Tag-arkiv: callet

Callet er rød druesort, der dyrkes på Mallorca på De Baleariske Øer og anvendes mest til produktion af rosévine eller i blends med andre lokale druer som Fogoneu og Manto Negro.

I dag anvendes Callet også til at fremstille lette rødvine, som ofte blandes med Cabernet Sauvignon, Tempranillo eller Syrah.

Callet har ganske vist en dyb farve, men giver vine med lav alkohol, bløde tanniner samt sød hindbærsmag.

2019 Bodegas 4kilos Vinícola, 4kilos, Mallorca, Spanien

2019 Bodegas 4kilos Vinícola, 4kilos, Mallorca, SpanienIndrømmet … vinen 4kilos fra Bodegas 4kilos Vinícola på Mallorca slog benene væk under mig, da jeg smagte den i årgang 2022 på den gode vinbar DiVino i Port d’Andratx, så da jeg kom hjem købte jeg straks en kasse af vinen … men blot i årgang 2019.

Som jeg skrev med 2022’eren er 4kilos alene  lavet på ren Callet, men ifølge Parker skulle der også være ganske lidt Fogoneu med i vinen og druerne skulle komme fra ældre vinstokke … hvor de yngste er 10 år gamle og de ældste er over 45 år. Stokkene står i en jord rødlig farvet jord kaldet Call Vermell, der indeholder sand, silt, ler og rigelig med jernoxid.

Druerne er høstet manuelt og hver mark vinficeres separat i ståltanke og 2.500 liter egekar, hvor gæring sker ved en temperatur mellem 20 og 30 grader. Derefter er der sket malolaktisk gæring i både rustfri ståltanke og 600-liters tønder.

Efter endt gæring er vinen så endelig sammenstukket og har lagret 12 måneder på 600 liter franske egetræsfade fra Allier med medium og medium plus ristning.

Duften er rør, kølig, kraftfuld, landlig og animalsk med klare noter af jod, blæk, grafit og alt med pænt luftig lethed. Der er fadnoter af lidt karamel, chokolade og en frugt med tranebær, kirsebær og jordbær, lidt mint, rosmarin og virker let frisk og læskende. Den har nærmest en slags jura- eller beaujolaisagtig bondsk vibe.

Smagen er også meget ren og frugtrig … det er kirsebær, tranebær, rabarber og hindbær, har en god og frisk syre med tonsvis af lemon og grillet citron .. let, lys, frisk med denne lette lemon bitterhed og lyse bid … elsker sgu dette udtryk, så 95 point.

Vinene fra 4kilos forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske i nyeste årgang koster 499 kr., mens prisen 389 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7    

2022 Bodegas 4kilos Vinícola, 12 Volts, Mallorca, Spanien

2022 Bodegas 4kilos Vinícola, 12 Volts 2022, Mallorca, SpanienDer var plads til mere – om det var klogt eller ej – i vores tanke på vores vinbar DiVino i Port d’Andratx, så vi bestilte da en flaske mere og det blev en 12 Volts 2022 fra fabelagtige Bodegas 4kilos Vinícola.

12 Volts er vel at betragte som en andenvin på 4kilos, men den skifter ikke etiket hver årgang, så etiketten til 12 Volts er i stedet designet af Gary Baseman, som er en amerikansk kunstner, tegneserietegner og animator.

I denne årgang 2022 er 12 Volts lavet på 60% Callet, 20% Syrah, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot. Druerne leveres af små, lokale vinbønder fra både den nordlige og sydlige del af Mallorca.

Vinbønderne arbejder alle ud fra en stor respekt for det lokale klima og miljø, og vinen er i dag økologisk certificeret. Efter maceration og gæring på ståltanke lagres vinen 9 måneder på en blanding af store og små fade.

Igen forbløffes jeg af letheden i 4kilos’ vine, for 12 Volts har en duft, der er utrolig let og blomstret med søde fadkrydderier af karamel og mælkechokolade, noget landligt og let svovlet med en lys og feminin frugt, der mest er lyse kirsebær og jordbær, sådan lidt beaujolasagtig med banan, jod, fennikel og ellers bare fin, delikat, følsom og næsten skrøbelig.

Smagsmæssigt er det også en fin og feminin vin, hvor man slet ikke mærker, at der udover den lysere Callet drue også er i alt 40% Syrah, Cabernet Sauvignon og Merlot med i blendet. Det er lyst, let, saftigt og læskende med tranebær, lyserøde blommer, skovbær, jordbær og noget let lemon med sødlig bitterhed og syre. Vinen er så læskende saftig … smager vildt godt, så 94 point.

