Tag-arkiv: giró blanc

2021 Mesquida Mora, Terna de son Vinater Blanc, Mallorca, Spanien

2021 Mesquida Mora, Terna de son Vinater Blanc, Mallorca, SpanienHos Regin i Vinkapellet Samsø startede jeg med en orangevin i form af denne 2021 Terna de son Vinater Blanc fra Mesquida Mora, der ligger på en anden sommerferieø … Mallorca.

Den lille familiedrevne vingård ligger på den østlige side af det dejlige Mallorca. Familien har i 4 generationer produceret vin og drives i dag af Bàrbara  Mesquida Mora.

Bàrbara studerede først filosofi, men tog derefter en uddannelse som ønolog, inden hun i 2004 gik ind i familieforetagendet og siden 2012 har været sine vine under sit navn Mesquida Mora.

Siden 2007 har driften af markerne være drevet fuldstændig naturligt, bæredygtigt og endda efter bæredygtige principper og hendes vine kan vel mest betegnes som naturvine … faktisk lang tid inden, at orange- og naturvine blev trendy og efterspurgt.

Bàrbara er meget passioneret omkring at producere vinene så naturligt som muligt og for at bevare og udvikle de unikke druer, der kun findes på Mallorca så som fx sorter som Callet, Prensal Blanc og Giró Blanc.

Men fordi, at hendes ældre generation var blandt de første til at arbejde med internationale vinsorter, kan Bàrbara i dag også gøre brug af Mallorcas ældste vinstokke med Cabernet Sauvignon og Chardonnay, som efter mange år nu er fuldt tilpassede Mallorcas unikke klima.

Arbejdet i vingården foregår strengt i overensstemmelse med de biodynamiske principper for at være i harmoni med naturen og i alt har Bàrbara ikke mindre en 20 hektar vinmarker.

Her smager jeg så hendes 2021 Terna de son Vinater Blanc, men lad dig ikke snyde af Blanc i navnet, for Giró Blanc og Prensal druerne er lavet med gæring og maceration – separat for hver af de 2 druesorter – sammen med drueskindet over 10 dage, hvilker giver den orange farve.

Bàrbara tilsmager løbende og når vinen er klar, så presses druerne og mosten gærer videre i rustfrie ståltanke inden lagringen, som så sker over 6 måneder sur lie i store betonæg.

Det dufter vildt … og lidt stille. Duften er let saltet, landlig, animalsk med lidt karamel, mjød og virker faktisk meget mild i duften, næsten på vej mod at være lidt flad. Det er honningmjød, lynghonning samt frugt med æble- og pæremost … virker meget saftig læskende.

I munden er vinen også saftig og læskende, har meget lavt niveau syre, men nogle lidt saltede mineraler og frugt med fersken, æbler, pærer og hindbær suppleret med et skvis citron. Vinen har denne fine, stille og lidt blide fladhed, da syreniveauet er lavt, blødheden stor og glidende. 92 point,

Forhandles hos Vinkapellet Samsø, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7