Tag-arkiv: Central Valley

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, Chile

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, ChileNº 19 eller Number Nineteen er navnet på den sidste vin i serien sindssyge ganger aka Caballo Loco fra Viña Valdivieso og det en vin, der er uden årgang, da den er lavet efter Solera-systemet, som rummer flere årgange helt tilbage til 1992.

Den er en vin, som første gang blev udgiver i 1994 og hvert år har den fået et nyt nummer … første gang var det Nº 1, men denne er Nº 19 og består som alle de øvrige af en unik og tidløs blanding af druesorter og årgange.

Druesorterne i dette vilde mix er både Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Carignan, Carmenere, Malbec, Merlot og Syrah, der alle er håndplukket på de bedste vinstokke på vinmarkerne i Central Valley.

Denne Caballo Loco Nº 19 er baseret på den originale blanding fra Caballo Loco Nº 1 er en blanding af 50% fra de tidligere vine i serien.  som rummer hele 25 forskellige årgange, og så 50% af den nye høst som er blended specifikt til denne vin.

Det laves ved, at druerne er håndplukket og omhyggeligt sorteret inden afstilkning. Gæring og maceration  sker over 21 dage med en punch down 3 gange dagligt og en temperatur på 28-30 grader og 10 ekstra dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på nye franske egetræsfade … og så efterfølgende mix med den 50% andel ældre Solera vin.

I næsen er det tilbagelænet, modent og så kommer der alligevel lidt blomstrede noter af tulipaner og tulipanstilke, bagepulver, vanilje og en blød, moden frugt af blommer, kirsebær og solbær. Derudover er der godt med træ … virker både som en blanding af gamle, våde fade samt nyt cedertræ … virker rund, adipøs og buttet.

Det er dog smagen, der virkelig er vinens styrke … smooth, blød, cremet, lidt og flødeagtig. Det er samtidig dybt, intenst og har nogle mørke kirsebær, solbær og blommer, lidt stærk peber og ellers mørk chokolade, kakaopulver og kaffebønner. Syren er kraftig, maskulin og alligevel med et lille kick og tanninerne er også med på legen, men bliver aldrig voldsomme eller overdøvende. Smukt vin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, Chile

2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, ChileI rødvinsbaren hos Brdr. Kochs Glade Vanvid stod valget mellem en 2011 Bodegas Mureda, Mureda Red fra Castilla-La Mancha i Spanien, en 2012 Wine Men of Gotham, Shiraz fra Australien eller en 2010 Corinto Wines, Syrah fra Chile. Da jeg tidligere havde smagt de to første, så nappede jeg da et enkelt glas af den sidste, altså vinen fra Chile.

Corinto Wines er et stort foretagende, producerer omkring 2 millioner liter vin om året. Corinto Wines er skabt af en gruppe af iværksættere med mange års erfaring i vinindustrien ud fra efterspørgsel fra vinindustrien. Corinto Wines blev etableret i 2006 med det formål at skabe forbrugervenlige og tilgængelige vine til overkommelige priser. En af ejerne af Corinto Wines skulle efter sigende være vinhuset Botalcura Winery.

Navnet på vinhuset afspejler det område, hvor vinen dyrkes, nemlig nær byen  Corinto i Maule Valley. Druerne kommer fra områder i både Rapel, Curicó, Maule, Casablanca and Itata i Central Valley i Chile. Logoet har form af et silhuet af et vinglas … set fra oven.

Ansvarlig vinmager er Felipe Vial.

Der laves vine i 3 serier, en basisserie, en Selección (selection) og en Reserva. Denne vin kommer fra Selección serien, og er lavet på ren Syrah uden tilsætning af andre druetyper. Druerne bliver håndplukket over i 500 kilos kar, og der bliver kun plukket tidligt om morgenen for at bevare den friske aroma. Klaserne bliver afstilket og macerationen løber over tre dage for at udvinde mest mulig ekstrakt. Der gæres ved 25-28° C. i rustfri ståltanke. Herefter får en del af vinen tre måneders fadlagring.

Duftmæssigt lidt brombær, ligusterhæk, peber og kaffe. Ikke specielt vild med duften. Smagen er varm, lidt krydret med mærke bær … en anelse anonym. Et af målene hos Corinto Wines er at producere “easy-to-drink crowd-pleasers”, og det kan man sige, at de har opnået. For mig bliver det en anelse kedeligt.