Vinene fra 4kilos forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen 235 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2022 Bodegas Binigrau, Binigrau Negre, Mallorca, Spanien

2022 Bodegas Binigrau, Binigrau Negre, Mallorca, SpanienPå OLIU Restaurante lige udenfor Port d’Andratx fik jeg bl.a. min livs bedste tartar … en Tartar de Ternera Clásico Remolacha Crema de Oveja Añeja og dertil mere lokal vin som var en 2022 Binigrau Negre fra vinhuset Binigrau.

Binigrau eller helt korrekt Bodega Binigrau Vins i Vinyes er en familiedrevet vingård beliggende i Biniali og er grundlagt i 2002 af brødrene Miquel og Matias Batle.

De kommer fra en familie med over 150 års tradition for vinproduktion på Mallorca og besluttede at starte deres egen vingård efter at have været en del af Bodega Macià Batle.

Jeg kan ikke finde oplysninger om, hvor mange hektar vinmarker Bodega Binigrau Vins i Vinyes har, men vingården er kendt for sin bæredygtige og biodynamiske tilgang til vinproduktion.

De dyrker en kombination af lokale druesorter som Manto Negro, Callet og Premsal Blanc samt internationale sorter som Merlot, Cabernet, Syrah og Chardonnay.

Denne 2022 Binigrau Negre med et stort rødt B på etiketten er lavet på et blend af Manto Negro, Callet og Merlot, som alle håndplukkes og derefter straks bringes til kælderen. Her bliver de selekteret og nænsomt afstiklet og knust.

Derefter sker gæringen i små egetræsfade ved kontrollerede temperaturer. Efter gæringen følger en lagring på 16 måneder i fade af fransk eg.

Duftmæssigt er det en varm, fyldig og behagelig rund vin. Man kan godt mærke, at Manto Negro og Merlot druerne giver noget krop og power til Callet druen og her er der også godt med fadnoter af kanel, kakao, nelliker, tobak, chokolade, vanilje, sød lakrids, sandeltræ samt lidt mentol, mens frugten mest er blommer og solbærmarmelade.

Smagen er også blød, varm og dyb … og krydret med en lysere og mere streng bordeauxagtig syre eller måske nærmere en bondsk og rustik syre med rabarber, ribs, lidt nelliker og ellers godt med sorte peberkorn. 91 point.

På OLIU Restaurante kostede en flaske 42€, men i butikkerne i Spanien ligger prisen på omkring 22€ … svarende til 164 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Can Majoral, Callet, Mallorca, Spanien

2023 Can Majoral, Callet, Mallorca, SpanienEndnu en dag i Port d’Andratx og besøg på vinbaren DiVino for at udforske vine fra Mallorca og vi endte med at smage en 2023 Callet fra vinhuset Can Majoral.

Det er en lille familieejet vingård beliggende i Algaida på Mallorca. Den blev grundlagt i 1979 af Andreu Oliver med god hjælp fra hele familien, men i dag ledes gården af datteren Mireia Oliver.

Familien ejer i alt 17 hektar vinmarker, fordelt på de to områder Son Reus og Son Roig, hvor jorden består af ler og kalk med en høj andel jernoxid. Markerne har fra starten været drevet bæredygtigt og økologisk.

Man dyrker 14 forskellige druesorter, herunder lokale sorter som Callet, Manto Negro og Gorgollassa, samt internationale druer som Cabernet Sauvignon og Chardonnay og man producerer omkring 70.000 flasker vin om året, hvoraf kun 20% eksporteres.

Her smagte vi husets Callet vin, der er lavet med gæring i rustfrie ståltanke og åbne egefade med forsigtig pumpning og sænkning af låget i 2 uger ved en temperatur på 25 grader.  Efter en malolaktisk gæring lagres vinen i 9 måneder på 500 liter franske egetræsfade.

Meget let, luftig og blomstret duft med tulipanstilke, sødlige røde bær, jordbær … vild saftig læskende, feminin, delikat, sart, fin som hvide blonder og meget elegant. Den har helt klart en landlig og lidt mødding med en reduktiv side, som Gert kaldte syg blomst. Men så kommer der også fadnoter frem med karamel, mælkechokolade og røg.

Smagen er let, ubekymret og læskende saftig med jordbær, hindbær og rabarber og en syre præget af sødbitter appelsin, lemonsaft samt vermouth … igen fin, sart og feminin i stilen, hvilket virkelig gør vinen temmelig elegant og dragende i denne lette og æteriske stil, så dermed klart 94 point.

