Tag-arkiv: bruñal

Bruñal er en rød spansk druesort, der primært findes i Arribes regionen i det nordvestlige Spanien. Den giver et lavt udbytte og blandes normalt sammen med andre druer som Juan García, Rufete, Tempranillo og Grenache ved produktion af både rød- og rosévine.

Bruñal giver fremragende druer med tyk skind, og vinene får en mørk og tæt farve, er fyldige med masser af røde og mørke frugter afbalanceret med et godt niveau af tannin og surhed. Hvis det ikke var for Bruñals lave udbytter, ville sorten næsten helt sikkert blive plantet i større mængder.

Nylige DNA analyser har vist, at Bruñal er den samme druesort som Portugals Alfrocheiro Preto.

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVinene fra Dominio del Àguila er sgu vilde. Kraftige, intense og vilde. Det gælder egentligt også deres rosé … denne Picaro Clarete Ecológico.

Jeg har tidligere smagt både en 2014 Albillo Viñas Viejas og den røde 2018 Picaro del Àguila og begge gange har jeg været ret imponeret. Og selvom jeg slet ikke er til rosévine, så må jeg også overgive mig med denne Picaro Clarete Ecológico, for vinen er sgu fremragende. Bevares i den fyldige og federe afdeling, men kvaliteten fejler bestemt intet … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend med Garnacha, Bobal, Bruñal, Monastrell, Tempranillo Gris, Garnacha Blanca, Pirulés, Jaén, Moscatel og Malvasías. Det er et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med vinstokke over 60 år gamle.

Markerne er kalkholdige og ligger i 800-900 meters højde. Efter høst afstilkes druerne ikke, men presses direkte og saften overføres til gamle betontanke, hvor vinen spontangærer langsomt … faktisk i 8-9 måneder efterfulgt af lagring på egefade i samlet 17 måneder.

Vildt rød i glasset … lidt ligesom håret på den storbarmede Angel Strawbridge fra programmet han, hun og drømmeslottet. Og i næsen er vinen næsten også lige så farverig, smæk på aromaerne med lidt røgede jordbær, ribssaft, tranebær, hyben, dåsepærer, sødme, fadnoter med specielt vanilje og lidt svage oxidaktive noter.

Der er også smagsmæssigt skrald på drengen … masser af rød frugt, hindbær, jordbær, kirsebær, ribs, virkelig fyldig, fed rosé med masser af smag, nærmest bløde tanniner … og så er det bare blødt, cremet og totalt uimodståelig … WAUW for en rosé.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5/7