Tag-arkiv: Tikveš

2020 Vinarija Stobi, Macedon Pinot Noir, Tikveš, Makedonien

2020 Vinarija Stobi, Macedon Pinot Noir, Tikveš, MakedonienAtter skal jeg smage en vin fra det makedoniske vinhus Vinarija Stobi aka Stobi Winery i byen Gradsko i Tikveš regionen. I mit glas har jeg nemlig fået en 2020 Macedon Pinot Noir.

Jeg har skrevet om vinhuset tidligere, bl.a. da jeg smagte en 2018 Riesling. Dengang skrev jeg også lidt om historien bag vinmhuset, men det  gør jeg ikke nu og koncentrerer mig i stedet om denne Macedon Pinot Noir.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir, som Stobi har høstet manuelt fra 30 år gamle vinstokke på marker i Tikves regionen og med sortering af druerne, så kun de optimalt modne druer bruges til denne vin. Gæringen sker i temperaturstyrede rustfrie ståltank med løbende battonage. Efter endt gæring er vinen lagret 7 måneder på store og mellemstore franske egetræsfade.

I glasset er vinen virkelig meget transparent, men duften er lidt sjov eller quirky … der er godt med træ, en lidt varm frugt, kirsebær og så bitre druekerner, lidt flæsk og grøntsagsfond, blomster, roser samt en grøn kant af noget, der minder om en mellemting af eukalyptus samt kaktus. Blomsteraromaerne slår virkelig godt igennem.

Smagsmæssigt er vinen egentlig let og luftig … men igen bliver det med en blomstret og en sødligsjov frugt af jordbær, kirsebær og lidt tørrede tranebær. Der er en vis alkohol og peber, som driller ganen sammen med de søde, lette frugter og krydderier.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7