Importør herhjemme er Kjær & Sommerfeldt, men der er ingen vine tilgængelige. På vinbaren hos DiVino kostede en flaske knap 20€ … svarende til 149 kr., men yderligere 10€ ved servering i vinbaren.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bodegas 4kilos Vinícola, 4kilos, Mallorca, Spanien

2022 Bodegas 4kilos Vinícola, 4kilos, Mallorca, SpanienPå min vej gennem vine fra Mallorca, så smagte jeg også på vinbaren DiVino denne 4kilos 2022 fra vinhuset med navnet Bodegas 4kilos Vinícola, som er en vingård, som jeg faktisk også er stødt på tidligere i år.

Bodegas 4kilos Vinícola er grundlagt i 2006 af Francesc Grimalt og Sergio Caballero på Mallorca. De ville lave et vinhus og vine på de lokale druer på ferieøen. Francesc Grimalt havde tidligere været vinmager, partner samt tekniker på vinhuset Anima Negra og var bl.a. kendt for hans arbejde for at redde den oprindelige druesort Callet.

Sergio Caballero er ikke vinmager, men derimod musiker, partner og meddirektør for SÓNAR musik- og multimediekunstfestival, men i et samarbejde medFrancesc Grimalt startede de i 2006 i en garage med at lave deres første vine.

I 2007 omdannede de sammen med Apolónia Viticultors en gammel fårestald beliggende i udkanten af ​​Felanitx til en lille vingård. Der fik de høstet deres første rigtige vine kalder 4Kilos 2007, der blev frigiver på markedet i 2008.

De arbejder spontant og intuitivt … følger ikke faste regler, som i stedet ændres hvert år afhængig af høsten. Den alkoholiske og den malolaktiske gæring kan udføres i både eg og rustfrit stål, men deres vine typisk lagres på træ …. typen af ​​egetræ, tøndernes kapacitet og tøndens alder kan variere afhængigt af årgangen.

Fra begyndelsen har de haft støtte fra vinbønder, hvilket er meget vigtigt, når man forsøger at drive rationel og miljøvenlig vindyrkning. I mange vinmarker bruger de naturligt plantedækning for at opnå mere koncentrerede druer, bedre jordporøsitet og en større mikrobiologisk population.

Vinmarkerne ligger i forskellige kommuner i den sydlige og nordlige del af Mallorca, hvorfor de ikke tilhører nogen D.O. Vinstokkene er for det meste plantet i Call Vermell jord … et populært navn for lerholdig jord med rigeligt jernoxid.

De dyrker primært sorterne Callet, Cabernet Sauvignon, Fransk Fogoneu, Merlot, Monastrell og Syrah.

De gav deres vinhus navnet Bodegas 4kilos Vinícola, da de to partnere oprindelig netop investerede 4 millioner pesetas i deres foretagende.

På Bodegas 4kilos Vinícola arbejdes der i markerne ud fra økologiske forskrifter og med absolut minimal indblanding i vinstokkenes liv og det gælder også denne vin, som er deres primære vin, der altid bare kaldes 4kilos efterfulgt af årgangen.

Det er en vin  lavet på ren Callet og etiketten skifter for hver årgang, men 2022 har et billede taget fra en glasplade af ukendt kunstnerisk udførelse, købt på et antikvitetsmarked på Mallorca.

Druen Callet stammer fra Mallorca og kun findes der,  men der findes også kun ganske få hektar vinmarker med druen i det hele taget, men tilpasser sig varmen rigtig godt.

Til denne vin kommer druerne  fra 20-45 år gamle vinstokke på forskellige marker beliggende i det sydlige og nordlige Mallorca og det er ler- og jernholdige marker.

Druerne er høstet manuelt og hver mark vinficeres separat i ståltanke og 2.500 liter egekar, hvor gæring sker ved en temperatur mellem 20 og 30 grader. Efter endt fermentering er vinen endelig sammenstukket og har lagret 12 måneder på 600 liter franske egetræsfade fra Allier.

Det er meget let, poleret og rafineret … det er faktisk utrolig flot, elegant og balanceret med vilde jordbær, kirsebær og frugten kan endda virke lidt kandiseret på en lys og luftig måde, men ellers er der godt med fadnoter af vanilje, karamel, jod suppleret med lidt urter som timian og rosmarin.

Smagen er også smuk, balanceret og rafineret … der er god struktur, en frugt af jordbær, kirsebær og rabarber, men også lidt citron, som giver en frisk syre, hvormed det virkelig bliver en meget lækker vin, der også har lidt stenet mineralitet, men mest bare står flot, smuk og helstøbt. 96 point.

