocádio laver vine under forskellige brands og fra både Douro samt det mere  ukendte Távora-Varosa. Her har vi netop fat i en 2018 Daemon Branco fra hans projekt Titan of Távora-Varosa.

Luis Leocádio er selv født i Trevões i Douro, hvor hans forældre var både bønder og vinavlere. Allerede som 16-årig brugte han sin tid mellem skolen og vinmarkerne inden han i en alder af 18 år startede en uddannelse til landbrugsingeniør med vindyrkning og ønologi som speciale.

Siden har han arbejdet hos vinproducenter i både Dão, Beira Interior og Bairrada, men i 2016 startede han sammen med Vanessa Santos vinprojekterne Titan of Douro samt Titan of Távora-Varosa.

Derudover er han også blevet partner i vingården Quinta da Biaia i Beira Interior og hjælper samtidig i dag endda også en række andre vingårde på konsulentbasis.

I Titan of Douro laver Luis vin fra opkøbte marker i Vale de Mil og Távora Valley, mens han i projektet Titan of Távora-Varosa laver vin fra gamle vinmarker i 1.000 meters højde ved Távora-floden i Serra do Reboredo i Távora-Varosa.

Távora-Varosa er en portugisisk vinregion beliggende i den nordvestlige del af Beiras regionen … lige klemt inde mellem Douro og Dão regionerne. Som jeg lige kan se det, så ligger Távora-Varosa lige op af Douro og Távora floden er da også en biflod til Douro floden.

Da et dér, at Luis Leocádio har fundet nogle gamle vinmarker, som han er vild med og han mener, at de kan give druer med langt større smagskoncentration … og det kombineret med, at markerne ligger i højden, giver druer med en fantastisk balance.

Jo ældre, des mindre producerer de, men netop derfor bestræber Leocádio  sig på fortsat at at opkøbe gamle marker i både Duoro og Távora-Varosa … for at bevare dem og fortsætte historien.

I 2018 blev han i øvrigt kåret som bedste nye ønolog af det portugisiske vinblad Revista de Vinhos.

Projekterne Titan of Távora-Varosa samt Titan of Douro er begge opkaldt efter Luis Leocádio og Vanessa Santos’ hund, der der af en Dogo Argentino og hedder Titan.

Nå, men her smager vi altså vinen Daemon Branco fra Titan of Távora-Varosa projektet. Vinen er lavet på et blend af druerne Gouveia, Cerceal samt Malvasia Fina.

Efter høsten er druerne knust ganske let, hvorefter gæring er sket på franske egefade men derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie … også i de franske egefade.

WAUW … sikke en duft. Den er både vild, olieret, fed og voldsom med nærmest linolie, bonevoks, stikkelsbær, abrikosmarmelade, en smule appelsin, røg, toast. gær samt en hel mark med forskellige og vilde blomster. Det er animalsk, pågående, vildt, grønt, fedt og samtidig meget, meget spændende.

I munden er vinen meget anderledes … meget mere stringent, ren, syrlig men fortsat med denne vilde, grønne og næsten biodynamiske side. Syren sparker, er livlig, småfunky, mineralsk og vild. Der er frugt af grønne æbler, mirabeller, stikkelsbær … tør, fenolætsende, stram og frisk. Det er anderledes, men tossegodt.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 27,60€ … svarende til 205 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 186,60€ eller 1.390 kr., svarende til 231 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 António Madeira, Dão Branco Vinhas Velhas, Beira, Portugal

2016 António Madeira, Dão Branco Vinhas Velhas, Beiras, PortugalHvad er bedst … et høftligt goddaw fra Antonio Banderas eller Dão fra António Madeira? Jeg tror nok lige, at den flittige vinblogger vælger det ukendte farvand med en hvid Dão Branco Vinhas Velhas fra António Madeira.

Jeg har aldrig tidligere smagt hvid Dão og generelt har Dão vine vel også herhjemme måske et lidt tvivlsomt ry … måske fordi, at vinene tidligere næsten udelukkende kom fra store kooperativer. Faktisk havde omkring 10 kooperativer i det meste af anden halvdel af det 20. århundrede monopol på al handel med druer i området og de havde dårligt udstyr og lave hygiejniske standarder, så kvaliteten var lav.

Dão appellationen er en af de ældste appellationer i Portugal og fik sin DOC klassifikation helt tilbage i 1908. Det ligger lidt øst for Bairrada og er en del af vinregionen Beira.

Generelt kender jeg ikke meget til de mange vinregioner i Portugal og de fleste vine, som jeg har skrevet om her på bloggen, er enten fra Minho – altså typisk Vinho Verde vinene – Douro eller Alentejo. Og vine fra Dão har jeg faktisk ikke smagt i ualmindelig lang tid.

António Madeira grundlagde sit vinhus i 2010, hvor han købte en mindre 1 hektar vinmark, hvor vinstokkene egentlig stod til at blive revet op og ikke var blevet beskåret i over 3 år.

António er egentlig franskmand, men af portugisisk afstamning og hans familie stammer også oprindelig fra området ved foden af Serra da Estrela bjergkæden … Portugals højeste. Og det er netop i det højland, at han har slået sig ned for at lave vine efter de gamle traditionen med field blends fra de bedste marker.

Serra de Estrela er med de højtbeliggende vinmarker den underregion i Dão, der har det største kvalitetspotentiale, bl.a. er det også der, at man finder de mest seriøse producenter.

António Madeira brugte knap to år på at få marken reetableret og sendte sin første vin på markedet i 2011. Det var imidlertid en meget beskeden første produktion, da udbytte fra den 1 hektar store mark alene var sølle 80 kg. druer.

Siden er flere vine kommet til i takt med, at han har fundet og købt flere marker med den helt rigtige beliggenhed, jordbund og gamle vinstokke.

I 2017 flyttede han permanent til Portugal for at leve som vinbonde og han dyrker i dag samlet 6 hektar vinmarker fordelt på 23 plots i 6 forskellige landsbyer. Så på den måde kan hans produktion minde om måden, mange små producenter arbejder på i Bourgogne.

Alt arbejde foregår i hånden. Markerne dyrkes uden sprøjtemidler af nogen art og druerne vinificeres naturligt. Det sker med spontan gæring og separat vinificering af druerne fra hver mark, hvilket betyder op til 20 forskellige sorter.

Denne Dão Branco Vinhas Velhas er netop en vin lavet på et field bland, her en blanding af druesorterne Siria, Fernão Pires, Bical, Arinto, Cerceal og op mod 20 andre sorter. Druerne kommer fra en parcel med 50-120 år gamle vinstokke der vokser i granitholdig og meget veldrænet jord.

Alt markarbejde foregår i hånden og druerne er vinificeret naturligt med spontan gæring, modnet hovedsageligt på stål – en smule på gamle fade – og flasket uden filtrering og blot med en smule svovl.

Duftmæssigt har vinen en lidt særpræget duft … først en smule bio bio kant, nogle grønne elementer samt en moden, dekadent og lidt fræk syre, salt, mineraler og sten, muskat, motorolie, parfume, blomster, mens frugten er mirabeller og pærer.

I munden meget ren og mineralsk vin, hvor der er pærer, gule æbler, et ganske svagt oxyderet element, let peber og igen både salt samt mineraler. Samtidig er smagen meget blid, dæmpet og blød, men klart mere syrefattig end fx foregående Riesling. Der er dog en fandens god kraft i smagen, om end på en stille facon.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7