Fås hos Vin og Vin, pris 69 kr., men 55 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Bernard Magrez, Leyenda, Central Valley, Chile

Så støder vi atter ind i ham, Bernard Magrez. Jeg har skrevet om ham tidligere, men gør det gerne igen.

Bernard Magrez er en af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd. Igennem 40 år har han opkøbt 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux med Château Pape Clémant, Grand Cru Classé i Graves, i toppen samt det tidligere danskejede Château Fombrauge i Saint-Émilion, endvidere 6 vingårde i Languedoc-Roussillon og 8 uden for Frankrig, nemlig to i Spanien, de øvrige i Portugal, Marokko, Napa Valley i Californien, Chile, Argentina og Uruguay.

Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.

Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.

I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.

Magrez arbejder sammen med den berømte vinkonsulent Michel Rolland, og han er besat af tanken om, at den enkelte vinmarks terroir godt nok har betydning, men at det også – selv på mindre berømte terroirs – er muligt at lave store vine i en begrænset produktion, som han kalder “micro-cuvéer”. Hans navn står på samtlige flasker fra alle slottene, og her er vi i Chile, hvor Magrez også laver vin.

Druerne til Leyenda hentes i Maipo Valley, der er Chiles mest kendte vinområde. Området er ekstremt tørt med kun 300 mm regn om året (hvor vinstokken normalt skal have mellem 5 – 700 mm regn for at kunne overleve), hvorfor at det er nødvendigt, at vinstokkene kunstvandes med smeltevand fra Andesbjergene for at kunne overleve. Området er specielt kendt for sine tilplantninger med Cabernet Sauvignon og Chardonnay.

Duftmæssigt er der sol, sødme i vinen … sammen med lidt urter, primært timian. Solen går igen i smagen sammen med salvie, fin tørhed og ellers en blød, frugtrig og rund vin med en medium eftersmag. Til pengene et fint køb.

Købt hos Vinspecialisten, pris 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2001 Viña Almaviva, Almaviva, Central Valley, Chile

2001 Viña Almaviva, Almaviva, Central Valley, ChileEfter de flotte … og dyre … 1. cru vine, så synes Bernt, at der lige skulle et ekstranummer til, nemlig en vin fra Rothchilds vingård i Chile Viña Almaviva. Imidlertid hører den heller ikke til i den billige ende, men herom senere.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem Baron Philippe de Rothschild fra Bordeaux og Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture, der startede i januar 1997.

Almaviva er et eksempel på en eksklusiv kvalitetsvin, der er tilført det bedste fra to verdener. Viña Concha y Toro tilbyder i området Puente Alto syd for Santiago 50 hektarer af deres bedste vinmarker, og Baron Philippe de Rothschild tilbyder al deres know-how og kunnen fra deres erfaring med vine som Château Mouton Rothschild og Opus One.

Almaviva er i øvrigt navnet på hovedpersonen i stykket Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais, men senere bearbejdet af Wolfgang Amadeus Mozart til en af de bedste operaer nogensinde.

På etiketten er navnet Almaviva skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift omgivet af gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere.

Puente Alto området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for tyve år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon druen, der danner rygraden i de store, franske Grand Cru vine.

Det er i vinmarken, at vinen laves. Derfor er det vigtigt at kunne give vinstokkene den bedste pleje. Der sørges for maksimal luft og sollys til hver enkelt drueklase. Vinmarkerne drypvandes, så hver enkelt vinstok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinen er lavet på 73% Cabernet Sauvignon, 22% Carmenere, 4% Cabernet Franc og 1% Merlot. Vinene fra de forskellige parceller vinificeres hver for sig og gærer i rustfrit stål efter nedkølig og aromaudtræk i adskillige dage. Herefter modner vinen på 100 % nye franske fade i 16 -18 måneder inden den endelige sammenstikkes, klares med friske æggehvider og aftappes på flaske.

Duftmæssigt afsløres det hurtigt, at vinen har fået mere sol end dens søstre fra Europa. Der er solbær, marmelade, lakrids, tobak … sødmen er tydelig. Smagsmæssigt er der fedme, sødme, tør ørken, solbær, brændt toast, sol og store tanniner. En powervin med fortsat med masser af elegance. Hold da op for en flot vin, og nok én af de bedste vine, som jeg nogensinde har smagt fra Chile.

Fås bl.a. hos Theis Vine, hvor årgang 2008 koster 1.099,95 kr. Fås nogle gange via Coop på tilbud til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7