Vinene fra 4kilos forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen 389 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7    

2019 Pere Seda, Reserva, Mallorca, Spanien

2019 Pere Seda, Reserva, Mallorca, SpanienJeg smagte i Port d’Andratx mere lokal vin og næste var en Reserva 2019 fra vinhuset Pere Seda, der ligger på adresse Cid Campeador ved Manacor i Llevant-regionen på den solbeskinnede ø.

Vingården er grundlagt af Pere Seda for omkring hundrede år siden og det er i dag hans efterkommere, som driver vingården videre og står for produktionen.

Vingården kontrollerer over 100 hektar vinmarker i Manacor og Felanitx, hvor de dyrker både lokale druesorter som Callet, Manto Negro og Premsal, samt internationale sorter som Tempranillo, Merlot, Cabernet Sauvignon, Parellada, Macabeo, Moscatel og Chardonnay.

Denne Reserva 2019 er lavet på et blend af Cabernet Sauvignon, Merlot, Callet, Syrah og Manto Negro … og vinen er lavet under den appellation, som hedder D.O. Pla i Llevant de Mallorca.

Vinen er lavet med gæring i franske og amerikanske egetræsfade, mens den efter endt fermentering er lagret 12 måneder på samme egefade.

Duftmæssigt har vinen en temmelig anderledes og lidt mærkelig aroma, som jeg bedst kan beskrive som noget forkullet træ, rågummi og bål suppleret med blommer, grøntsagsfond, solbær, tranebær og søde krydderier.

Smagen er langt bedre end duften, meget blød, rund og sødkrydret … i det hele taget godt krydret, mens frugten er solbær, brombær samt blommer og mest blommer. 87 point.

Købt lokalt til 14,50€ … svarende til 108 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Bodegas Ànima Negra, Àn/2, De Baleariske Øer, Spanien

2018 Bodegas Ànima Negra, Àn/2, De Baleariske Øer, SpanienDenne Àn/2 vin fra ferieøen Mallorca er kendt af mange danskere og man får sindssyg høj kvalitet for pengene, hvorfor vinen fra Bodegas Ànima Negra ikke ufortjent også er blevet meget populær.

Jeg har smagt vinen masser af gange … men tilsyneladende aldrig anmeldt eller skrevet om den her på Houlbergs Vinblog, men det kan jeg jo så meget passende gøre nu.

Bodegas Ànima Negra – der betyder sort sjæl – holder til på det historiske landsted Son Burguera ved den lille by Felanitx på den sydøstlige del af Mallorca, der er én af appellationerne i det mere ukendte vinområde, der betegnes som De Baleariske Øer.

Vinhuset er grundlagt i 1994 af de 2 venner Miquel Ángel Cerdà og Pere Obrador. Pere havde netop arvet et gammelt mejeri, som blev udgangspunktet for de første vine, der ganske enkelt blev gæret i de gamle mælketanke og med hjælp fra vinmageren Francesc Grimalt, som i dag dog driver sin egen vingård.

Vinene blev så bemærkelsesværdigt gode, at de besluttede at føre deres drøm om at lave Mallorcas bedste vin ud i livet. I dag har huset ikke mindre end 70 hektar egne og lejede vinmarker og producerer med hjælp fra vinmageren Xavier Ausàs – tidligere vinmager hos Vega Sicilia –  omkring 250.000 flasker vin hvert år.

På deres marker dyrker de nogle af øens ældgamle, lokale sorter som Callet, Manto Negro, Fogoneu og Premsal Blanc. De går til en række ret spændende vine, bl.a. denne Àn/2, som er husets kæmpe storsællert. Vinene har alle en moderne etiket, som er designet af den lokale kunstner Miquel Barceló og 85% af vinene går til eksportmarkeder.

Denne 2018 Àn/2 er lavet på et blend af 65% Callet, 20% Manto Negro og Fogoneu, mens de sidste 15% er Syrah. Gæringen er sket i store 7.000-10.000 liter rustfrie ståltanke ved 28 grader over 15-20 og alene brug af druernes naturlige gærceller. Efter fermenteringen er vinen lagret 13 måneder på franske og amerikanske egefade, hvoraf 35% af fadene er nye.

Duften har både lethed og spansk temperament … en skøn kombi af blomster, lakridskonfekt, chokolade, gazebind, læder, tobak, lejrbål, røg, ristede noter samt en frugt, som virker let … hindbær, kirsebær, blommer, jordbær, tør jord og et dejlig blød lethed.

Smagen er meget frugtrig … ren og direkte frugt, egentlig meget rund, let og elegant. Der er fine tanniner, peber og stor tørhed, lidt grønne urter, tør tobak og samlet er vinen meget let at drikke, så når folk siger, at flaskerne på Àn/2 er mindre end normalt, så er der måske noget om snakken.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7