Tag-arkiv: Beira

Beira også kaldet Beira Interior er en af de 14 vinregioner i Portugal og ligger helt vestligt i landet vest for både Dão og Bairrada og er et område, som er på vej frem.

Der er følgende subzoner i Beira; Beira Litoral, Beira Alta og Terras de Sico.

Klimaet i Beira – det mest bjergrige område – er varmt og tørt om sommeren, men med meget kolde og lange vintre. De varme somre kan gøre vinene meget alkoholrige inden vinen udvikler tanninerne fuldt ud, men de dygtige vinmagere kan lave gode og afbalancerede vine.

I Beira laves der spændende vine på lokale druer, bl.a. hvidvine på druesorter som Fonte Cal, Arinto, Malvasia Fina, Rabo de Ovelha og Síria, mens de vigtigste røde sorter er Bastardo, Marufo, Rufete, Tinta Roriz og Touriga Nacional.

2017 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2017 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalVi spænder nu kysen ekstra stramt om hagen og springer en oktav højere op med den næste vin fra Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro, for det er nemlig hans 2017 Beyra Grande Reserva … igen fra de højt beliggende marker ved Vermiosa i Beira Interior området.

Beyra Grande Reserva er lavet på et blend af 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía fra 40 år gamle vinstokke på marker fra et plateau i 750 meters højde i Beira Interior … et lille område, som er en del af Douro International Natural Park.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på amerikanske 300 liter egefade.

Sikke en duft … en vinøs lille højeksplosiv maggiterning med massiv, kompakt, tætpakket mørk frugt som brombær, solbær, lidt dadler og sorte kirsebær. Det suppleres med masser af fadpræg med lidt toast, ristede samt sødbrændte noter, sød finsk lakrids, tør engelsk lakrids, mælkechokolade, vanilje, mynte  og under de store, fyldige skørter finder man også både en klar nerve og behersket, uanfægtet ro.

I munden får man lidt af det samme som i duften … en intens, tætpakket vin, som ganske vist er både fyldig, vildt cremet og blød, men som også har bid, dels fra den friske mørke frugt, fra krydderier, peber, svag bitterhed, nogle ristede elementer og alkohol, men også tydelige, fintpolerede tanniner. Det er både fyldigt, rent, elegant og man mærker næsten både mineralitet, lidt balsamisk intensitet, den tilbagetrukne og skyggeløse syre samt kølige elegance. Stor vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Caves Primavera, Beira Atlântico Rosé, Beira, Portugal

2017 Caves Primavera, Beira Atlântico Rosé, Beira, PortugalTrip, trap, træsko … og på samme måde er farven på de tre rosévine langsomt blevet mørkere og mørkere og topper på denne Beira Atlântico Rosé, som kommer fra Caves Primavera.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille by Aguada de Baixo omkring 70 kilometer syd for Porto i appellationen Beira. Caves Primavera er grundlagt tilbage i 1944 af Vital og Lucénio Rodrigues de Almeida, og er i dag et ganske stort vinhus med et 10.000 kvadratmeter vineri med moderne teknologisk, avanceret udstyr, en gæringskapacitet på 2,5 millioner og lagringskapacitet på 3 millioner liter vin.

Husets tappelinje kan flaske 3.500 flasker vin i timen … så der skal nogle druer til. Caves Primavera ejer ikke selv ret mange vinmarker, men køber i stedet deres druer fra vinavlere både lokalområdet samt andre regioner i Portugal.

Det er i dag grundlæggerne børn og svigerbørn, der ejer firmaet og har gjort, at husets vine i dag eksporteres til 23 lande i hele verden, herunder altså vor egen lille andedam.

Denne Beira Atlântico Rosé er lavet på 100% Baga druer. Baga – som i øvrigt betyder bær – er en lokal rød drue, som primært findes i DOC Bairrada. Jeg har ingen oplysninger om selve produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på rustfrie ståltanke.

Som jeg indledningsvis skrev, så er farven mer’ rød end de tidligere, mens duften og byder på mer’ vin, er mere luftig med hindbær, citron og grønne blade.

Smagen er tør og krydret, men der er igen en lidt sød slagside, men slet ikke så meget, at det gør noget. Der er lidt kant, jern og citron i eftersmagen, men undervejs også mere syre til at holde tingene på plads, så vinen bliver vinderen af den lille trio af rosévine.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 49,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 António Madeira, Dão Branco Vinhas Velhas, Beira, Portugal

2016 António Madeira, Dão Branco Vinhas Velhas, Beiras, PortugalHvad er bedst … et høftligt goddaw fra Antonio Banderas eller Dão fra António Madeira? Jeg tror nok lige, at den flittige vinblogger vælger det ukendte farvand med en hvid Dão Branco Vinhas Velhas fra António Madeira.

Jeg har aldrig tidligere smagt hvid Dão og generelt har Dão vine vel også herhjemme måske et lidt tvivlsomt ry … måske fordi, at vinene tidligere næsten udelukkende kom fra store kooperativer. Faktisk havde omkring 10 kooperativer i det meste af anden halvdel af det 20. århundrede monopol på al handel med druer i området og de havde dårligt udstyr og lave hygiejniske standarder, så kvaliteten var lav.

Dão appellationen er en af de ældste appellationer i Portugal og fik sin DOC klassifikation helt tilbage i 1908. Det ligger lidt øst for Bairrada og er en del af vinregionen Beira.

Generelt kender jeg ikke meget til de mange vinregioner i Portugal og de fleste vine, som jeg har skrevet om her på bloggen, er enten fra Minho – altså typisk Vinho Verde vinene – Douro eller Alentejo. Og vine fra Dão har jeg faktisk ikke smagt i ualmindelig lang tid.

António Madeira grundlagde sit vinhus i 2010, hvor han købte en mindre 1 hektar vinmark, hvor vinstokkene egentlig stod til at blive revet op og ikke var blevet beskåret i over 3 år.

António er egentlig franskmand, men af portugisisk afstamning og hans familie stammer også oprindelig fra området ved foden af Serra da Estrela bjergkæden … Portugals højeste. Og det er netop i det højland, at han har slået sig ned for at lave vine efter de gamle traditionen med field blends fra de bedste marker.

Serra de Estrela er med de højtbeliggende vinmarker den underregion i Dão, der har det største kvalitetspotentiale, bl.a. er det også der, at man finder de mest seriøse producenter.

António Madeira brugte knap to år på at få marken reetableret og sendte sin første vin på markedet i 2011. Det var imidlertid en meget beskeden første produktion, da udbytte fra den 1 hektar store mark alene var sølle 80 kg. druer.

Siden er flere vine kommet til i takt med, at han har fundet og købt flere marker med den helt rigtige beliggenhed, jordbund og gamle vinstokke.

I 2017 flyttede han permanent til Portugal for at leve som vinbonde og han dyrker i dag samlet 6 hektar vinmarker fordelt på 23 plots i 6 forskellige landsbyer. Så på den måde kan hans produktion minde om måden, mange små producenter arbejder på i Bourgogne.

Alt arbejde foregår i hånden. Markerne dyrkes uden sprøjtemidler af nogen art og druerne vinificeres naturligt. Det sker med spontan gæring og separat vinificering af druerne fra hver mark, hvilket betyder op til 20 forskellige sorter.

Denne Dão Branco Vinhas Velhas er netop en vin lavet på et field bland, her en blanding af druesorterne Siria, Fernão Pires, Bical, Arinto, Cerceal og op mod 20 andre sorter. Druerne kommer fra en parcel med 50-120 år gamle vinstokke der vokser i granitholdig og meget veldrænet jord.

Alt markarbejde foregår i hånden og druerne er vinificeret naturligt med spontan gæring, modnet hovedsageligt på stål – en smule på gamle fade – og flasket uden filtrering og blot med en smule svovl.

Duftmæssigt har vinen en lidt særpræget duft … først en smule bio bio kant, nogle grønne elementer samt en moden, dekadent og lidt fræk syre, salt, mineraler og sten, muskat, motorolie, parfume, blomster, mens frugten er mirabeller og pærer.

I munden meget ren og mineralsk vin, hvor der er pærer, gule æbler, et ganske svagt oxyderet element, let peber og igen både salt samt mineraler. Samtidig er smagen meget blid, dæmpet og blød, men klart mere syrefattig end fx foregående Riesling. Der er dog en fandens god kraft i smagen, om end på en stille facon.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7